Farvel og tak til 2013

fotoMed fødderne godt plantet i den nordsjællandske jord en kort køretur fra Københavns indre by, som jeg simpelthen elsker, har jeg efterhånden, siden jeg flyttede her til Lyngby i 2011, fundet en god rytme. At falde til og finde sig selv i nyt land tager tid. I gamle dage, da jeg var yngre, havde flytninger og omskiftelser en stimulerende effekt. Det har det stadig, men det tager længere tid at finde mig selv igen og det er mere anstrengende – jeg sætter efterhånden stor pris på det varige og bestandige, der har værdi.

Jeg har mødt mange nye mennesker og knyttet forbindelser i 2013. Mennesker jeg ikke har set i et kvart århundrede, er vendt tilbage – det er ligesom et kredsløb bliver sluttet. Det har været et godt år for samvær med venner, familie, kollegaer og klienter, i et legende, inspirerende og fordybet rum.

2013 bragte flere store sangoplevelser i korsammenhæng. Først Skabelsen af Haydn, under ledelse af Bente Hanke fra Vestegnens Musikhøjskole. 150 sangere og tre solister gav to koncerter – I Christianskirken på Christianshavn og på Ballerup Rådhus, foruden et lille uddrag på Plænen i Tivoli. Så var der Elverskud med Kor72, under ledelse af Michael Bojesen. Der var vi lidt over 500 sangere i DR-koncerthuset med DR-underholdningsorkestret og tre skønne solister. Fantastisk oplevelse begge dele! Det tredje højdepunkt var en intensiv koruge i august på Jaruplund Højskole ved Flensborg.  Vi instuderede Faurés Requiem og fem rytmiske numre på fire dage, hvorpå vi gav koncert i Helligåndskirken i Flensborg og på Sønderborg slot. Uforglemmeligt.

Som en efterhånden habil slægtsforsker, var jeg i efteråret på besøg hos min ældste kusine i Kolding og fik en masse nyt at vide om min fars familie – billeder ikke mindst. Et foto fra omkring 1898 af min unge farmor gjorde indtryk. I det hele taget, gør det indtryk at få nye vinkler og billeder på en slægt som jeg aldrig rigtig har kendt. Store dele af mine forfædre og -mødre stammer fra Sønderjylland så vi har områdets brogede, og til tider blodige, historie op til genforeningen i 1920, i generne – det er spændende – og har givet mig et nyt indblik i danmarks- og familiehistorien. Nogen har sagt at man bliver bidt af slægtsforskning, når først man begynder på det – det er jeg helt enig i. Og man behøver aldrig blive færdig.

Så vidt det ydre. Det indre fylder ofte lige så meget som det ydre, om ikke mere. Min store passion er menneskelig og spirituel udvikling – dels når jeg får lov til at følges et stykke vej, med et andet menneske der søger mig professionelt – dels min egen. Som psykoterapeut er det umuligt ikke at arbejde med sine egne temaer. Der er altid noget at hente i den næste æske, og den næste og den næste. Der kan være gode gaver, hvis man tør åbne dem! Og man bliver aldrig færdig.

En særlig æske i år, har vist mig flere sider af angst. Angst er et menneskeligt grundvilkår, ligesom glæde og sorg er det, og selv om nok de fleste – også jeg – kan føle skam ved den og benægte dens eksistens, så er den der altså. Den redder os fra dumdristighed; vi tænker os om en ekstra gang. Hvis den derimod danner baggrundstæppe for alle valg i livet – nemlig at undgå – så bliver den som en spændetrøje, et fængsel.

Angst og frygt er to sider af samme sag men med forskellige egenskaber – hvor angsten er en tilstand der rummer mange forskellige følelser – er frygt mere målrettet og afgrænset til enkelte temaer i livet, som kan identificeres og overvindes styk for styk.

Jeg tror at den angst vi oplever, ikke nødvendigvis er vor egen, især når den optræder irrationelt. På den ene side, kan det være rudimenter fra andre livsforhold, nedlagt i generne. Mønstre fra ophav og kultur i andre tidsaldre, videregivet gennem forfædre/mødre. En ur-angst der har rødder i verdens begyndelse. På den anden side, er det velkendt at angst smitter her og nu – og nogle er mere modtagelige end andre. Så der er også noget der, at arbejde med, eller imod. Når vi er ude blandt andre mennesker – eller bare ser nyhederne på tv: at skelne hvor angsten kommer fra, hvad den rummer, hvem der ejer den, og tale den imod. Det kan være temmelig udfordrende.

Det kræver mod, at mærke sin angst. For der er ikke noget mod, uden at der også er angst. Med Nelson Mandelas ord: “Den modige mand er ikke ham, der aldrig er bange, men ham der overvinder sin frygt”, (Fra biografien “Long walk to freedom”)

Jeg ønsker et godt, fredeligt, modigt og udviklende nyt år til alle.