Livet bag stilladset

Vinden blæser ind under den armerede presenning. Inden døre er det en lyd der giver fantasier om at være i et luftskib, hvor det rykker i pylonerne – hedder det det i et luftskib? Barduner, wirer? Og hvert øjeblik kan en af dem rive sig løs og sende ballonen ud i cyberspace, med hus og det hele. Tre måneder bag tågehvid plastic og mænd af ubestemmelig østeuropæisk nationalitet med tilhørende dialekt buldrer rundt på stilladserne i tunge sikkerhedssko – det er som om de kommer helt ind i stuen, i køkkenet, i soveværelset. En sommers udfordring, at udholde invasion af håndværkere og vindueskiggere på 2.sal. Gardinerne er trukket for hele dagen. Jeg lærer omgivelserne meget grundigt at kende.

Vær ikke bange, vær opmærksom

Sommeren 2012 – Uranus-Pluto kvadratet er oppe at ringe på 8 grader, så hold øje med begivenhederne i denne sommer 2012. Og i særdeleshed weekenden 23-24. juni hvor aspektet er eksakt. På verdensplan er det en tur mere i forandringshjulet. Det gamle støder sammen med det nye og det kan skabe en del uro mellem mennesker og nationer foruden en del tektonisk aktivitet og andre voldsomme natursituationer, som det har vist sig de senere år.

Vær ikke bange – men opmærksom.
De ydre begivenheder, er et spejl af de indre. Mennesker der har planeter eller akser i 7-9 grader kardinale tegn (vædder, krebs, vægt, stenbuk) vil i højere grad end andre være berørt af de store og langvarige aspekter vi lever med i disse år. Det er dem der vil opleve de største ekstremer, på godt og ondt, på indre og ydre planer. De kardinale tegn er forbundet med folk som er iværksættere, ledere,
foregangsmænd og -kvinder, pionerer – og det er måske også her vi skal være opmærksomme på vort eget indre lederskab, og vor egen indre pioner. Det er måske en tid hvor det for alvor går op for nogle, at de kan selv, at de ikke behøver følge forfædrenes tanker og traditioner, men har mulighed for at skabe de forandringer der kaldes på – og gøre det frit. Og gøre det på den gode måde, ved det gode eksempel og ikke med hverken krig eller terror. Demokrati til de lande der ikke endnu kender til det. Indre frihed til de, der ikke kender til det.
Pluto-Uranus har en hel del tilfælles, idet de begge på hver sin vis, er udtryk for forandring, nytænkning, omvæltninger og reformer. Den tid vi lever i, bærer præg af det. For dem der blot vil bevare tingene som de altid har været, er det en vanskelig tid. Den modstand, de oplever kommer ikke udefra, men inde fra dem selv.
Hver gang der er skrappe aspekter i luften, kan det let blive til en katastrofesnak. Katastrofer sker, skuddramaer, mord, sindssyge, terror, grådighed og magtsyge, holdningskrige og religionskrige – de er der og de har været der så længe der er skrevet historiebøger. Og når de skrappe aspekter er i fokus, er de katastrofale begivenheder det også. Ondskab, der har været gemt under overfladen springer op og skaber kaos, nogen eller noget sætter en proces i gang, der kan vise sig at være et skridt i en ny og bedre retning, fordi vi får nye tanker om hvad der er vigtigt i livet.

