Olgas taburet

Hun hed Olga. Olga Soefner. Jeg husker hende som en af de gamle damer i min fars menighed i Berlin. Vi er et sted i årene mellem 1961 og 1966.  Jeg tror det var 4-5 ældre, enlige og familieløse kvinder, der kom hjem til os juleaften i de år. Et stykke socialt præstearbejde som min far satte en stor ære i. Min mor var måske mere forbeholden fordi hun stod med hele det praktiske husarbejde, mens han gav den som pater familias ved bordenden. Rengøring, julemiddag, gaver, juletræ, pynt, rent tøj og service… jobbet som præstekone passede hende ikke. Hun ville meget hellere forske.

Foruden Olga, husker jeg en af de andre gæstende kvinder.

Fräulein Ohnstein.
Hun havde vist aldrig været gift – Berlin Frk. Ohnstein_2deraf “fräulein” og  boede i berlinerforstaden Spandau. Hun arbejdede på en strømpefabrik og hvert år kom hun med grimme, tykke strømpebukser i julegave. Beige kradseuld, der altid hang i ål. Jeg afskyede dem. Og frøkenen spurgte efterfølgende omtrent hver søndag om jeg var glad for strømperne. Og ligesom min mor påtog sig husmoderligheden, påtog jeg mig den gode præstedatterlighed og løj et svagt men høfligt “ja”. Jeg har heldigvis hørt min mor sige meget lavmælt, at frk. Ohnstein var lidt anstrengende. Så var jeg da ikke alene om at synes det.  Det har i øvrigt siden undret mig, at hun kom hos os i den danske kirke, eftersom jeg tror hun var jøde. Hun har nok været dansk – selv om hun næsten ikke talte sproget – og derfor søgt fællesskabet med andre danske. Hvad mon der er foregået i hendes liv? Hvad bragte hende til Berlin? Og hvor har hun mon været under 2. verdenskrig? Fantasien bringer mig billeder af en kærlighed der ikke blev til noget, en krig, forfølgelse og tragedie.

Olga Soefner var anderledes. En lang, mager kvinde med sørgmodige, sorte øjne, Berlin Frau Soefner_2gråsort farvet hår og en venlig udstråling.  Hun må have været omkring 80 år da hun kom hos os. Sådan så jeg det fra den syv-åriges bevidsthedsverden. Hun var nok ikke helt så gammel, måske i 60erne, og lidt spændende for hun havde været ved teatret.

Så døde hun.
Og havde testamenteret sine få ejendele til mine forældre.

Det meste blev kørt direkte på lossepladsen, tror jeg. Resten kom hjem til os. En gul rejsekiste af træ med håndtag i begge ender landede på mit værelse. Og hvilken skat var det ikke.

Olga havde som ung været varietedanserinde – og den aflange trækiste tjente som garderobe og smykkeskrin når hun var på turne. Den var fyldt med similismykker, tøjstykker og fjerboaer som hun havde brugt til sin optræden. Og nu stod den der midt på gulvet hos mig. Jeg siger bare – der var til mange mange timers, dages, ugers og måneders leg. Jeg var rig!

Hvad der siden blev af herlighederne husker jeg ikke klart. Måske gav jeg tingene til et fritidshjem. Kisten havde jeg i længere tid end indholdet. Den blev sofabord og opbevaringssted for sengetøj da jeg flyttede hjemmefra. Nu er kisten også borte – jeg tror jeg glemte den i et kælderrum et sted på Nørrebro da jeg flyttede derfra en gang i slutningen af 1970erne.

soefner taburetDet eneste der er tilbage efter Frau Olga Soefner, er en taburet eller køkkenstige. Den har fulgt mig siden jeg flyttede hjemmefra i 1975 og listede den ind i flyttebilen uden at min mor så det. Det bedste møbel jeg har. Som sværmerisk ung har jeg siddet på den med min guitar og sunget sørgmodige sange. Ved vinduet skrevet digte i et kladdehæfte med Christianshavns kanal som muse. Skrællet gulerødder ved køkkenbordet. Malet lofter, så den blev klattet helt til og måtte males om. Hentet ting ned fra en hvilken som helst øverste hylde. Stillet min kaffekop fra mig når jeg nød solen på terrassen. Som natbord ved min seng.

Hver gang jeg har fat i trappestigen – og det har jeg ofte – får jeg lige et tankestrejf fra Olga. Jeg husker et foto af hende som ung, i fuldt kostume – de lange ben under det løftede skørt og høj hat og et skælmsk udtryk i ansigtet. Måske forveksler jeg hende med Marlene Dietrich. Ikke det værste at blive sammenlignet med. Desværre er billedet gået tabt.

Hvordan har hendes liv mon været som varietedanserinde i Berlin i 1920-30erne? Hvor var hun under krigen? Hvor kom hun fra? Hvordan endte hun i Berlin? Har hun været en virkelighedens udgave af Sally Bowles i “Cabaret”? Også her fornemmer jeg et tab – manden kan være faldet ved fronten… ham Soefner som hun opgav sin karriere for? Hun havde ingen børn… ingen arvinger.

De enlige og måske ensomme kvinder fra vores juleaftner i Berlin er alle forlængst døde, men Olgas køkkentrappetaburet lever i bedste velgående i trendy farver. Tak for den, Olga.