Uranus og den indre sigøjner

Inde i mig er der sådan en oprører, en der altid er gået den anden vej og imod strømmen. Jeg kalder det for min “indre sigøjner”. Christian Borup,en kendt astrolog, kastede et enkelt blik på mit horoskop og sagde: “kald du det bare din YDRE sigøjner”. Han så den med det samme.

Den har fulgt mig hele livet. Uranus med sin opposition til Månen. Jeg vil altid noget andet end flertallet. Jeg vil ikke gå med i flokken og jeg vil ikke sættes i bås. Oprøreren er altid parat til at lange ud og mene noget andet. En vaskeægte Rasmus Modsat. Det er den umodne Uranus-Måne opposition.

Jeg er vokset op i en kulturradikal familie, hvor det var kutyme at være kritisk overfor religioners og samfundets dogmer, så jeg har fået det ind med modermælken. Nærmest bogstaveligt, for det var min mor der var den mest radikale af mine forældre. (Månen er moderen). Og så har vi balladen, for mit oprør var at jeg ikke blev den intellektuelle akademiker, som jeg ellers havde alle muligheder for at blive og som min mor, i kvindefrigørelsens navn, ønskede at jeg skulle være. Jeg gik alternative veje.

Følelsesmæssigt (Månen er følelser), har det ikke været let håndtere. Det er et aspekt der viser store udsving – snart er man nede, snart er man oppe. Udsvingene kan komme som lyn fra en klar himmel – et af Uranus’ kendetegn. Det kan være forvirrende for andre mennesker, der ikke begriber hvad der sker når man er i det uforudsigelige hjørne. Oppositioner i horoskopet er tegn på projektioner. Man skyder helst ansvaret fra sig og mener at det er andres skyld hvis der opstår problemer. Jeg har med tiden lært at jeg selv bærer min del af ansvaret. Alle bærer vi vores del af ansvaret!

Idag holder jeg meget af min Uranus-Måne opposition og de skiftende lynnedslag der kommer af den. Det er skønt at ride på den gode inspiration og vide at det kan være en forbigående raptus, så jeg ikke kommer til at sætte noget over styr. Det giver et varieret og fleksibelt liv. En rejse gennem vekslende omstændigheder, flytten og forandren – bagsiden med denne opposition er dog, at hvis livet bliver for ustadigt kan det føre til stress, utryghed og nervesammenbrud.

Forandringstrangen er aftaget med årene og jeg har fundet metoder til at opnå en bedre balance, men når min indre sigøjner begynder at støje, så må jeg lytte til hvad den vil og finde en god og konstruktiv måde at udtrykke den på. Så bliver vi alle glade, min indre sigøjner, min ydre sigøjner – og jeg.

Min indvielse i det shamanistiske univers

Det var en råkold morgen i november 2003. Pendlerne stod tæt på Odense Banegård og frøs med deres attachetasker, mapper og mobiltelefoner De var nok allerede på arbejde. Toget kom med nogen forsinkelse og folk blev ligesom suget hen mod dørene og masede på for at komme først ind. Der er jo altså bare nogle der skal UD først – og de må så mase sig den modsatte vej gennem menneskemylderet. Hvorfor kan folk ikke bare gå til side og gøre plads? (Det her var før DSB satte opdragende skilte på dørene – først ud, så ind). Nå, men jeg kom ind i toget og fandt min plads i stillekupeen. Jeg holder meget af stilhed og har ikke lyst til at høre på andres højtråbende og distraherende mobilsnak. Toget satte sig snart i bevægelse og jeg var på vej. Jeg smed gummistøvlerne, som jeg havde taget på i stedet for at pakke dem ned i min lille weekendtaske, og betragtede landskabet der susede forbi udenfor vinduet. Egentlig var det vel mig der susede forbi landskabet. Der lå en let tåge over det hele derude. Verden var drømmeagtig og uvirkelig. Præcis som mit sindelag den morgen hvor jeg var på vej for at møde en shaman i Nordjylland.
Seks timer senere steg jeg ud af toget på Hjørring station hvor jeg blev modtaget af min veninde, kunstneren Jane Bøgelund Pedersen. Næste morgen tog vi sammen til Frederikshavn i spændt forventning om den forestående weekend.
Hos Erik Abrahamsen
Vi fandt adressen efter en lille spadseretur gennem Frederikshavns gader. Et lille baghus, der nok tidligere havde været et værksted og nu tjente som værksted af en lidt anden art. Der duftede dejligt af kaffe da vi trådte indenfor i den lille entre der også var indrettet som tekøkken – døren til venstre stod åben og afslørede et lille rum med to rækker madrasser med beige vinylbetræk, der lå på gulvet. En ikeareol med brochurer og bøger ved endevæggen, et lille spisebord med klapstole omkring. En duft af røgelse blandede sig med kaffen. Lys var tændt på et lille alter ved den modsatte væg. Der var fyldt med spirituelt nips og billeder af mestre og guruer rundtomkring på væggene – ikke lige min kop te, stilistisk set. Der var ikke meget gulvplads, men det var heller ikke nødvendigt, for det meste af opholdet ville vi komme til at ligge på ryggen med lukkede øjne.
Shamanen hed Erik. En midaldrende, lille venlig mand i blå cowboyskjorte, håret samlet i en lang hestehale. En smøg mellem de nikotingule fingre. Han havde et stærkt og dragende blik. En smule uudgrundeligt, som om han ikke så PÅ os – men igennem os. Bortset fra det, så han ganske almindeligt danskagtig ud.
Vi var en lille gruppe på fem. Efter en kop kaffe og en kort præsentation bad Erik os om, at finde en madras hver og lægge os til rette med vores medbragte pude og tæppe.
Erik instruerer:
Opgaven i den første rejse, er at få kontakt med et kraftdyr. Find i fantasien et sted hvor du kan kravle ind gennem et hul, en hule, en nedgang i jorden eller lignende. Hvis det ikke virker i første omgang, så find et andet sted eller bed om hjælp til at finde et. Hvis du møder nogen, så tag kun kontakt hvis du møder dem igen, gerne tre gange, så kan du regne med at det er en hjælper eller et kraftdyr. Ellers lad det være. Det kan være en der vil prøve dig af. Gør ellers intet. Observer og oplev.
Erik starter en cd med indiansk sang og trommer. Rejsen kan begynde.
I fantasien er jeg ude at gå i en skov. Jeg følger en sti til jeg kommer til en lille huleindgang midt på stien. Jeg forsøger at kravle derind, men kan ikke. Det er kun en halvrund åbning som ikke fører nogen steder hen – ligesom et læsted af kampesten. En bjørn dukker op, snuser lidt omkring mig. Jeg kigger på den og gør ingenting og den lunter afsted igen. Jeg går bagom grotten, men finder ikke noget. Ingen indgang. Ingenting. Bjørnen vender tilbage og står lidt på afstand. Den vender om og går ind i skovtykningen. Bjørnen viser for tredje gang og så er jeg sikker. Jeg beder den om hjælp til at finde en indgang af en art. Bjørnen får mig op på sin ryg. Jeg hager mig fast i dens tykke brune pels. Det er en dejlig fornemmelse at ride på bjørnen. Jeg smelter sammen med den. Det føles meget kraftfuldt.
Vi – for nu er det vi, bjørnen og jeg – kommer længere ind i skovens tykning, hvor en indgang til noget der ligner en gammel mine med bærebjælker og overligger af tømmer, dukker op. Jeg adskilles fra bjørnen og går derind mens bjørnen lægger sig udenfor indgangen. Jeg kommer ind til hulens endevæg af klipper og kampesten og føler mig frem med hænderne i grottens halvmørke. Det ser ud til at jeg ikke kan komme længere, da jeg får øje på en smal sprække imellem to klippeblokke. Der flimrer noget lys. Jeg kan lige akkurat klemme mig igennem og kommer om på den anden side. Overrasket befinder jeg mig nu i en enorm bjerghule, på en klippeafsats tæt ved hulens loft. Jeg ser at der nede i bunden af hulesalen er en kreds af flammer. De bevæger sig rundt som levende væsener i en langsom cirkeldans. Udenfor kredsen ser jeg enkelte andre flammer bevæge sig omkring. De er ikke med i cirkeldansen. Jeg begynder at klatre derned, som om jeg ordløst har fået en invitation. Nede i hulens bund, løfter flammerne mig ind i midten af kredsen hvor jeg bliver båret oppe. De brænder ikke, er ikke varme. De ser ud som flammen på et stearinlys, bare i menneskelig størrelse. Andre flammer ligesom retter på noget ved et energifelt omkring hovedet – jeg mærker at de “nulstiller” mig. Det føles helt fysisk som at falde i hak.
Med et opdager jeg at hulens loft åbner sig. Jeg bliver båret højt op og ud i det fri, svævende, hvor jeg møder en musvåge. Jeg begynder selv at flyve, bliver til musvågen. Jeg er så højt oppe, at jeg kan se jordkloden under mig. Jeg er langt udenfor jordens atmosfære. Overvældende smukt og dejligt. Jeg føler mig uendeligt fri.
Musikken stopper – en klokke klinger – det er tid at komme tilbage…. Jeg lander med et brag på madrassen igen og åbner med noget besvær øjnene på Eriks kalden. De andre sidder allerede op. Erik kigger leende på mig…”Velkommen hjem. Du har sandelig været langt væk.” Der var gået over en time. For mig føltes det som minutter – jeg var slet ikke færdig med rejsen.
Bjørnen og Musvågen blev de første kraftdyr, som hjalp mig på denne første fascinerende indre rejse. På en måde havde jeg det også sådan, at det næsten var en kliche at møde en bjørn, eftersom bjørne “altid” optræder i indianske myter. Det var næsten for let. Ikke desto mindre var det bjørnen der stod der først. Jeg oplevede stor tryghed og sikkerhed i dens nærvær. Flammerne ser jeg som åndsvæsener der skabte et helligt rum for indvielsen, og musvågen et billede på min egen ånd der fik lov at mærke friheden fra den fysiske tyngde, ved at kunne flyve ud blandt stjernerne. Det var en meget berørende og meget virkelig første oplevelse af en anden bevidsthedstilstand.
Dag 2
Jeg ligger på en madras i et baghus i Frederikshavn i selskab med fire andre shamanrejsende. Det er den anden dag af en todages workshop i november 2003. Det er en speciel oplevelse at være på et kursus, hvor det meste af tiden tilbringes liggende på ryggen med lukkede øjne. Der sker ting og sager.
Det er dagens, og workshoppens, sidste session og Erik, shamanen, instruerer:
“På denne rejse skal I have fokus på at skabe forbindelse med jeres helt særlige kraftdyr. Det kan være et af dem I allerede har mødt. Det kan være et andet. Som med de andre rejser, skal I finde et hul i jorden eller en anden form for indgang til jordens indre. Vær opmærksomme på hvad I møder – det kan være forførende at tage den første der dukker op, men det kan være en vildledning. Vent på den rigtige – den vil vise sig mere end en gang. Spørg hvad den vil hvis I er i tvivl.”
Erik starter en tromme-cd og rejsen begynder.
Jeg vandrer ad en støvet markvej hen i mod en bakke med træer, en lille lund. Der er et dybt hul i bakken under et krat. Jeg kravler ind og kommer igennem en smal tunnel og ud i et fremmed landskab, en slette eller prærie. Jeg mærker en uro i mit energifelt og hører Erik sige: “Når du har fået kontakt med dit kraftdyr, så bed det om at rense din aura”. Pludselig ser jeg en stor ulv med en mægtig, tyk og skinnende pels stå med sænket hoved. Den lægger sig ned foran mig. Selv om det er første gang jeg møder den, er jeg overhovedet ikke i tvivl om, at det er den rigtige. Der er et særligt, varmt lys mellem den og mig. Jeg beder den om at rense min aura. Ulven går i opløsning i lyset.