Pluto-Uranus handler ikke om vækst, men om forvandling. Om nedbrydning af det, der nedbryder os – og det skal nedbrydes for at give plads til ny vækst. Menneskelig vækst. Jupiter som er vækstplaneten, er gået i Tvillingens tegn og bliver der et årstid fra nu. Der kan komme meget mere debat og diskussion om værdier – der kan komme meget mere fokus på at hvert menneske giver bud på hvad vækst er. Der vil komme bøger, tidsskrifter og film om, hvordan vi kommer ud af menneskeligt ødelæggende tilstande og vilkår. Ideer som Uranus-Pluto energien vil give stof til. Vi får mulighed for at beskrive på ny hvad der er vigtigt og væsentligt i livet og samfundslivet. Det er muligt at filosofi bliver et trendy modefag, i hvert fald en overgang.
Det stof Uranus-Pluto giver, vil være den polaritet der der skal til for at få øjnene op for forældede systemer og magt-u-balance. Altså begivenheder der skaber sensation og som rykker. Vi kalder dem forfærdelige og skræmmende, og suger til os gennem tv’et hvis vi da ikke er i brændpunktet selv – vi vil se katastrofer, vil vil have det ekstreme, men helst på afstand. På trods heraf, lever vi med i følelserne og det forfærdelige. Muligheden for at skabe forandring kommer til stede, hvis vi frem for at svælge i sensationen, sætter os for at gøre noget aktivt ved det. Det kan være en lille bitte holdnings- og adfærdsændring eller det kan være i form af politisk engagement og kollektiv, global ansvarstagen. Begge dele har efter min mening lige gyldighed.
Hvilken sommerfugl har mon basket med vingerne, som har givet os dette meget mangfoldige sommervejr?
Tro ikke, at du ingen betydning har i det store billede.

Og fra Telegrambureauet Fremtiden:
Juni 23-25 2012 Jupiter kvadrat Neptun – Religionsopfattelserne vil komme i fokus – der kan komme øgede spændinger mellem holdninger og overbevisninger – opblussen af protester og forvirrende budskaber. Det kan skabe noget kaos og konflikt.

Juni 28 2012 – Venus vender i sin bane og går direkte på 7 grader Tvilling – Det kan være en forløsende dag for sensitive typer, i særdeleshed Tyre og Vægte.

Juni 28-30 2012 – Solen i Krebs vil aktivere Uranus-Pluto kvadratet. I denne periode kan de kaotiske tilstande i nordafrika og sydeuropa vi har set tidligere, få en opblussen – eller nye konflikter kan opstå. Mennesker med planeter og akser i 7-9 grader kardinale tegn skal være særligt opmærksomme i disse dage – man kan ryge ind i konflikter og konfrontationer på et personligt plan, så det er klogt lige at tage temperaturen og forlade åstedet i tide eller vente et par dage med at tage den evt. konflikt.

Juli 1-6 2012- Venus aktiverer Uranus-Pluto – indrømmelser og venlig stemning kan mildne det skrappe Uranus-Pluto kvadrat

Juli 15-29 2012 – Jupiter i Tvilling aktiverer Uranus-Pluto kvadratet. Temaer der blev aktuelle med Jupiters kvadrat til Neptun bliver bragt med ind over, hvilket kan bringe religiøse/filosofiske diskussioner til et højdepunkt. Sommerens agurketid kan blive afløst af en massiv mediedækning af begivenheder.

Juli 18-20 2012 – Mars i Vægten aktiverer Uranus-Pluto – her forventer jeg at der kommer til at ske noget, som kan være lidt i den voldsomme ende, blandt mennesker eller i undergrunden – nye jordskælv og konflikter. Og igen på det personlige plan, hvis man har noget liggende på de der 7-9 grader i et tegn, specielt de kardinale (vædder, krebs, vægt, stenbuk) kan man finde sig selv involveret i situationer der kræver særlig opmærksomhed.

Juli 31 2012 – Venus i Tvillingen runder juli måned af med en trigon til Saturn i Vægten. Det virker som et dejligt varmt og imødekommende aspekt, hvor konflikter bliver lagt til side for at give plads til at se hinanden i øjnene – kærlighedens planet giver seriøse Saturn lidt lethed og man mener det alvorligt med hinanden. Måske lidt opblødning på fronterne. Kommer vi til at give hinanden plads til at være som vi er? Bare for et par dage.

Uranus og den indre sigøjner

Inde i mig er der sådan en oprører, en der altid er gået den anden vej og imod strømmen. Jeg kalder det for min “indre sigøjner”. Christian Borup,en kendt astrolog, kastede et enkelt blik på mit horoskop og sagde: “kald du det bare din YDRE sigøjner”. Han så den med det samme.

Den har fulgt mig hele livet. Uranus med sin opposition til Månen. Jeg vil altid noget andet end flertallet. Jeg vil ikke gå med i flokken og jeg vil ikke sættes i bås. Oprøreren er altid parat til at lange ud og mene noget andet. En vaskeægte Rasmus Modsat. Det er den umodne Uranus-Måne opposition.

