Sluk lyset!

DR2-Dagen havde den 27. november 2017 et indslag om hvordan verden er ved at drukne i lys, efter at glødelampen er forsvundet og erstattet af LED-lys. De taler endda om lysforurening, der skader alle levende væsener.  Nattedyrene mister orienteringen. Menneskers søvnrytme forstyrres.  Og vi mister muligheden for at se himmelhvælvet, stjernerne og vores Mælkevej.

Billedet herover er taget med  ipadappen Star Walk, der simulerer stjernehimlen i realtid.  Når jeg her til aften peger ipaden mod vest fra min altan i Lyngby, viser den hvad jeg  ville få at se hvis lyset i byen blev slukket. På en klar nattehimmel, kan jeg normalt se  de klarest lysende stjerner og planeter – men ikke mælkevejen eller svagere stjerner.   Når juletidens lyskæder tændes i træer, buske, hække, på altaner, i vinduer og hele huse – bliver selv de klareste stjerner endnu sværere at få øje på.  Vuggevisen “Nu tændes der stjerner på himlens blå” – bliver en uforståelig abstraktion -“farmor… hvad er stjerner for noget?”  Vi mister magien, underet, ærefrygten.

Jeg elsker mørket og stjernehimmelen.  Jeg elsker også byen – men det ville være fantastisk hvis vi kunne droppe overflødigt kunstigt lys, så vi ikke skal rejse  langt udenfor byerne for at få evnen til at se i mørke tilbage og opleve kontakt med universets uendelighed.

Det koster ikke  noget at ønske…

 

 

Endelig normaltid igen

 

Søen er mørkeblå, sollyset gult på en gylden måde som det fejer med blæsten hen over træernes nu næsten nøgne grene. Parat til den kommende vinterkulde, frost og sne. Hvis det da kommer i år. Det kan vi ikke vide. Det er sidste søndag i oktober. Min yndlingsårstid og yndlingsdag hvor urene er stillet tilbage til normaltid. Endelig passer lyset med tiden igen. I Europaparlamentet – forlyder det – bliver der så småt pippet om at afskaffe sommertid og bevare den samme tidsregning året rundt. Visse og somme pipper om at bevare sommertid året rundt – det giver slet ikke mening i forhold til de astronomiske forhold der siden urtiden (!) har skabt den måde vi beregner tid på: solens position på himlen.

Solens position i dag er 6 grader skorpion tæt fulgt af den generøse Jupiter i 4 grader skorpion. En fyldig konjunktion, ikke en der lover fest og farver, men en der åbner for kanaler til de ubevidste områder af psyken – en invitation til kontakt med det numinøse.

Skorpionen fortæller at det ikke i himlen eller ude i verden du finder det guddommelige – det er inde i dig selv. Og derfra projiceres det guddommelige ud på omverdenen.  Jeg ser en mørkeblå sø, den er guddommelig at skue, jeg får en følelse af fred og enhed med naturen – men søen er ligeglad, den er bare vand, H2O, omkranset af jord. Og søens farve findes slet ikke i søen – den er en afspejling af lysets brydning i jordens atmosfære. At jeg tillægger den blå sø guddommelighed, har ikke noget med hverken søen eller himlen at gøre. Det har med mig og min oplevelse af det at gøre.

Skorpionen er et introvert tegn. Indadvendthed er ikke det samme som egoisme eller selvcentrering. Indadvendthed er evnen til at opleve livet indefra, som følelser, fornemmelser, anelser, fantasier, visioner, intuitioner og drømme. Skorpionens mennesker ser bagom, nedenunder, kender det skjulte, hemmelighederne. Og er gode til at holde på hemmelighederne. Måske også for gode – der skal meget tillid til, før en skorpion giver noget fra sig.  Detektiver, spioner og hemmelige agenter kommer af skorpionmateriale.

Jeg har selv en fascination af det skorpionske – måske fordi jeg har solen i tyren der er det modstående tegn. Det gør skorpionen til min skygge, min modpol. Når solen på denne årstid går gennem skorpionen, stiger lysten til at undersøge fortiden, slægtstrådene, trække hemmeligheder frem, skrive erindringer. Og jeg får tilskyndelser til indre samtaler med drømmebilleder, skygger og komplekser.

Men nu er jeg vist kommet på afveje. Det er bare en solbeskinnet søndag i oktober. Stormen Ingolf har raset på vestvendte kyster i nat. Klokken er ægte 12 og ikke fake 12. Normaltiden er kommet tilbage og solen er i skorpionen indtil den 22. november.

 

 

Ctrl Alt Delete

Når jeg taler med andre mennesker om vores færden på internettet, især på Facebook, hører jeg efterhånden ofte det samme som jeg mærker: en overvældende træthed forårsaget af en ligegyldig og overfladisk informationsstrøm der vælder gennem skærmen, lige fra perifere venners og bekendtes opslag – “se hvad jeg laver” – til større mediers forsøg på at hive penge ud af os eller læse deres sensationelle nyheder før de andres. Jeg kalder det for Facebookfatigue.

