Om at lære astrologi

Hvis du gerne vil lære astrologi, er mit umiddelbare svar at finde et kursus. Men det er ikke helt ligetil hvis du bor i provinsen. Der er ved at komme flere online-muligheder… på engelsk. Det kan være en ekstra udfordring, at skulle lære astrologi på et andet sprog. I København er mit bedste bud Irene Christensen Instituttet på Østerbro, der fra foråret 2019 kører en ny toårig grunduddannelse.

Du kan også finde grundbog eller to og gå i gang selv, for det kan sagtens lade sig gøre. Der er ikke mange grundbøger på dansk, men jeg kan foreslå vores navnkundige, nu afdøde, mesterastrolog Christian Borups “Astrologi for Nysgerrige”. Det er et godt sted at begynde, for den der er på bar bund.

En ældre begynderbog kan også være Derek og Julia Parkers “Praktisk Astrologi” – en stor bog med mange illustrationer, som man måske kan være heldig stadig at finde antikvarisk. Lidt gammeldags dog.

Min begynderbog for mange år siden, var Jeff Mayo – Teach yourself Astrology. Men verden har ændret sig på de fyrre år der er gået og den er måske også lidt forældet.

Hvis du lærer på egen hånd, er det godt at have en mentor. En der tålmodigt vil stille sin tid og viden til rådighed for dig når du har spørgsmål eller har brug for at få noget struktur på dine selvstudier.

På nettet er der astro.com – en fantastisk astrologiressource, med beregning af horoskoper, en “astrowiki”, med masser af viden. Det er et kæmpesite som man lige skal lære at kende.

Læringsstile

Jeg skelner mellem lineær og cirkulær læring.

Hvis du er til lineær læring, dvs helst vil tage stoffet i logisk rækkefølge, som i a-b-c og først går videre til det næste, når første lektie er lært, så kan du have glæde af et veltilrettelagt kursus, der går frem i små skridt ad gangen.

Cirkulær læring er, når du springer mellem niveauerne, læser længere frem i bogen og støder på noget spændende, der egentlig forudsætter en viden du endnu ikke har. Så opdager du hullerne og må i gang med at samle det manglende op. Og sådan bliver det to skridt frem og et tilbage. Cirkulær læring er en ustruktureret måde at lære på – og det kan forekomme lidt rodet, fordi astrologi egentlig er meget systematisk og det kan være godt at have en metode at gå frem efter i din tydning.

Mit forslag til en fremgangsmåde at lære basisastrologi på:

Lær symbolerne udenad – tegn og planeters navne, element, dynamik og grundbetydning.
Lære husenes grundbetydning udenad.
Lære “urhoroskopet” at kende med tegnenes rækkefølge, planeternes herskerskaber.
Lære aspekternes grundbetydning udenad.

Undervejs vil der garanteret komme spørgsmål om hvorfor og hvordan.
Astronomien, som astrologi jo bygger på, er det også værd at studere, fordi det giver en klarere forståelse af hvad f.eks. ascendant, MC og huse er for noget.

Ja, der er meget udenadslære. Men det betaler sig i det lange løb. På et tidspunkt vil horoskopets opbygning og logik blive mere klar. Jeg husker min egen begyndelse en gang i starten af 1980erne da jeg var et par og tyve og var så heldig at bo sammen med en astrolog – jeg memorerede simpelthen urhoroskopet hver aften inden jeg faldt i søvn.

Når du har din basis, bliver det sjovere at læse avis og se nyheder med planetprincipperne i baghovedet, eller at se venner og familie gennem astrologiens briller og få nye indsigter om dem – og om astrologien. Ved at tyde en masse horoskoper og sammenholde observationer i omverdenen med astrologien, vil tydningsfeltet udvide sig og blive mere nuanceret. Og så er det en god ide at læse bredt i nogle af de mange gode bøger der findes. Og spørg venner og familie om du må bruge dem som studiemateriale. Det er bedst at lave horoskoper for folk du kender og kan tale med – ikke bare cases fra en bog.

Astrologi er spændende, fængslende – og svært… til gengæld er der stof til et helt liv, eller flere.