Jeg er vokset op i en kulturradikal familie, hvor det var kutyme at være kritisk overfor religioners og samfundets dogmer, så jeg har fået det ind med modermælken. Nærmest bogstaveligt, for det var min mor der var den mest radikale af mine forældre. (Månen er moderen). Og så har vi balladen, for mit oprør var at jeg ikke blev den intellektuelle akademiker, som jeg ellers havde alle muligheder for at blive og som min mor, i kvindefrigørelsens navn, ønskede at jeg skulle være. Jeg gik alternative veje.

Følelsesmæssigt (Månen er følelser), har det ikke været let håndtere. Det er et aspekt der viser store udsving – snart er man nede, snart er man oppe. Udsvingene kan komme som lyn fra en klar himmel – et af Uranus’ kendetegn. Det kan være forvirrende for andre mennesker, der ikke begriber hvad der sker når man er i det uforudsigelige hjørne. Oppositioner i horoskopet er tegn på projektioner. Man skyder helst ansvaret fra sig og mener at det er andres skyld hvis der opstår problemer. Jeg har med tiden lært at jeg selv bærer min del af ansvaret. Alle bærer vi vores del af ansvaret!

Idag holder jeg meget af min Uranus-Måne opposition og de skiftende lynnedslag der kommer af den. Det er skønt at ride på den gode inspiration og vide at det kan være en forbigående raptus, så jeg ikke kommer til at sætte noget over styr. Det giver et varieret og fleksibelt liv. En rejse gennem vekslende omstændigheder, flytten og forandren – bagsiden med denne opposition er dog, at hvis livet bliver for ustadigt kan det føre til stress, utryghed og nervesammenbrud.

Forandringstrangen er aftaget med årene og jeg har fundet metoder til at opnå en bedre balance, men når min indre sigøjner begynder at støje, så må jeg lytte til hvad den vil og finde en god og konstruktiv måde at udtrykke den på. Så bliver vi alle glade, min indre sigøjner, min ydre sigøjner – og jeg.

Min indvielse i det shamanistiske univers

Det var en råkold morgen i november 2003. Pendlerne stod tæt på Odense Banegård og frøs med deres attachetasker, mapper og mobiltelefoner De var nok allerede på arbejde. Toget kom med nogen forsinkelse og folk blev ligesom suget hen mod dørene og masede på for at komme først ind. Der er jo altså bare nogle der skal UD først – og de må så mase sig den modsatte vej gennem menneskemylderet. Hvorfor kan folk ikke bare gå til side og gøre plads? (Det her var før DSB satte opdragende skilte på dørene – først ud, så ind). Nå, men jeg kom ind i toget og fandt min plads i stillekupeen. Jeg holder meget af stilhed og har ikke lyst til at høre på andres højtråbende og distraherende mobilsnak. Toget satte sig snart i bevægelse og jeg var på vej. Jeg smed gummistøvlerne, som jeg havde taget på i stedet for at pakke dem ned i min lille weekendtaske, og betragtede landskabet der susede forbi udenfor vinduet. Egentlig var det vel mig der susede forbi landskabet. Der lå en let tåge over det hele derude. Verden var drømmeagtig og uvirkelig. Præcis som mit sindelag den morgen hvor jeg var på vej for at møde en shaman i Nordjylland.
Seks timer senere steg jeg ud af toget på Hjørring station hvor jeg blev modtaget af min veninde, kunstneren Jane Bøgelund Pedersen. Næste morgen tog vi sammen til Frederikshavn i spændt forventning om den forestående weekend.
Hos Erik Abrahamsen
Vi fandt adressen efter en lille spadseretur gennem Frederikshavns gader. Et lille baghus, der nok tidligere havde været et værksted og nu tjente som værksted af en lidt anden art. Der duftede dejligt af kaffe da vi trådte indenfor i den lille entre der også var indrettet som tekøkken – døren til venstre stod åben og afslørede et lille rum med to rækker madrasser med beige vinylbetræk, der lå på gulvet. En ikeareol med brochurer og bøger ved endevæggen, et lille spisebord med klapstole omkring. En duft af røgelse blandede sig med kaffen. Lys var tændt på et lille alter ved den modsatte væg. Der var fyldt med spirituelt nips og billeder af mestre og guruer rundtomkring på væggene – ikke lige min kop te, stilistisk set. Der var ikke meget gulvplads, men det var heller ikke nødvendigt, for det meste af opholdet ville vi komme til at ligge på ryggen med lukkede øjne.
Shamanen hed Erik. En midaldrende, lille venlig mand i blå cowboyskjorte, håret samlet i en lang hestehale. En smøg mellem de nikotingule fingre. Han havde et stærkt og dragende blik. En smule uudgrundeligt, som om han ikke så PÅ os – men igennem os. Bortset fra det, så han ganske almindeligt danskagtig ud.
Vi var en lille gruppe på fem. Efter en kop kaffe og en kort præsentation bad Erik os om, at finde en madras hver og lægge os til rette med vores medbragte pude og tæppe.
Erik instruerer:
Opgaven i den første rejse, er at få kontakt med et kraftdyr. Find i fantasien et sted hvor du kan kravle ind gennem et hul, en hule, en nedgang i jorden eller lignende. Hvis det ikke virker i første omgang, så find et andet sted eller bed om hjælp til at finde et. Hvis du møder nogen, så tag kun kontakt hvis du møder dem igen, gerne tre gange, så kan du regne med at det er en hjælper eller et kraftdyr. Ellers lad det være. Det kan være en der vil prøve dig af. Gør ellers intet. Observer og oplev.
Erik starter en cd med indiansk sang og trommer. Rejsen kan begynde.
I fantasien er jeg ude at gå i en skov. Jeg følger en sti til jeg kommer til en lille huleindgang midt på stien. Jeg forsøger at kravle derind, men kan ikke. Det er kun en halvrund åbning som ikke fører nogen steder hen – ligesom et læsted af kampesten. En bjørn dukker op, snuser lidt omkring mig. Jeg kigger på den og gør ingenting og den lunter afsted igen. Jeg går bagom grotten, men finder ikke noget. Ingen indgang. Ingenting. Bjørnen vender tilbage og står lidt på afstand. Den vender om og går ind i skovtykningen. Bjørnen viser for tredje gang og så er jeg sikker. Jeg beder den om hjælp til at finde en indgang af en art. Bjørnen får mig op på sin ryg. Jeg hager mig fast i dens tykke brune pels. Det er en dejlig fornemmelse at ride på bjørnen. Jeg smelter sammen med den. Det føles meget kraftfuldt.
Vi – for nu er det vi, bjørnen og jeg – kommer længere ind i skovens tykning, hvor en indgang til noget der ligner en gammel mine med bærebjælker og overligger af tømmer, dukker op. Jeg adskilles fra bjørnen og går derind mens bjørnen lægger sig udenfor indgangen. Jeg kommer ind til hulens endevæg af klipper og kampesten og føler mig frem med hænderne i grottens halvmørke. Det ser ud til at jeg ikke kan komme længere, da jeg får øje på en smal sprække imellem to klippeblokke. Der flimrer noget lys. Jeg kan lige akkurat klemme mig igennem og kommer om på den anden side. Overrasket befinder jeg mig nu i en enorm bjerghule, på en klippeafsats tæt ved hulens loft. Jeg ser at der nede i bunden af hulesalen er en kreds af flammer. De bevæger sig rundt som levende væsener i en langsom cirkeldans. Udenfor kredsen ser jeg enkelte andre flammer bevæge sig omkring. De er ikke med i cirkeldansen. Jeg begynder at klatre derned, som om jeg ordløst har fået en invitation. Nede i hulens bund, løfter flammerne mig ind i midten af kredsen hvor jeg bliver båret oppe. De brænder ikke, er ikke varme. De ser ud som flammen på et stearinlys, bare i menneskelig størrelse. Andre flammer ligesom retter på noget ved et energifelt omkring hovedet – jeg mærker at de “nulstiller” mig. Det føles helt fysisk som at falde i hak.
Med et opdager jeg at hulens loft åbner sig. Jeg bliver båret højt op og ud i det fri, svævende, hvor jeg møder en musvåge. Jeg begynder selv at flyve, bliver til musvågen. Jeg er så højt oppe, at jeg kan se jordkloden under mig. Jeg er langt udenfor jordens atmosfære. Overvældende smukt og dejligt. Jeg føler mig uendeligt fri.
Musikken stopper – en klokke klinger – det er tid at komme tilbage…. Jeg lander med et brag på madrassen igen og åbner med noget besvær øjnene på Eriks kalden. De andre sidder allerede op. Erik kigger leende på mig…”Velkommen hjem. Du har sandelig været langt væk.” Der var gået over en time. For mig føltes det som minutter – jeg var slet ikke færdig med rejsen.
Bjørnen og Musvågen blev de første kraftdyr, som hjalp mig på denne første fascinerende indre rejse. På en måde havde jeg det også sådan, at det næsten var en kliche at møde en bjørn, eftersom bjørne “altid” optræder i indianske myter. Det var næsten for let. Ikke desto mindre var det bjørnen der stod der først. Jeg oplevede stor tryghed og sikkerhed i dens nærvær. Flammerne ser jeg som åndsvæsener der skabte et helligt rum for indvielsen, og musvågen et billede på min egen ånd der fik lov at mærke friheden fra den fysiske tyngde, ved at kunne flyve ud blandt stjernerne. Det var en meget berørende og meget virkelig første oplevelse af en anden bevidsthedstilstand.
Dag 2
Jeg ligger på en madras i et baghus i Frederikshavn i selskab med fire andre shamanrejsende. Det er den anden dag af en todages workshop i november 2003. Det er en speciel oplevelse at være på et kursus, hvor det meste af tiden tilbringes liggende på ryggen med lukkede øjne. Der sker ting og sager.
Det er dagens, og workshoppens, sidste session og Erik, shamanen, instruerer:
“På denne rejse skal I have fokus på at skabe forbindelse med jeres helt særlige kraftdyr. Det kan være et af dem I allerede har mødt. Det kan være et andet. Som med de andre rejser, skal I finde et hul i jorden eller en anden form for indgang til jordens indre. Vær opmærksomme på hvad I møder – det kan være forførende at tage den første der dukker op, men det kan være en vildledning. Vent på den rigtige – den vil vise sig mere end en gang. Spørg hvad den vil hvis I er i tvivl.”
Erik starter en tromme-cd og rejsen begynder.
Jeg vandrer ad en støvet markvej hen i mod en bakke med træer, en lille lund. Der er et dybt hul i bakken under et krat. Jeg kravler ind og kommer igennem en smal tunnel og ud i et fremmed landskab, en slette eller prærie. Jeg mærker en uro i mit energifelt og hører Erik sige: “Når du har fået kontakt med dit kraftdyr, så bed det om at rense din aura”. Pludselig ser jeg en stor ulv med en mægtig, tyk og skinnende pels stå med sænket hoved. Den lægger sig ned foran mig. Selv om det er første gang jeg møder den, er jeg overhovedet ikke i tvivl om, at det er den rigtige. Der er et særligt, varmt lys mellem den og mig. Jeg beder den om at rense min aura. Ulven går i opløsning i lyset.

to ulveI det samme mærker jeg, liggende der på madrassen, at hundredvis eller tusindvis af bitte små ulve begynder at flimre rundt omkring mig. De æder simpelthen alle urenheder fra mit energifelt. Det kribler og krabler overalt på og omkring min krop. Også under mig – selv om jeg ligger på ryggen. Det er en fantastisk følelse, der får mig til at le.
På et tidspunkt samler disse tusindvis af småulve sig igen og bliver nu til to store ulve. En han og en hun. De lægger sig på hver side af mig, ovenpå mine arme. Det føles godt og det er tydeligt for mig, at de ligger der for at passe på mig.
Efter en tid standser trommen og klokken klinger. Vi skal nu vende tilbage til vågen bevidsthed. Der er igen gået en god times tid, der føles som minutter.
Så er det at jeg opdager et problem. Jeg er vågen, men jeg kan ikke bevæge mine arme. Jeg forsøger at komme op, men kan ikke flytte mig en millimeter. Ulvene ligger stadig tungt på dem, selv om jeg er lysvågen. De viger ikke en tomme. Erik kommer hen til mig. Han kan se at jeg har vanskeligheder. Så siger han de indlysende ord: “Kunne du spørge ulvene om ikke de kan flytte sig lidt?” Ulvene rykker sig straks en smule, så presset på min krop letter. Jeg kan sætte mig op.
På vej hjem fra Frederikshavn, har jeg en tydelig følelse af at ulvene er med. Der er ikke så mange passagerer i toget på det her tidspunkt, så der er god plads til at de kan ligge ved mine fødder. Underligt at tænke sådan, men så fysisk føles de, at det ville være mærkeligt om der kom nogen og satte sig uden at ane, at de støder ind i mine to nye, pelsede venner.

