Virkelighed og spejle

Latteren fra den hvide strand skyder genvej gennem buskadset, bag hvilket jeg sidder på et blåt håndklæde og læser i en bog af Simone de Beauvoir. Lyden blander sig med larmen fra en motorbåd, der fræser sundet op. Og hundeglam.

Vinden hvisler sagte og aer mine kinder – først den ene, så vender den og aer den anden. Let til skiftende, taler vinden nu med, hæver stemmen i kronen af det træ jeg sidder under. Et egetræ, der hvisker århundreders uforståelige hemmeligheder i mit øre.

En mørk og solbrun ung kvinde krydser den grønne plæne sammen med en lille, også brun, vimsende hund i snor. Hendes dybsorte hår blafrer selvbevidst langt ned ad hendes ryg. Hun vender sig kort om og kigger hen mod mig som om hun ved at jeg ser på hende.  Kækt kaster hun med håret, vender sig igen væk, og går videre op mod den hvide villa på bakken. Hun er smuk.

Jeg iagttager en virkelighed, der stråler fra alle sider –  ind mod midten.  Ind mod mig.
Jeg tager et spejl op af muleposen ved min side og kigger på omgivelserne i det. Drejer det rundt i en cirkel og ser ind i virkelighedens omvendte vinkler og retninger – og med et synes alting mere virkeligt, set indenfor spejlets ramme, end når jeg ser det hele i de sædvanlige 180 graders synsvinkel, som øjnene kan se.

Virkeligheden bliver altså næsten mere virkelig, når den bliver spejlet og rammet ind?
For at opleve virkeligheden helt, må jeg ligesom træde ud af den eller stille mig ved siden af den?

Interessant betragtning.

 

 

Jeg mærker ingenting…

“Hvad mærker du lige nu?” spørger terapeuten blidt.
Ja, hvad mærker hun lige nu? Agnes sidder lidt sammensunken i sofahjørnet og prøver at finde ud af hvad hun mærker. Hvordan skal hun svare på spørgsmålet?  Hun griber ud efter en pude og holder den ind mod sig i et stærkt favntag. I tyve minutter havde hun talt og talt og talt, indtil ordstrømmen ligesom ebbede ud og nu er hun helt tom.

Tomhed, det er måske det hun mærker. En mærkelig, ukendt følelse af ingentinghed. Men det er jo ikke noget, netop ingenting. Det kan hun jo ikke sige.

“jeg mærker ingenting”, svarer hun alligevel.
“du mærker ingenting”, gentager terapeuten.

Agnes’ øjne flakker en smule. Hun bliver usikker ved at høre terapeutens gentagelse af hendes egne ord. Havde hun svaret forkert…?

Der går  lidt tid, så siger terapeuten: “jeg ser at dine øjne flakker en smule og jeg ser at du knuger puden hårdt ind til dig og jeg ser at du rokker en lille bitte smule med kroppen. Hvordan kan det være, tror du?”

Tomheden inde i Agnes  afløses af en irritation. Hun er irriteret over at skulle mærke noget, når hun nu ingenting mærker. Hun føler sig udfrittet og frustreret over at hun ikke kan finde det rigtige svar.

Har hun ikke lige siddet og fortalt terapeuten hvilket helvede de sidste tre år havde været. En tid der føltes som at være i en centrifuge, hvor alt liv og kraft var blevet drevet ud af hende som vand der slyngedes af en våd sweater og som havde gjort at hun havde opsøgt terapeuten for at få nogle redskaber til, hvordan hun skulle blive lykkelig igen – og komme videre.  Har terapeuten ikke forstået hvordan hun har haft det, eller hvorfor hun sidder her?  Skal hun absolut pære rundt i hvad hun mærker lige nu – hvad er det hun skal mærke?

“Næ, jeg mærker ingenting”, Agnes kigger ned mod sine arme omkring puden, blikket fortsætter helt ned mod gulvet.

