Mens vi venter på 2020

Hvad kan vel være bedre, end at sidde  2. juledag før morgengry og skrive blog mens Månen krydser Solen og danner en ringformet solformørkelse i skyggen af Jupiter i begyndelsen af Stenbukkens tegn? Det er som et varsel.

2019 er ved at rinde ud. Det har været et år med ansats til omvæltninger, vi endnu har til gode at se resultaterne af.  Saturn og Pluto er hovedaktørerne i et drama der har udspillet sig i tiden efter kvadratet mellem Uranus og Pluto. En lang og sej proces for os mennesker og kloden som helhed.  Vi lever midt i en turbulent del af en cyklus der har lignelser tilbage til de omvæltninger der fandt sted i 1990erne, 1960erne, 1930erne… og så fremdeles i retrospektiv.

Konjunktionen Saturn/Pluto i Stenbukken kulminerer den 12. januar 2020.  Hele det astrologiske cybermiljø syder og bobler af ideer til hvad det mon kan bringe. Men vi behøver egentlig ikke lede så meget efter svar.  Det er der allerede i den afmagt der præger verden med korruption og moralsk forfald på alle niveauer. Tilliden til statsapparaterne er brudt og vi er hver især henvist til at stole på vores egen integritet og handlekraft, at udvise og udvikle resiliens. Et særligt tema for netop Stenbukkens tegn.

I det første kvartal af 2020 vil Saturn afvikle oprydningen, som en sneplov der graver sig igennem driverne for at bane nye stier på sin vej ind i Vandbæreren kort efter forårsjævndøgn den 20.  Marts hvor Solen starter en ny runde i Vædderen – det astrologiske nytår.

Jupiter, der gik i Stenbukken den 3. december 2019 vil virke som en katalysator ved dels at forstærke Saturn og Plutos nedbrydende og forvandlende processer, dels ved at indgyde et håb om bedre tider, højere moral og glimt af større bevidsthed om menneskets plads i verden… en plads der i det seneste århundrede har været præget af egoisme, grådig materialisme og arrogant overlegenhed. Dvs at vi har troet at vi kunne gøre som vi ville med planeten vi bor på og overfor hinanden som art og individer. Nu kommer regningen.  Jupiter hjælper os med at erkende hvordan den  skal håndteres for kommende generationers overlevelse.

Uh, det lyder storladent.  Men sådan er det med Jupiter, planeten der forstørrer og forstærker alt hvad den møder på sin vej. Også negative konsekvenser som Saturn og Pluto afstedkommer bliver forstørret, forstærket, ekspanderet.

Saturn skifter til Vandbæreren i slutningen af Marts 2020, men vil også få en retrograd periode fra 11. maj – 25. september 2020.  Her vil den gå tilbage til Stenbukken fra den 3. juli og frem til 18. december 2020. Omtrent samtidig vil Jupiter være retrograd i Stenbukken. Sager der ikke er blevet afsluttet i Marts vil få en ekstra chance i denne periode. En slags reeksamination. Har man ikke taget ansvar og gjort arbejdet ordentligt, så må det gøres om – eller man må ydmygt forlade sin post.

I min mikroverden, har 2019 været et nyt annus horribilis. Det var det også for ni år siden. En halv måneknuderunde. Det fik mig til at se tilbage på de gange måneknuderne har været igennem Krebs/Stenbuk gennem mit liv. Og minsandten om ikke jeg hvert ca. niende år har oplevet personlige omvæltninger og vendepunkter. Der har været skilsmisser og nye betydningsfulde møder hvilket giver mening eftersom jeg har Krebsen opstigende og descendant i Stenbukken. For ni år siden, altså året 2010 var nok det værste katastrofeår indtil nu – opløst kæresteforhold, økonomisk ruin og førtidspensionering med dertil hørende, ekstremt opslidende, tur gennem jobcentersystemet. Altsammen i løbet af et eneste år.

Denne gang, i 2019, er der ro på økonomi, bolig og parforhold (jeg er bevidst single) men jeg har haft to uheld der betød to brækkede skuldre og deraf følgende nedsat bevægelighed og kroniske smerter fra nakke til fingerspidser.  Ascendanten og første hus, har at gøre med mig selv, min krop, helbred og image. Jeg er stadig i genoptræning her henholdsvis 11 og 4 måneder efter hvert uheld. Det gør ondt at støvsuge og det gør ondt at skrive.

At skulle forholde sig så meget til kroppen og især når den ikke fungerer som sædvanlig, fylder umanerligt meget.  Når det gør ondt kan jeg ikke tænke eller bruge min fantasi og indre billedverden – imaginationen. Der er ligesom en blokering, som en mur jeg støder imod. Som om transit Saturn står i porten (ovre i 7. hus)  og siger “Stop – hertil og ikke længere”. Jeg må blive i det fysiske og forholde mig til det, før jeg kan få pas til at gå videre på den indre vej. Genoptræning af skuldre og arme er en ting – genoptræning af den aktive imagination noget ganske andet.

Min radix Saturn befinder sig i 6. hus i Skytten.  Ja, jeg prøver at finde svar på alt muligt og dogmer bliver forkastet en efter en. Også astrologiske dogmer (som der er mange af) bliver afprøvet og forkastet. Aflæring af gamle systemer og stivnede regler for dette og hint tager tid og kræfter, men øger til gengæld erfaringen og den selvstændige tankevirksomhed. Det er et livslangt projekt. En “regel” jeg engang lærte om Saturn i 6. hus hedder at kroppen kan lide af kroniske smerter.  Det forstår jeg godt nu. Saturn er knoglerne og 6. hus er lidelsen, men i Skytten finder jeg forløsningen i form af intellektuelle interesser der har et arkaisk islæt: astrologi, divination og trossystemer. Men først skal jeg varetage kroppens behov… or else…

Solen er nu stået op og himlen afslører endelig en flig af det blå klæde. Så er det tid at give kroppen hvad den har brug for efter tunge, mørke juledage: en god travetur ud i nabolaget inden regnen vender tilbage.

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *