Den gamle herre

von PomjerskyDet her maleri har hængt i min mors studerekammer i mit barndomshjem så længe jeg kan huske. Det var med bønner og besværgende mantraer vi passerede forbi det – især om aftenen og natten, hvor hans hvide hår lyste ud af lærredet på den mest spooky måde. Billedet kaldte min mor for “den gamle herre”. Ingen ved hvem han er, men navnet von Pomjersky har været nævnt. En preussisk embedsmand? En streng latinlærer? En pater familias med krabask og tugt over børnene. Børn? Kan en så strengt udseende mand have børn? I så fald ville det have været en pligthandling at frembringe dem -“luk øjnene og tænk på fædrelandet”. Eller har han haft et hemmeligt og sprudlende liv bag det bistre og lidt sørgmodige ydre?

Ingen ved hvem kunstneren er – maleriet er ikke signeret, ikke navngivet. Kan det have hængt i et kontor, en dunkel gang med portrætter af skiftende slægtleds overhoveder, et sagførerkontor med støvede, læderindbundne lovbøger og bunker af beskrevne ark. Sirlig gotisk skrift udført med blæk og gåsefjer?

Preussen er ikke tilfældigt nævnt. Maleriet stammer fra et loftrum i Berlin hvor vi boede da jeg var barn i 1960’erne. Min mor fandt det og blev så begejstret for “den gamle herre” at hun fik det restaureret og hængte det op ved sit skrivebord. Og det har (for)fulgt os lige siden. Hendes børnebørn og oldebørn har også været bange for ham.

Trods alt holder jeg af maleriet. Det giver stof til fantasien og har barndomshistorie. Det hænger uløseligt sammen med min lærde teolog-mor. Rammen er nu ramponeret mahognifiner og kunne trænge til en fornyelse – det bliver nok ikke til noget, fordi nogle ting bare skal være sådan som de altid har været.  Selve maleriet har også nogle småskader efter utallige flytninger, så det vil ikke en gang være værd at renovere. Det er som det er og har nu sin plads hos mig, over klaveret.

Det kunne være sjovt, hvis det ved internettets brug en skønne dag skulle blive afsløret, hvem han i virkeligheden var. Den gamle Herre.