Merkur og Saturn står på spring

Længe har jeg tænkt på  at skrive om realiteternes planet Saturn, der forlader Skytten den 20. december 2017 for at gå ind i sit hjemtegn Stenbukken.  Der har været adskillige overspringshandlinger, omgåelser og undvigelser og det giver på en måde god mening, når det er Saturn vi har med at gøre.  Det hårde arbejdes planet. Jeg mærker modstand! Saturn står på spring til nyt land, og Merkur er modstræbende med.

I de tre år den grå eminence Saturn har befundet sig i Skytten har den tvunget os til at forholde os til frihed og grænser, overbevisninger, tro og  ret. Skyttens tegn står for frihed i tanke og tro – men Saturn begrænser og strammer op. Det er som  at have ordenspolitiet fast installeret i hippiekollektivet, så festen ikke bliver for løssluppen.

Vi har oplevet grænser blive lukket og hede diskussioner om hvem der har ret til at være hvor.  Vi har set øget kontrol, bevogtning, overvågning og  beskyttelse af territorier som aldrig før – eller som det er meget længe siden vi havde sidst. Det bliver nok ved med at være sådan, med Saturn i Stenbukken de næste tre år – måske på mere permanent basis og ikke som de midlertidige foranstaltninger lovgivningen i EU giver adgang til.

For mit eget vedkommende har det været tre vigtige år – hvor astrologien er vendt tilbage på fuld styrke, efter års dvale med sporadiske nedslag og det har været  tre år i en interessant psykoanalyse, der på mange måder har ændret mine prioriteringer, interesser og retning – en psykisk omkalfatring og reorientering, der har gjort godt.

Lige mens jeg skriver dette,  står skriveplaneten Merkur tæt sammen med Saturn i slutningen af Skytten, og de to planeter vil følges ad hen over grænsen til Stenbukken. Merkur er budbringer og mellemmand, og en trickster man lige skal holde øje med. Planeten der normalt har fart på, bremser pt op for at vende baglæns den 6. december.   Saturn er langsom og sindig- så der er dobbeltlangsomhed -men Skytten er et speed-tegn, så der er  helt modsatrettede energier på spil her.  Jeg mærker det  som utålmodighed og ubeslutsomhed.  Jeg er distræt, tror jeg har tjek på tingene og har det så ikke,  glemmer hvad det var jeg skulle og hvor, er rastløs og ukoncentreret. Der er en besynderlig uro i luften,  og en træden vande. Jeg vil gerne afsted og videre – få ting gjort og afklaret, men noget andet kommer mig i forkøbet. Det føles som at blive holdt tilbage selv om jeg går fremad. Jeg må være ekstra opmærksom og påpasselig. Jeg gætter på at det ikke kun er mig der har det sådan.

Vi står ved afslutningen af en proces og begyndelsen på en ny. Faktisk flere processer på en gang med  Jupiter der  fornylig har skiftet til Skorpion og sætter fokus på sex, tabuer og dybe hemmeligheder, Saturn der skifter tegn til Stenbukken og vil skabe orden og Uranus der i Maj 2018 flytter fra den krigeriske Vædder til den mere sindige og magelige Tyr. Hvad det sammenlagt kan blive til, må vi vente at se.

December har lidt udfordringer i tilgift.  I dag går aggressive og viljebestemte Mars i eksakt opposition til den uforudsigelige friheds- og oprørsplanet Uranus. Det er en voldsom cocktail der kan få temperamenter til at koge – især for dem der er født i den sidste del af tegnene Vædder, Krebs, Vægt eller Stenbuk. Dvs har fødselsdag ca. 12.-22 april, juli, oktober eller december.  Udfordringerne er synliggjorte i medierne som  f.eks. konflikten mellem USA og Nordkorea, der  igen spidser til.

Fornuftige Saturn og meddeleren Merkurs opbremsning,  kan muligvis dæmpe gemytterne, men da de som tidligere sagt,  stadig befinder sig i Skytten og ikke rigtig har fælles fodslag,  kan det knibe med diplomatiet. Jeg havde gerne set begge planeter vel anbragt i ordens- og autoritetstegnet Stenbuk. Vi må håbe at det bliver ved ordvekslinger der ikke udvikler sig til  mere, før planeterne er nået over grænsen.

Men altså – den 20. december går Saturn i Stenbukken og bringer en mere rolig og forstandsmæssigt fokuseret tilstand. Merkur skal lige frem og tilbage over tegngrænsen og mødes med Saturn to gange mere. Den første gang var 28. november 2017,  anden gang er den 6. december 2017 (begge i Skyttens tegn)  og sidste gang,  bliver det  i Stenbukken den 13. januar 2018.   Vi er klart i en overgangsfase fra en organisering præget af forvirring og ustabilitet, partihoppere og underhåndsaftaler til en mere fast håndtering af samfundets infrastruktur og forvaltning.

Det er ikke nemt at stå og træde vande – eller tøve – foran en bro, en mur, et hegn, en grænse, der er så velbevogtet…  det er selvfølgelig en metafor – og vi skal nok komme over på den anden side.  Men for nu:  tag et fast greb i dig selv,  gør det der ligger lige for og føles nødvendigt og lad resten være indtil videre – så skal det nok gå altsammen.