to ulveI det samme mærker jeg, liggende der på madrassen, at hundredvis eller tusindvis af bitte små ulve begynder at flimre rundt omkring mig. De æder simpelthen alle urenheder fra mit energifelt. Det kribler og krabler overalt på og omkring min krop. Også under mig – selv om jeg ligger på ryggen. Det er en fantastisk følelse, der får mig til at le.
På et tidspunkt samler disse tusindvis af småulve sig igen og bliver nu til to store ulve. En han og en hun. De lægger sig på hver side af mig, ovenpå mine arme. Det føles godt og det er tydeligt for mig, at de ligger der for at passe på mig.
Efter en tid standser trommen og klokken klinger. Vi skal nu vende tilbage til vågen bevidsthed. Der er igen gået en god times tid, der føles som minutter.
Så er det at jeg opdager et problem. Jeg er vågen, men jeg kan ikke bevæge mine arme. Jeg forsøger at komme op, men kan ikke flytte mig en millimeter. Ulvene ligger stadig tungt på dem, selv om jeg er lysvågen. De viger ikke en tomme. Erik kommer hen til mig. Han kan se at jeg har vanskeligheder. Så siger han de indlysende ord: “Kunne du spørge ulvene om ikke de kan flytte sig lidt?” Ulvene rykker sig straks en smule, så presset på min krop letter. Jeg kan sætte mig op.
På vej hjem fra Frederikshavn, har jeg en tydelig følelse af at ulvene er med. Der er ikke så mange passagerer i toget på det her tidspunkt, så der er god plads til at de kan ligge ved mine fødder. Underligt at tænke sådan, men så fysisk føles de, at det ville være mærkeligt om der kom nogen og satte sig uden at ane, at de støder ind i mine to nye, pelsede venner.

