Om Virus og Daimon

“Da alle sjælene havde valgt deres liv, gik de frem til Lachesis. Og med hver sendte  hun den Daimon som han havde valgt, så den kunne våge over hans liv og bringe hans valg til fuldførelse” Platon.

Det er slet ikke så tosset at blive lagt ned af en virus – især da når det værste er ovre og det er muligt at skabe sig en hyggelig rekonvalescens med te, pc og bøger indenfor rækkevidde. Og et vejr der alligevel ikke inviterer til ret meget udendørs ophold.

For en tid får tankerne lov til at gå deres egne kaotiske veje uden indblanding, uden at blive bremset af “bør” eller “skal”.  Det kreative vindue får befriende lov at udfolde sig selv. Og der er ro til at læse i længere stræk: “Koden til Sjælen” af James Hillman, en amerikansk psykolog og psykoanalytiker, der har studeret hos C.G. Jung i Zürich. Jeg finder ham interessant, fordi han vender psykologien på hovedet.

Hvad handler det så om?

FreudSigmund Freud (1856-1939) er stamfader til psykoanalysen og inddelte den menneskelige psyke i et Jeg (Ego) et overjeg (Superego) og et Det (Id), som er illustreret ved et isbjerg hvor kun toppen er synlig – bevidstheden – resten ligger under vandoverfladen – det ubevidste. Drømmene var for ham symboler der afdækker neuroser som følge af seksuelle dysfunktioner.

C.G. Jung (1875-1961) var Freuds samarbejdspartner, men brød med ham i 1913 og skabte en anden Jungforestilling om psyken – stadig inddelt i tre – nemlig det bevidste, det personligt ubevidste og det kollektivt ubevidste, hvor det bevidste er Egoet og det ubevidste omkranser Selvet.  Han mente at menneskets stræben er at finde ind til Selvet for at man kan blive sig selv. Drømmene er den bro der transcenderer grænsen mellem Egoet og Selvet. Han opfandt betegnelsen “arketyper” for de symboler drømmebillederne repræsenterer – symboler der har en vældig gennemslagskraft i psyken.

HillmanJames Hillman (1926-2011) har en anden opfattelse – som han har fået en del kritik for fra det psykologiske og psykoterapeutiske parnas. Han mener ikke at Selvet er EN ting. Det er ikke en entitet adskilt fra resten af eksistensen og vi behøver ikke at lede efter det, for det er der allerede og viser sig – oftest intuitivt –  i flere aspekter af vores væren. Egoet findes ikke. Hans ide er, at vi kommer til verden med et særligt aftryk. Ligesom et agern indeholder potentialet til at blive en eg, indeholder hvert menneske sit unikke potentiale.  Bl.a. Platon har inspireret til denne ide – i slutningen af “Staten” skriver Platon i myten om Er, at vi alle er født med en iboende “Daimon”  der styrer retningen for vort liv. Hillman kalder det i sin bog også for at en skytsengel har givet os vores skæbne med i fødslen – og at vi derfor har valgt forældre og omstændigheder, der bedst svarer til det potentiale vi kommer med og hvor vi kan udvikle os i overensstemmelse hermed – på godt og ondt. Hillmans ide er endvidere, at vi vokser ned – ikke op. Ved fødslen er vi allerede “oppe” – fontanellen er åben og “englen”, daimonen eller hvad vi vil kalde det, har stadig adgang og barnet en vag erindring om hvor det kommer fra. Vi glemmer det, vokser ned og ind i verden efterhånden som vi bliver ældre og får erfaring med at være og deltage i den.

Intet under at konventionelle psykologer ryster på hovedet ad Hillmans fantasifulde ide, hvis de kun ser dysfunktioner og behandling af samme, men ikke ser det usynlige og måske ustyrlige, der også er i mennesket. Babyer bliver født og derfra bliver de præget af forældre og omgivelser – og derfor er de fleste neuroser og dysfunktioner resultatet af forældrenes personligheder og adfærd. Og så fremdeles. En stærkt reduktionistisk tankegang, efter min mening.

Jeg holder meget af mysteriet, af det ukendte og åbne fantasiland.  Fantasi er ikke noget uvirkeligt eller fiktivt – det er ligeså virkeligt og levende som alt andet i verden. Hvordan ville vi ellers kunne nyde kunst, musik, poesi og litteratur?  Hvor tror du historier som Ringenes Herre, Star Wars, Harry Potter, Pippi Langstrømpe kommer fra? Hvor får musikkens mestre deres inspiration fra? Eller malerkunstens mestre?  Fra deres forældre??

Hver gang jeg besøger min psykoanalytiker, mærker jeg min Daimon røre på sig. Her giver min overtilpassede personlighed den lov til at leve og udtrykke sig – det er livgivende, håbefuldt og inspirerende.

Jeg takker den lille virus for at have givet et par dage under dynen, og forsynet for at netop den bog faldt ud af reolen og ned i mine hænder, og for at jeg nu er i bedring og snart skal en tur ned til analytikeren og få luftet min Daimon igen.