Noget om Saturn i Skytten 2014/15-2017

Saturn stak næsen ind i Skytten den 25. december 2014. Den 15. marts 2015 vendte den i sin bane og trak sig kortvarigt tilbage til Skorpionen i juni 2015 og  har den 18. September 2015 endelig forladt Skorpionen og indledt sin rejse gennem Skytten, der varer indtil 20. December 2017.

Ganske kort om de involverede faktorer:
Saturn er symbolet på bl.a. grænser, alvor, kontrol, erfaring, seriøsitet, autenticitet.
Skytten, der er behersket af Jupiter, er et tegn der handler om idealer, mangfoldighed, farverigdom, om tro, etik, filosofi, love og regler – også, eller måske især, de uskrevne. Skytten skyder gerne sine pile i alle mulige retninger, for så er der måske en der rammer plet. Skytte/Jupiter handler om at være heldig og om kultur og nedarvede overbevisninger. Som den store optimist den er, kan Skytten uafvidende være temmelig tankeløs og hurtig på aftrækkeren.

hestemuleNår Saturn går ind i Skytten, er det et signal om at tage den mere med ro. Jeg ser billedet af en Saturn som kusk på en væddeløbsvogn med et fast tag i tømmen for at holde hesten fra at løbe løbsk.

Spirituelle lærere, guruer, prædikanter, politikere og andre meningsdannere,  der ikke har fast grund under fødderne i forhold til overbevisninger og holdninger de viderebringer, vil ikke længere have tag i folk, men må sande at luftkasteller og tom snak ikke vil virke som sædvanligt. Og det er fordi retorikken ikke svarer til de faktiske realiteter.  Der skal anderledes handling til. Meninger, overbevisninger, tro og tanker kan ikke længere blot prædikes mellem 9 og 16.  Hvis man vil være troværdig, og have følgere, må man også leve på den måde man taler om.   Jeg forudser, at f.eks. politikere, der aldrig har været ude på arbejdsmarkedet vil blive valgt fra til fordel for mere erfarne folk der selv har haft fingrene nede i skidtet og derfor har et andet engagement. Saturn vil med andre ord  give livssynet et realitetstjek og stille og roligt sortere det fra, der ikke længere er aktuelt.

Det er ikke nok at “nogen” fortæller os hvordan livet er eller hvad vi skal tro på – vi skal selv erfare det indefra. Det er det Saturn fortæller. Det er ikke nok at tro på en bestemt måde – bare fordi forfædrene gjorde det. Der bliver stillet spørgsmålstegn ved kirker, religioner, sekter, trossystemer og dogmatik. Og ved jura og politik.  Hver enkelt må spørge sig selv: “er dette sandt for mig eller har jeg bare overtaget en tradition og et tankesæt?”. Blind tro og naiv optimisme bliver set efter i sømmene. Man vil mere søge en ægte, jordforbundet og autentisk måde at gebærde sig på, når det kommer til livs- og menneskesyn, filosofi og overbevisning.

Saturn i Skytten fortæller også, at der skal viden og jordforbindelse til, for at få reel adgang til de højere luftlag, så at sige. Det kan være tid til at gå i skole igen hvis det er længe siden. Eller på kursus i noget der virkelig er interessant. Måske genoptage studier der er gået i glemmebogen fordi andre ting blev vigtigere. Meditere dagligt, læse og studere, udvide horisonten ved at være sammen med mennesker der ikke ligner en selv og uddanne sig efter sit hjerte. Nogle vil måske rejse, og det er fint nok, men det er ikke Saturns natur at rejse ud – det er Skyttens – men vil nok rejse mere i det indre og stille spørgsmål ved ens kultur og opvækst, og finde ud af hvad der virkelig betyder noget – og slippe det man  automatisk har overtaget og som ikke længere er gyldigt for en. Det er tid at tage selvstændig stilling til livet på alle planer.

Det kan være en meget sej proces at give slip på overbevisninger man har levet med måske altid. Det er lige til at blive syg af. Hvis du får hovedpine, muskelspændinger, angst eller symptomer på det ene og det andet – der flytter sig rundt i kroppen – så er du måske, bevidst eller ubevidst, i færd med at stille autopiloten om og danne dig selv på ny – og mærker modstanden. Måske har du 117 ting i gang samtidig – det trætter. Find ud af hvad der betyder mest for dig – og fokuser kun på det. Som beskrevet om Skytten foroven, så skyder den med spredehagl, hvilket ikke er en frugtbar vej med Saturn som kusk. Multitasking er fortid. Find din egen vej – ikke den andre mener er bedst for dig – og gå i dybden med det. Lyt og sorter. En god måde at kende din særlige vej på er glæden ved det du gør – en af Skyttens fine kendetegn. Der er godt to år at gøre det i, før Saturn går ind i Stenbukken – resultattegnet.

Vi vil sandsynligvis se ændringer i internetadfærd over det næste par år. Nye regler og retningslinjer vil dukke op og sætte spot på hvordan vi deler viden og hvad der bliver delt. Det kan godt være, der bliver sat grænsehegn op mellem fysiske lande, men internettet rækker som udgangspunkt langt ud over nationale grænser – på godt og ondt. Det handler om omtanke og respekt for andre menneskers liv og holdninger. Kan det være der kommer opdragende adfærdsregler for internetudveksling – ligesom færdselsregler i trafikken? Man må huske på at der altid er levende mennesker på den anden side af skærmen, så jeg kunne forestille mig, at den massive og tankeløse reklamestøj, smart lokkemad, “viral deling” og almindelig uetisk adfærd kan komme under en form for kritik, styring og/eller afmatning og træthed. Internettræthed? Også her vil det være værd at stoppe op og tænke over hvad du deler på internettet, og hvorfor. Prøv også at tænke over hvem der har skabt hele denne delingskultur – og hvorfor.

Uanset hvor Saturn optræder i et horoskop, er der ikke noget der er gratis. Vi vil altid skulle arbejde for at nå et mål, for det vi ønsker os kommer ikke af sig selv her. Det kan også være at ønsket er forfejlet, man har skudt ved siden af målet. Lader man stå til, kommer de kedelige konsekvenser af sig selv i form af skuffelse og depression. Man kommer ikke videre. Saturn kræver fravalg af det som ikke kan lade sig gøre, der hvor der bliver sagt nej. Det nej er det værd at notere sig og respektere – selv Skytten må bøje sig for grænsesætteren for at sætte sig selv fri af luftkastellerne og få jordforbindelse. Rammer og grænser er oftest det der skal til for at vi reelt kan nyde den frihed der venter, når lektien – hvad det end er for den enkelte – er lært og integreret.