Mød min smukke farmor

Et besøg hos ældste kusine,  der er 24 år ældre end mig,  gav nye billeder og tanker om familiens liv og færden i fortiden.  Det udvider sig hele tiden – og der er ingen mennesker der ikke på en eller anden måde hænger sammen med nogen – ingen står alene.  Det er simpelthen ikke muligt.  Det er så sjovt at finde en hel families liv i en kirkebog – fødsel, vielse, konfirmation, død, nye fødsler og ny død. Det lyder måske makabert, men det er en gang imellem mærkeligt at fornemme et livsmål fra fødsel til død i en og samme bog.  Jeg mærker min egen dødelighed og hvor kort livet egentlig er.  Og jeg mærker at det kommer mig særligt ved,   fordi det er mine forfædre, min familie.

Det meste af min stamme kommer fra Nordslesvig – dvs. Sønderjylland.  De har levet under tysk herredømme – og dansk – og tysk  – og så dansk igen.  Det har ikke være let.  Da min bedstefar Nis gik i skole, foregik det på tysk. Hans karakterbog fra 1890 vidner om at hans tyskkundskaber var okay men mangelfulde, hvorimod han fik topkarakter i dansk. Det er da noget. Han måtte også i Preussisk værnepligt og lå i fæstningen Thorn et sted i Preussen i tre år. Da første verdenskrig brød ud,  blev han udkommanderet til Østfronten.  Han overlevede heldigvis og  kom hjem da krigen sluttede.  Før krigen brød ud, havde de allerede ni børn. Efter hans hjemkomst, kom der et barn til, min faster Gudrun i 1919… og som rosinen i pølseenden dukkede min far op i 1923. Så sluttede den fest.  Og det har min bedstemor Anna nok været glad for.

Jeg har aldrig kendt min farmor. Hun døde i 1942, som en trivelig lille rund kone – sådan som jeg kun har set hende på  fotos.  Jeg fik et nyt billede af hende hos min kusine, hvor  hun er ung – omkring 20 år. Jeg blev helt betaget og rigtig glad for at have fået et nyt billede at hæfte på hende. Jeg kan se at min far ligner hende meget. Jeg ved at han elskede hende højt og var knust da hun døde. Han var kun 19 år.  Hvor ville jeg gerne have kendt hende.

Jeg ved ikke hvad hun konkret døde af, men efter 11 børn og 1 1/2 verdenskrig, hvoraf hun var alene hjemme med de ni børn i første krig,  har hun nok været træt.

Min bedstefar overlevede hende med 15 år og døde i en alder af  81, samme dag som jeg blev født. Også det var et hårdt slag for min far.  At få en datter og miste sin højt elskede far på en og samme dag må have været noget af en følelsesmæssig udfordring. Jeg ville gerne have spurgt hvordan det var for ham – han må jo have mindedes sin far hver gang jeg havde fødselsdag. Men han døde da jeg selv kun var 14 og må så nøjes med hvad andre kan fortælle – og hvad jeg sparsomt og selektivt husker om ham.

Hver gang jeg får sådan et “slægtsflip” og får gravet dybere og snakket med nogen der ved noget, føler jeg mig udvidet og mere grundfæstet – og det er rart når man altid har følt sig rodløs.  Jeg ved  mere om hvad der rumsterer i min genetiske  cellehukommelse og forstår bedre hvorfor mine forældre var som de var med de vilkår de er vokset op i.  Det er god terapi.