Besøg af Pluto behøver ikke at gøre ondt.

Vist er Pluto berygtet for at nedbryde og ødelægge alt omkring sig, men den har åbenbart en anden side også. Den roder op i fortid. Det kan man så lide, eller ikke. Det må komme an på hvordan man ser det og hvilken fortid der er tale om. Tabubelagt fortid bliver afsløret, og det kan de færreste lide, der er involveret i tabuet. Men det kan også være en kilde til indsigt og forståelse af nutiden. Personligt psykologisk, såvel som samfundsmæssigt strukturelt.

I skrivende stund (april 2012) ligger Pluto i begyndelsen af Stenbukken og er netop stoppet op og begyndt at gå retrograd. Fortid med fortid på. I mit eget horoskop har jeg netop transitpluto i opposition til Mars, i kvinkuns Venus og trigon Merkur – en cocktail jeg har været spændt på at opleve – med blandede følelser. Indtil videre viser det sig som en særdeles kraftig intensivering af især Merkur (som hersker over 4. hus i Jomfruen – rødder og fortid) i form af slægtsforskning og kontakt med hidtil ukendte familiemedlemmer, udvidelse af horisonten i form af studier i arkivbrug og gotisk håndskrift og afprøvning af slægtsprogrammer på pc.  Særdeles merkurorienteret.

På samme tidspunkt er der optakt til større forbedrings og vedligeholdelsesarbejder på ejendommen hvor jeg bor til leje  (også et 4. hustema) – et projekt over et par år til 30 millioner kroner: isolering af alle facader, nyt tag og vinduer – plus det løse… altså et rend af håndværkere og forstyrrelser i alle ender og kanter. Da jeg havde Pluto i opposition til Merkur i 1980’erne, købte et lig af en andelslejlighed på 150 m2 og renoverede den ved hjælp af venner – det blev dog aldrig helt godt, der var svamp i hele ejendommen, andelskronen blev negativ, og jeg solgte den igen efter nogle år. Med tab. Men jeg overlevede.

Med transitpluto i opposition til Mars i 12. hus i Krebsen – et aspekt jeg faktisk har frygtet – har der endnu ikke være noget konkret på begivenhedsfronten jeg isoleret kunne tilskrive netop den. (Mars hersker over 11. hus i mit horoskop – et hus jeg aldrig helt har forstået). Pluto vendte i sin bane da aspektet var eksakt – og kommer igen til efteråret 2012. Det nærmeste jeg måske har observeret omkring den, er en tendens til tilbagetrækning og mærkbar indre ombygning og forvandling. Med Mars i 12. hus og desuden i Krebsen har jeg ikke den mest udfarende og initiativrige natur og den tendens er intensiveret af Pluto – jeg graver mig ned i fortidens familiekrønike. I enrum – 12. hus.

Kvinkunsen til Venus er lidt af en gåde. Venus i Tvilling kunne handle om “kærlighed til viden og information” og det er stærkt betonet. Også i forhold til slægtsforskningen, der i den grad har taget mig. Pluto i mit radix ligger i Løven i 3. hus, som viser noget om at forske – jeg elsker at fordybe mig i et eller andet nørdet: oldgræsk, latin, astrologi, gotisk skrift, bygning af hjemmesider osv. Og det er kun blevet stærkere med alderen.

Pluto er spændende, for den sætter tingene på spidsen – enten/eller – gå med eller gå imod. Går man imod, og vil bevare status quo får man bøvl og vanskeligheder – går man med, så giver den så meget mere, end man havde drømt om. Sikkert er det, at den forvandlende og intensive energi, der tilskrives Pluto er i fuld gang – globalt, lokalt og psykologisk. Man er ikke den samme efter et besøg af Pluto – og det behøver slet ikke være så galt som man forestiller sig det.