Merkur og Mars på disruptionskurs

Nu må det gerne være slut med den udmattelseskrig. Mars har været igennem Krebsens tegn fra midt i maj og til 2. juli 2019  Som et korstog har planeten stridt sig gennem tegnet, hvor den er svækket, i fald, i fjendeland uden akkreditiver og uden støttekompagni.  Det skulle da lige være Merkur, der har været så venlig at bringe brændstof nok til at motoren ikke brændte helt sammen.

Det er længe siden jeg har været så træt. Fysisk træt. Knogletræt. Muskeltræt.  Jeg er startet til genoptræning af skulderen, der brækkede i januar…(mens Rahu passerede min radixascendant og Merkur  lå sammen med Ketu på Descendant… evnen til at “række ud” blev beskadiget (og det kan man/jeg så tænke lidt over))  og det er godt nok op ad bakke. Jeg troede at træningen ville være en fremadskridende proces, hvor bevægeligheden langsomt ville øges og smerterne tilsvarende mindskes. Men nej – det er en proces i bølgegang. To skridt frem og et tilbage…  eller to tilbage, og så er det ligesom at starte forfra.

Jeg er ganske enkelt kommet helt ud af form og alt synes at gøre ondt. Selv når jeg bare sidder ganske stille her i sofaen og skriver med pc’en på skødet.

I en astrologisk podcast hørte jeg den amerikanske astrolog Austin Coppock kalde den opposition vi oplever for tiden (Mars, Merkur og Rahu i Krebsen opposition Saturn, Pluto og Ketu i Stenbukken) for “the meatgrinder” (kødhakkeren). Og netop sådan føles det. Som at blive hakket i småstykker i en vridemaskine. Så nu må Mars meget gerne forsvinde ind i Løven og starte et nyt regime.

Hvis vi siger at Mars i Krebsen handler om “udmattelseskrig” (som med fordel kan modvægtes af f.eks. haveterapi,  kostbevidsthed og masser af hvile) så kan Mars i Løven måske beskrives som “magtkamp”? Det må tiden vise – og hvis der er tale om magtkampe, så kunne modvægten være “assertionstræning”.  Og at bruge sin fantasi og kreativitet til at hele de ubalancer der stammer fra Krebsetiden.

Jeg taler ikke om kamp eller krig mod nogen – jeg taler om den indre kamp. I Krebsen: Jeg udmatter mig selv ved ikke at lytte efter min krops behov og grænser, men kører på, ud over mine faktiske kræfter.  Med en svækket Mars (handlekraft) kræver det ekstra meget bare at holde sig selv oppe.

Med Mars i Løven er vi inde i ildtegn – og det må give en anderledes energi og “jeg skal vise dem at jeg kan klare det”-energi. “Dem” kan godt være nogle udenfor dig selv – men kan også være dele af dig selv som du vil overbevise om dit værd.  Energiniveauet vil helt sikkert være for opadgående med Mars i Løven. Og det glæder jeg mig til… og håber på.

Mars står altså foran døren til Løven i dag. Merkur er allerede tre grader inde i tegnet.  Den 8.-9. juli 2019 mødes de to i et kvadrat til Uranus i Tyren.  Et møde der vil slå gnister og sætte nervesystemet på højkant. Det er et potent aspekt og har man akser eller planeter her i 3-5 grader faste tegn (Tyr-Løve-Skorpion-Vandbærer) vil det være mærkbart – alt efter hvor det falder i horoskopets hussystem.

Ikke nok med at Merkur, Mars og Uranus danner kvadrat – samtidig står Merkur stille i de dage for at vende om, gå retrograd og vende tilbage til Krebsen indtil begyndelsen af august… og hvad har vi med Retrograd Merkur? Ideer, tanker, planer skal sandsynligvis have et eftersyn. Ting der er gjort skal gøres om. Der skal reflekteres over egne handlinger og reaktioner fra andre. Familiespørgsmål (Krebsetema) skal genbehandles, kompromiser skal indgås. Beslutninger ombesluttes. Og så er der alt det der klicheagtige omkring trafikken og elektronikken der bøvler og går i stykker. En gang imellem kan det være sandt nok – men det er ikke en hovedregel at alt går galt på retrograd Merkur. Det kan også gå godt, fordi man tager sig tid til at tænke sig om en ekstra gang – og se, SÅ har vi lært noget af retrograd Merkur.

Den 2. juli 2019 har vi en nymåne og eklipse (solformørkelse) i 10 grader Krebs – igen er Krebsens tema slået an.  Det er ligesom en understregning af den her “meatgrinder”. Og en invitation til at få gjort rent bord. Det kan være at opgaver bare skal ryddes af vejen inden ferien – eller det kan være lidt mere gennemgribende at rydde ud i gamle sager der ikke længere har værdi for dig. Nu skal tingene videre til nye steder og brugere der vil være glade for dem.

Det kan også være en mere mental oprydning. At reflektere over dine overbevisninger og adfærd i den forbindelse. Gøre op med autopilot og automatiske meninger, overveje om de egentlig gælder mere. Krebsen handler om fortiden – om slægtens spor og familiens traditioner. Slæber du rundt på den bagage? Er du klar til at slippe det? – og stå ved det?  Det kan skabe disruption at ændre kurs og ville noget andet end det dine mennesker er vant til at du plejer at ville.

Disruption er i øvrigt et skønt ord – og hvis processen er til det, så vær forberedt på disruption når Merkur og Mars mødes i kvadratet med Uranus lige i kølvandet på eklipsen den 2. juli.

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *