Præsten spøger stadig

 

Foto: Tage Jensen, Thisted Lokalhistorisk forening
Foto: Tage Jensen, Thisted Lokalhistorisk forening

Han lagde sine store labber til hænder, nænsomt over hinanden på prædikestolens pult. “Lov og tak og evig ære være dig vor Gud….”. Hans dybe harmoniske stemme deklamerer med indføling teksten som han kan udenad og det kan mærkes at han mener hvad han siger. Kirkebønnen efter prædikenen har i mine øren sin egen klang. Min fars klang. Ligegyldig hvor jeg siden har været i kirke, hos en hvilken som helst præst, er dennes stemme trængt i baggrunden og min fars stemme er tonet frem.

Han var her ikke så længe. Inden jeg blev voksen, var han væk. Jeg har savnet ham og jeg har ikke savnet ham. Hvordan livet havde været, hvis han havde været der, kan jeg ikke vide. Jeg har næsten heller ikke fantasi til at forestille mig det. En forestilling, som i det hele taget også er absurd – det blev jo ikke sådan. Min far var min helt, og blev hængende i min 14-årige bevidsthed og han har aldrig siden forandret sig.

Og dog. De første 25 år efter hans død, hjemsøgte han mig i drømme. Der var de drømme hvor jeg ledte efter ham. Og når jeg fandt ham, så han mig som en fremmed. Eller drømmen hvor jeg fandt ham i et rum, hængede død under loftet med en notesblok og pen i hænderne. De dinglede livløst mens han skrev, med lukkede øjne, hvad jeg opfatter som en besked til mig. Jeg kunne ikke læse den utydelige skrift. Jeg ved ikke hvad han ville fortælle mig. Eller den forløsende drøm, hvor jeg igen ledte efter ham og da jeg så fandt ham ville han endelig kendes ved mig. Han var da blevet en lille, gammel og mager, gråhåret mand som ikke længere havde den store betydning i mit liv. Jeg havde været i psykoterapi. Undskyld, far, men du havde altså ikke mere at gøre i mine drømme!

Selv om min far er død og jeg ikke længere drømmer om ham, så dukker han alligevel op. En dag i 2008 gik jeg i Fona for at finde en dvd. På en tilbudshylde med film til 25 kroner faldt mit blik på en titel: “Skæve dage i Thy”, en film om den første Thylejr, sommeren 1970. Det var præcis det år, min far var taget på derop i sin sommerferie. Jeg købte selvfølgelig filmen.

En samling flimrende amatørvideoer med lydtæppe af lejrens musik og stemmer toner frem på tv-skærmen. Pludselig ser jeg min far og hører hans stemme. Han holder gudstjeneste iført hvid sweater og cowboybukser. Alteret primitivt stablet op af ølkasser med en indisk dug på. En flaske portvin og et franskbrød udgør nadveren. En gudstjeneste kræver for min far ikke noget særligt udstyr – kun at mennesker vil samles om den. Jeg hører og ser ham næsten som i live, i sort-hvid og sådan som han var med fuldskæg og langt hår. Det var underligt at høre hans stemme igen, efter 38 års fravær. Dejligt og vemodigt på den gode måde.

2011 dukker han frem igen i samme regi – Thylejren anno 1970 – i en bog af Peter Øvig Knudsen, Hippie 1, side 250 – kapitlet om en søndagsgudstjeneste med præsten fra Lolland. Igen en ny historie at føje til mit sparsomme billede og kendskab til ham.

Jeg er præstens datter og jeg har altid været stolt af min far. Jeg har ikke været kontroversiel og oprørsk i samme grad som han. Men jeg har hans gener, og jeg ved at jeg har den samme trang til at gå imod strømmen, stille spørgsmålstegn ved dogmer og døde regler – både dem i samfundet og religiøst/spirituelt. Måske, og kun måske, ville min livsvej have været mindre zigzagget, hvis han havde været her lidt længere og kunne have lært mig at tænke og handle mere konstruktivt og fokuseret end det har været tilfældet. Måske er det i virkeligheden det han har forsøgt at gøre, der fra hvor han er. Måske er det hele bare som det skal være!