Det lægger pres på følelserne at svælge i verdens ulykker blandet med billeder af fødder i eksotisk vandkant eller ukendte menneskers senest fødte baby  – som jeg slet ikke mener hører hjemme på Facebook.  Jeg bliver så trist til mode.

Internettet tager min energi, mit overskud, min koncentrationsevne, mit fokus. Jeg kommer til at flimre gennem dagen med ansigtet vendt mod en skærm der blænder, og pludselig er dagen omme. Hvor har jeg været? Min krop er stiv og øm, mine øjne svier og jeg trækker næsten ikke vejret.

Det er et paradoks, at vi med Facebook har fået mere “kontakt” med hinanden – men det er på en fuldstændig kontaktløs måde, der efterlader tomhed og dårlig samvittighed. Der er ingen næring i det. Jeg mister kontakten med mig selv. Og jeg mister den rigtige, dybe  og vedkommende kontakt med andre mennesker.

Når elektronikken er slukket bliver jeg nærværende og forholder mig til virkeligheden omkring mig, der hvor jeg er – og til virkeligheden i det indre rum hvor der er meget guld at finde.

Det bedste spørgsmål jeg kan stille mig selv er: Hvorfor gør jeg det?
Hvad er det jeg viser på Facebook – og hvorfor? Hvad er det jeg skriver på min blog – og hvorfor? Hvad er min hensigt? Hvad er det jeg vil?

Jeg har overvejet at deaktivere min Facebookprofil og nedlægge hjemmesiden… og det føles næsten som at dø – at give afkald på hele det her univers – men godt lige at huske på at det er et falsk univers.

Jeg vil trække mig lidt tilbage fra det hele og få mere plads til de væsentlige ting. Den langsomme skriveproces, nærvær i naturen, skærmfri kaffemøder med gode venner. Læse rigtige bøger af papir. Lade nervesystemet få fred, glo ud i luften og lytte til intuitionens stemme der alt for let bliver overdøvet.

Så enkelt er det.
Så enkelt er det.
Så enkelt er det.

Ctrl Alt Delete.

.

 

 

 

 

Jetlag

solnedgang-med-fugl

Det er november og pludselig mørkt kl. 17. Det er helt ok. Det er normaltid. Men det tager mindst ti dage at stille det biologiske ur om fra sommertid. Det er det samme i den anden ende, om foråret. Jeg accepterer at det er sådan – men det betyder ikke at jeg godtager det. Det betyder at jeg lever med vilkåret og det udu det medfører, men er indædt modstander at det her tidsskifte hver halve år.  Det gavner ingen. Sparer intet. Mit indre ur bliver forvirret når lyset og tidspunktet ikke stemmer overens. Oplevelsen af årstidernes naturlige overgange bliver forstyrret.

Sommerens lange aftener er ikke nogen gevinst. Når klokken er 22 vil jeg sove. Solen står stadig højt. Det kræver mørklægningsgardiner.  Til gengæld er det hundekoldt og mørkt om morgenen.

Vi kan ikke blive ved med at tvinge sind og krop til at tilpasse sig erhvervsliv og kapitalinteresser – for det er jo sådan det er. Vi må tage vores liv og frihed tilbage!

Hvornår er der nogen i EU der hører protesterne og finder problemet stort og prestigefyldt nok til at tage det op; få os tilbage til konstant normaltid igen og få genoprettet den organiske harmoni mellem os, solen, månen, jordens rotation, årstider og døgnrytme!?

Normaltid giver sådan set heller ingen mening – skulle vi følge dagens og årets gang skulle vi gå i seng når solen går ned og stå op når det bliver lyst… meget har vi vænnet os til siden det elektriske lys forlængede dagen. Tid er en praktisk konstruktion – men lad den dog følge en naturlig og ensartet rytme så vi kan følge med.

Nu er det november. Vi har haft normaltid i en uge – jeg har stadig jetlag. Og jeg glæder mig ikke til næste gang det bliver sidste weekend i marts med ti dages efterfølgende udu.

 

 

Fjernsynet er slukket

the-catDet er søndag i oktober.  Der hviler en tæt stilhed her hvor jeg er.  Kun en hunds gøen bryder af og til ind og skaber ridser i lydløsheden.  Andre steder i verden er der dødbringende støj og uro, så jeg kan få helt dårlig samvittighed over at nyde fredsommeligheden her på min matrikel. Der er en sær stemning – lidt ligesom at være i en labyrint og nu er jeg stødt ind i en væg. Uden andre udgange end den jeg lige kom fra.  Forleden var der en masse frugtbare tanker og ideer – i dag er de alle på standby. Jeg hører ingenting herinde.  Kun stilhed afbrudt af denne gøen- og nu en hanes galen – derude. Fjernsynet er slukket. Der er kun håndbold og for længst sete genudsendelser. Jeg har læst i flere timer. Måske er det derfor stilheden pludselig er så nærværende. Søndagseftermiddag i oktober. Teen er drukket. Bogen er læst. The Cat. Gøen og galen er holdt op. Stilheden er intens. Jeg hører kun blæserens svage susen og tastaturets klikkediklak.