Mens emmeren drær

Vi går her midt i solheden mens emmeren drær. Ingen ved mere hvad det er men små skilte vejleder den uvidende. Sveden drypper af din pande og tindinger. Stien støvet; tør duft af lyng og hø. Mens vi snakker bliver vinduerne røde, blå, grønne. Nogle med pelargonier. Stråtag bliver til tang og tegl. Du taler om dengang vi byggede huse med rutsjebaner ud ad vinduerne og skøjtebane på loftet; køleskabe med automatisk forsyning af vanilleis. Saftevand i vandhanerne. Vi holder hånd og glemmer aldrig de søer vi svømmede i eller huler vi byggede i skoven. Dengang begreb vi alting og vidste alt vi behøvede at vide. Nu begriber vi så lidt, at det er skrumpet ind til myggestik. Men her er vi. Stien er blevet til en asfalteret vej og rutsjebanerne til eksamensbeviser og fornuftige sko. Vi går baglæns for at finde os igen og glemme alt det vi er i morgen. Emmeren drær men om et øjeblik er den væk og vi har glemt hvem vi er og hvorfor vi er det.