Besøg af Pluto behøver ikke at gøre ondt.

Vist er Pluto berygtet for at nedbryde og ødelægge alt omkring sig, men den har åbenbart en anden side også. Den roder op i fortid. Det kan man så lide, eller ikke. Det må komme an på hvordan man ser det og hvilken fortid der er tale om. Tabubelagt fortid bliver afsløret, og det kan de færreste lide, der er involveret i tabuet. Men det kan også være en kilde til indsigt og forståelse af nutiden. Personligt psykologisk, såvel som samfundsmæssigt strukturelt.

I skrivende stund (april 2012) ligger Pluto i begyndelsen af Stenbukken og er netop stoppet op og begyndt at gå retrograd. Fortid med fortid på. I mit eget horoskop har jeg netop transitpluto i opposition til Mars, i kvinkuns Venus og trigon Merkur – en cocktail jeg har været spændt på at opleve – med blandede følelser. Indtil videre viser det sig som en særdeles kraftig intensivering af især Merkur (som hersker over 4. hus i Jomfruen – rødder og fortid) i form af slægtsforskning og kontakt med hidtil ukendte familiemedlemmer, udvidelse af horisonten i form af studier i arkivbrug og gotisk håndskrift og afprøvning af slægtsprogrammer på pc.  Særdeles merkurorienteret.

På samme tidspunkt er der optakt til større forbedrings og vedligeholdelsesarbejder på ejendommen hvor jeg bor til leje  (også et 4. hustema) – et projekt over et par år til 30 millioner kroner: isolering af alle facader, nyt tag og vinduer – plus det løse… altså et rend af håndværkere og forstyrrelser i alle ender og kanter. Da jeg havde Pluto i opposition til Merkur i 1980’erne, købte et lig af en andelslejlighed på 150 m2 og renoverede den ved hjælp af venner – det blev dog aldrig helt godt, der var svamp i hele ejendommen, andelskronen blev negativ, og jeg solgte den igen efter nogle år. Med tab. Men jeg overlevede.

Med transitpluto i opposition til Mars i 12. hus i Krebsen – et aspekt jeg faktisk har frygtet – har der endnu ikke være noget konkret på begivenhedsfronten jeg isoleret kunne tilskrive netop den. (Mars hersker over 11. hus i mit horoskop – et hus jeg aldrig helt har forstået). Pluto vendte i sin bane da aspektet var eksakt – og kommer igen til efteråret 2012. Det nærmeste jeg måske har observeret omkring den, er en tendens til tilbagetrækning og mærkbar indre ombygning og forvandling. Med Mars i 12. hus og desuden i Krebsen har jeg ikke den mest udfarende og initiativrige natur og den tendens er intensiveret af Pluto – jeg graver mig ned i fortidens familiekrønike. I enrum – 12. hus.

Kvinkunsen til Venus er lidt af en gåde. Venus i Tvilling kunne handle om “kærlighed til viden og information” og det er stærkt betonet. Også i forhold til slægtsforskningen, der i den grad har taget mig. Pluto i mit radix ligger i Løven i 3. hus, som viser noget om at forske – jeg elsker at fordybe mig i et eller andet nørdet: oldgræsk, latin, astrologi, gotisk skrift, bygning af hjemmesider osv. Og det er kun blevet stærkere med alderen.

Pluto er spændende, for den sætter tingene på spidsen – enten/eller – gå med eller gå imod. Går man imod, og vil bevare status quo får man bøvl og vanskeligheder – går man med, så giver den så meget mere, end man havde drømt om. Sikkert er det, at den forvandlende og intensive energi, der tilskrives Pluto er i fuld gang – globalt, lokalt og psykologisk. Man er ikke den samme efter et besøg af Pluto – og det behøver slet ikke være så galt som man forestiller sig det.

Så kom vi så langt

Flammen kaster ingen skyggeDa 2010 randt ud, sagde jeg med glæde farvel til året der gik og med glæde goddag til 2011. Nu er det så farvel til 2011 og goddag til 2012. Det gik godt nok hurtigt at komme her til.

Forandringshastigheden er stadig enorm. Ikke bare for mig personligt, men – synes det – på alle planer, i verden som helhed. Er der mon andre end mig der oplever det? Jeg tror det.

Set fra et teosofisk/spirituelt perspektiv, lever vi i en tid, hvor alt accelererer. Det er det med forandringshastigheden – næppe har jeg taget en beslutning, før den er forældet. Langsigtet planlægning synes umulig, for lige om et øjeblik ser det hele anderledes ud igen.

Fordybelsen og roen, bliver hastigt afløst af rastløshed og en indre kalden på “noget” som det kan være svært,dels at opfange, dels at overhøre. Altså en dobbelthed i den umiddelbare livsoplevelse. En vogn der kører begge veje samtidig. Indad og udad. Det kræver en del vilje og disciplin, at holde tømmerne stramt og tage skridtene et for et. Lidt frem og lidt tilbage.

Vandrehistorien om jordens undergang i december 2012 bliver nok ikke mindre, nu hvor vi går ind i “skæbneåret” – jeg mener klart det er noget vås – jorden bliver ved med at være der. Men jeg mener også at vi er midt i en energi-centrifuge der tvinger os til at tænke os om og ændre mentalitet – hver især – i forhold til vores medmenneskelighed og værnen om klodens ressourcer. Så jeg vil sige at livet som vi kender og tænker det, må gå under og erstattes af en ny måde at tænke vores liv på. Mayaernes kalender kommer til vejs ende og indleder en ny cyklus – 2012 er dermed “Det Store Nytår”. Perfekt timing i forhold til Uranus’ indgang i Vædderen = mennesket får mulighed for at begynde på en frisk, så at sige.

Astrologisk set, står vi således i en brydningstid. Det er uundgåeligt at vi får en anderledes måde at indrette samfund og tilværelse på. Vi vil fortsat se omvæltninger og reformer både herhjemme og ude i verden. Det er som om universet er gået i stilling til en ny verdensorden. De tre tunge planeter, Uranus, Neptun og Pluto har skiftet tegn indenfor få år. Et fænomen jeg ikke har kendskab til skulle have fundet sted indenfor vores tidsregning. I oktober 2012 vil også Saturn skifte tegn fra Vægt til Skorpion og afsløre hvad der ligger af hemmeligheder under overfladen. Det bliver helt sikkert ikke kedeligt!

Jeg laver ikke nytårsforsæt. Men jeg plejer at bruge den sidste dag i året til oprydning og klargøring af de nye friske datoer der kommer. Nytårsmorgen går jeg en tur ud og mærker stemningen efter den kollektive festnat. Gaderne er klistret ind i gammelt krudt og alle sover endnu. Der er forventning i luften om det nye år. Det bliver et godt år – hvis vi vælger det.

Godt Nytår.

Det siges at caminoen forandrer den gående for evigt.

DSC03793 - Kopi

En pilgrimsvandring på Fyn, kan også gøre det. Jeg føler mig en smule forandret efter 60  km til fods sammen med 13 andre mennesker på vandring fra Svendborg til Odense. Det var som een lang gående meditation. Stilhed og samtaler i vekselvirkning, med naturen, lærker, sommerfugle, skov, krat og kirker som ramme.

Den første dag var samtalerne præget af, at pejle sig ind på hinanden – finde ud af hvem vi var hver især. 2. dagen blev det dybere og mere personlige samtaler, for til sidst på den 3. dag at åbne til de inderste tanker og længsler.

Vi gik side om side. Samtalernes indhold ændrede sig alt efter hvem man fulgtes med – en trådte tilbage, en anden kom til. Der var et jævnt flow af samtale og stilhed. Hver for sig – og sammen.

Vi gik fra kirke til kirke. Flere steder var der stillet kaffe og småkager eller en forfriskning frem til os i våbenhuset. Det var dejligt at tage vandreskoene af og køle fødderne på det kolde stengulv, sidde lidt for sig selv, eller deltage i den korte andagt med en sang og en bøn.

Det er noget andet, end “bare” en vandretur i naturen. At gå sammen med andre pilgrimme giver stof til eftertanke. Man mødes i et særligt fælles rum ude i det fri. På neutral grund, så at sige – og alle er lige.
Det at fortælle lidt af sin livshistorie og høre andres, under disse forhold, har været en stor oplevelse.
Inden vi startede på vandringen, fik vi syv pilgrimsord, som vi ofte vendte tilbage til: Langsomhed, Bekymringsløshed, Frihed, Enkelhed, Stilhed, Spiritualitet, Fællesskab.

Sådan her oplevede jeg bl.a.de syv ord:
Langsomhed – vandring er langsomt. Det tager tid at komme fra sted til sted – og den tid giver plads til at give slip på sig selv og være tilstede her og nu.
Bekymringsløshed – At gå der, på landevejen og i skoven og lægge hverdagen fra sig. Sige: pyt med om jeg har glemt noget… det løser sig. Ting løser sig som regel og bekymringer har det ofte med ikke at blive til noget.
Frihed – jeg er her bare sådan som jeg er. Jeg har hvad jeg skal bruge i min rygsæk, og jeg kan gå hvorsomhelst hen jeg lyster. Jeg behøver bare sætte den ene fod foran den anden.
Enkelhed – en klapsammenmad i en skovlysning. Tillid til, at der et eller andet sted er vand i en hane, når jeg trænger til det. Og bare være menneske sammen med andre mennesker.
Stilhed – det særlige ved stilhed er, at der bliver plads til at lytte indad. Finde sin egen indre stemme, mærke glæden vokse og roen brede sig, fornemme et nærvær der ellers drukner i hverdagens larm.
Spiritualitet – mennesket er et spirituelt væsen. Religioner er systemer og fortolkninger, der kan stivne til begrænsende regler og dogmer. For mig er spiritualitet noget universelt, mennesket er født med – eller måske født til. Spiritualitet er langt større end en hvilken som helst religion.
Fællesskab – Vi tager os af hinanden. Og vi har, hver især, ansvar for os selv. Sådan er det også på en pilgrimsvandring. Vi er sammen i et fælles rum, hvor vi har et fælles fokus. Den spirituelle vandring. Men hver enkelt har også sit eget fokus, sin egen proces. Processen understøttes af møderne og samtalerne undervejs og åbner for nye måder at se sig selv, sit eget liv og andre mennesker på.

Dette var min første pilgrimsvandring.  Jeg forberedte mig grundigt, og havde masser af bekymringer. Bl.a. om jeg overhovedet var i stand til at gå så langt, og om jeg havde det rigtige udstyr med. Sovepose, underlag, skiftetøj, sko, strømper, regntøj. Hvad nu hvis’erne fyldte rigtig meget. Det ville også være i orden, hvis jeg måtte tage hjem i utide, prøvede jeg at overbevise mig selv om.

Min vilje var enorm, og jeg fandt strategier når det begyndte at gøre ondt et eller andet sted. På et tidspunkt, hvor jeg var ret øm i knæ og hofteled, kom jeg til at se en kamel for mit indre blik. Jeg så hvordan den bevæger sig, i vuggende gang, langsomt og adstadigt gennem ørkenen. Det fik mig til at sænke farten, bøje knæene en smule og vugge blidt i hofterne. På den måde blev gangen mere elastisk og jeg kunne gå meget langt, uden at det gjorde ondt.

Gad vide hvem der sendte den kamel?

Se en lille stemningsfilm her