“Knug den der pude lidt mere” siger terapeuten i en opfordrende tone.
Agnes knuger hårdere om puden. Og rokker automatisk lidt mere med kroppen, det ligesom følger med. Det føles kunstigt at knuge pude og rokke krop på den her måde. Men Agnes går med på det – der må jo være en grund til at terapeuten siger det…

…og så er det som om huden sprækker og lyset glimter under hendes lukkede øjenlåg. En bølge, som en krampe fra bunden af maven, op igennem spiserøret til halsen, der snører sig sammen og udvider sig på en og samme tid – som en pulserende gummibold – nakken strammer til som en elastik spændt ud omkring hele kraniet. En høj uartikuleret lyd tvinger sig ud gennem Agnes’ mund og tårerne begynder at strømme ned ad kinderne.

Terapeuten lægger et stort stykke køkkenrulle mellem Agnes’ hænder, der griber det og skjuler sit ansigt, imens hun rokker og græder og græder og rokker. Terapeuten læner sig en anelse over mod Agnes, så hun er nærved og samtidig på afstand, afventende at bølgen trækker sig tilbage.
Et par minutter går inden Agnes retter sig op og glatter puden på skødet, som var det et lille hyggeligt pelsdyr. Hun løfter ansigtet og kigger med forgrædte øjne på terapeuten. Mens et lille forsigtigt smil trækker op og kruser hendes ene kind, tørrer hun sine øjne og pudser næse i det gennemvåde køkkenrullepapir som hun kaster hen i papirkurven.

Der er en fredfyldt stilhed i rummet. Agnes rækker ud efter det glas vand der står på sidebordet, drikker en lille slurk og stiller glasset fra sig igen. Så læner hun sig tilbage i sofaen og fingererer ved kanten af den bløde velourpude hun stadig har på skødet.

“Sikke en masse ingenting du der mærkede…”

Hun skulle jo bare bestille tid

Toves tegninger - Kopi (2)

Agnes står ved køkkenbordet med telefonen i hånden og hørepropper i ørerne. Rømmer sig for at klare stemmen. Tager en slurk af morgenkaffelatten. Den er blevet kold. Hvor svært kan det være? Tænker hun ved sig selv. Hun skal jo bare bestille tid og er lige så nervøs som til en dårligt forberedt eksamen.

Hvordan mon det er at tale med en psykoterapeut? Hvad nu hvis det hele slet ikke hjælper? Hvad nu hvis psykoterapeuten gennemskuer hende, fordømmer hende? Hvis hun ikke bliver troet – det er hun jo så vant til.  Hun synes ikke altid hun bliver taget alvorligt, når hun prøver at fortælle andre hvordan hun har det med sin angst.

Agnes vandrer ind i stuen – piller et par visne blade af en plante og mærker trætheden krybe op over ryggen og ind i hovedet. Hun smider de visne blade tilbage i potten og lægger sig på sofaen. Kigger op i loftet, stadig med telefonen i hånden. Hjertet hamrer og hænderne dirrer. Hun føler sig svimmel og ligesom udenfor sig selv.

Pludselig sætter hun sig op. Kaster et blik på computerens skærmbillede der står åben på sofabordet og taster resolut nummeret ind.  Ringetone. Sveden springer i hendes armhuler og løber ned ad armene.  Agnes kan lugte sig selv – en besk lugt der følger med angsten. Hun trækker vejret hvæsende og i stød.

“Hallo, det er….” en venlig kvindestemme kommer hende i møde. Agnes slapper en smule af – det er en helt almindelig menneskestemme og nu føles det pludselig ikke helt så farligt mere.
Agnes forklarer sit ærinde, lidt i spring og staccato. Mærker i baggrunden af sin bevidsthed at hun må virke usammenhængende og skammer sig. Men psykoterapeuten lytter roligt og spørger lidt ind og siger så, at Agnes kan få en tid i den kommende uge.

Et øjeblik efter er samtalen slut og Agnes kigger forundret på den nu tavse telefon hun står med i hånden. Skulle det virkelig være så pokkers svært, at ringe og bestille tid hos en psykoterapeut?
Agnes ranker lige ryggen, tager hørepropperne ud af ørerne og lægger telefonen fra sig. Så går hun ud i køkkenet og laver sig en frisk kop kaffe.  Nye tider er på vej!