Fiskene

Element – Vand
Dynamik – Bevægelig
Polaritet – Passiv, indadvendt, yin, feminin
Hersker – Neptun (og Jupiter)
Periode – 19. februar-20. marts

Hvor skal vi hen, du?  Tegnet symboliseres ved to fisk der svømmer i hver sin retning, forbundet af et bånd – så de ikke svømmer væk fra hinanden.  De er nødt til at blive enige om retningen – ellers bliver der kaos.

Fisken er af natur en drømmer. Der er visioner og romantiske forestillinger om det hinsidige liv, ja en higen efter noget overjordisk, guddommeligt, henført.  Fiskene søger enhed, helhed, sammenhæng, oplysning – ikke som i “viden”, men som guddommelig åbenbaring af “sandheden”. Fisken tænker i billeder mere end i ord og kan være en blændende kunstner – særligt indenfor foto og film… drømmenes og stemningernes verden.

Fisken sørger over alverdens elendighed og er da også at finde i sociale organisationer, i arbejdet med de udstødte, hjemløse, forfulgte.  Det er ædle egenskaber, der som alt andet kan kamme over og blive til et frelserkompleks. Den følsomme Fisk, der evner at holde begge ben på jorden, kan have vældige ressourcer i det sociale arbejde og har det godt med at arbejde for en “sag” – de kan være at finde i Røde Kors, Læger uden Grænser,  Mellemfolkeligt Samvirke, Danida, FN-organisationer, den lokale varmestue osv.

Religiøse er de ofte også – bekender sig til en tro, et spirituelt fællesskab, som de går op i med liv og sjæl – mister de sansen for proportioner, kan de blive fanatiske fundamentalister og miste sig selv i  en religiøs sekt.

Fisken er et følsom, ja sensitivt, menneske der kan virke noget lukket og indadvendt. Måske endda uforståelig for omverdenen, da der er noget æterisk,  uhåndgribeligt, ved hende.  En gennemsigtighed, som var hun lavet af glas.

Den ubevidste Fisk, kan blive bange for sin egen sensitivitet og være draget og samtidig frastødt af “det overnaturlige” . For det er Fiskenes kendetegn, at de samler alting op fra atmosfæren omkring sig – om det er stemningen i en familie, en skoleklasse, eller gårdens faste stab af spøgelser.  Fisken kan tro at alle disse fornemmelser og følelser stammer fra hendes eget sind og forstår ikke hvorfor hun har det som hun har det.  Derfor kan hun let gå hen og føle sig som et offer.

Fiskens personlighed kan være præget af forvirring, ubeslutsomhed, multitasking – på en måde så alt er halvgjort.  De kan have svært ved at finde vej – orientere sig og får gerne andre til at være “førerhund” så de kommer det rigtige sted hen.  Distraktion er en udpræget tendens – hun kan ikke finde brillerne… fordi hun har dem på;  eller nøglerne… fordi de ligger i tasken. Bortset herfra, er fiskemennesket gerne udstyret med stor fantasi og indlevelsesevne. Der er grobund for eventyr, fantasy, magiske historier og interesse for det overnaturlige.

Fra kaos til klarhed.
Når der hersker uro og tvivl – hvad der ofte gør for Fisk –  så kan hun få en følelse af kaos, eller “rod i hovedet”, som om alle de ydre ting hvirvler rundt derinde og hun mister orienteringen. Det kan være lammende.  Meditation under en eller anden form,  kan få klarheden tilbage. Og klarhed er den anden ende af Fiskens skala, når alt det uforståelige, efter lang tids indre kampe,  pludselig giver mening i et større perspektiv og bliver til:  Oplysning og indsigt.