At være eller ikke være – på Facebook

Forleden fik jeg en mail fra Facebook (du har sikkert også fået den, hvis du er på Facebook). Der står at jeg inden 25. maj skal acceptere de nye vilkår for dataindsamling, for at fortsætte med at bruge Facebook efter den dato. Det skyldes en ny datalov i EU – formentlig – blandt andet – affødt af det stormvejr der har været omkring Facebookejeren Mark Zuckerbergs indsamling og brug af de oplysninger vi åbenbart forsyner ham med og som kan sælges til andre – hvem de end er. Vi er ikke kunder hos Facebook, vi er Facebooks salgbare vare. Og Zuckerberg tjener angiveligt store penge på dig og mig. Det har fået mig til at overveje om jeg overhovedet vil være på Facebook.

Omvendt. Næsten alle jeg kender er på Facebook – og sikkert ikke parate til at slette deres profil.  For hvor er vi så? Hvordan skal vi så følge med? Hvad gjorde vi før Facebook? Ja, jeg har glemt det og jeg er endda en 60årig farmor der har en lang hukommelse… hvordan er det så ikke for de yngre generationer?

Jeg svarede på spørgsmålene i mailen – og kom til at føle mig som gidsel. Hvis jeg fravælger – dvs ikke accepterer – at Facebook må indsamle mine data – er næste skridt, at min profil på Facebook bliver slettet. Det vil sige, at hvis jeg angiver mine præferencer, politisk, religiøst og personligt, så giver jeg Facebook tilladelse til at bruge den viden i anden sammenhæng. Ansigtsgenkendelse – siger de – er for at beskytte mig fra misbrug af min profil, at forhindre identitetstyveri – og så videre. Det er jo vældig sympatisk. Men jeg tror ikke på det! Det kan man heldigvis godt vælge fra uden at bliver diskvalificeret.

Min strategi for det her krav om, at acceptere Facebooks datapolitik, er ikke at give nogen oplysninger. Jeg fortæller ikke hvad jeg tror på, hvem jeg er interesseret i (altså seksuelt) eller hvad mine interesser eller politiske overbevisning er, sådan eksplicit. Det viser sig jo nok i mine opslag og likes, som på ingen måde er private – for Facebook. Så ved at undlade at angive de oplysninger, kan jeg omgå kravet – men hvis jeg i fremtiden giver dem, accepterer jeg at Facebook kan  sælge dem til tredjemand…

Mine venner kender mig forhåbentlig – de behøver ikke yderligere information om mine holdninger. Ellers må de spørge mig personligt.

Facebook stiller vedvarende og skiftende spørgsmål om mine præferencer for det ene og det andet, der angiveligt er til for at mine venner skal lære mig at kende, men det kan ikke være det egentlige formål. Formålet er at Facebook får viden om mig,  som Mark Zuckerberg kan sælge til annoncører og tjene penge på.

Det er nu blevet muligt at downloade sine data fra Facebook for at se hvad der egentlig er lagret på deres servere. Jeg blev noget forbløffet over at finde data på nogle af mine kontakter, der slet ikke er på Facebook… de har altså adgang til min adressebog. Mine samtaler på messenger begrænser sig til de aktuelle – men jeg føler mig ikke sikker på at gamle samtaler som jeg har slettet ikke længere findes. Jeg har ikke mere lyst til at bruge messenger.
Jeg tror ikke Facebook og Mark Zuckerberg er helt klar over, hvad det her egentlig er blevet til.

Vi har en verdensomspændende kommunikationskanal, som er styret af nogle få mennesker, der administrerer det efter deres forgodtbefindende. Det er ikke en politisk organisation (så vidt jeg ved), men det kunne det lige så godt være. Tænk dig – du bliver bombarderet med nyheder i dit feed, der har til formål at påvirke dig til en bestemt holdning… og det er det du bruger din demokratiske ret til at vælge dine politikere efter – uden at du aner at du kan være blevet – ja – hjernevasket, manipuleret, forført. Jeg selv ikke undtaget! Skelneevne – bør indføres som skolefag!

Som jeg ser det, har vi for tiden fire giganter, der pt konkurrerer om verdensherredømmet: Den ene er Facebook, den anden er Google, den tredje er Apple og den fjerde er Amazon… De er alle underlagt den nye eu-datalov, hvilket nok vil blive mærkbart på en eller anden måde.

Men der er godt nok noget at tænke over… og stof nok til en John Le Carré-roman- det 20. århundredes ypperligste koldkrigsspionthrillerforfatter.

Jeg er stadig på Facebook – men fornøjelsen er sgu begrænset.

 

Skærtorsdagsskvalder

Solen og Saturn ligger i kvadrat til hinanden -perfekt til en dag bag støvsugeren. Og det sner stadig. Vinteren vil simpelthen ikke slippe sit tag. Jeg går i en sær stemning af – ja hvad?  Det er en stemning jeg holder meget af.  Det er noget med klarhed og melankoli. Det er noget med te og stearinlys – når rengøringskonen kan holde fri.  Jeg kom til at falde i staver over gamle dagbøger og fandt en fra 2008 med billedet af en rynket, lattermild kones ansigt.  Hun blev min “samtalepartner” engang jeg dyrkede shamanistiske visualiseringer mere end jeg gør nu.  I de senere år er shamanismen gledet ud til fordel for astrologi og jungianske studier. Jeg har lyst til at invitere hende, den vilde kvinde, tilbage.

I den samme dagbog lå der et notat  fra en tidligere kæreste, der havde testamenteret sine filosofiske bøger til mig. Han døde i 1993.  “Læs den der hedder Gud og Videnskaben” skrev han. Jeg læste den så – i 2008. Årtierne flyder sammen. Om jeg læser noget det ene eller det andet år har ingen betydning. Fortid, nutid og fremtid eksisterer samtidig – hjernen (eller bevidstheden) skelner ikke. Måske skulle jeg læse den igen…

Melankolien følger måske af at det er skærtorsdag og i morgen langfredag.  Da jeg var barn, var det to meget stille dage. Især langfredag.  Alt var lukket. Biografer, butikker, kiosker, tankstationer. Alt. Man kunne høre støv falde til jorden, så stille blev der. Vi skulle mærke på egen krop at Jesus blev korsfæstet og døde en langsom død…  Det sidder stadig i blodet. Timerne snegler og eftertænksomheden er uundgåeligt forstærket.

“Gud og Videnskaben” er en samtale fra 1991 mellem en religionsfilosof og to astrofysikere om universets oprindelse – naturvidenskaben – kontra bevidsthed og ånd. En hed diskussion som jeg dengang var meget optaget af. Jeg tror på evolutionen fordi den er fysisk synlig i verden. Og – jeg tror på en bevidsthed hinsides det fysiske og at den kan sanses – hvis man giver sig hen til det i psykisk-mentale øvelser som meditation og yoga – og stille eftertænksomhed.

Jeg ved ikke hvor jeg vil hen med det her. På engelsk har de et udtryk der hedder “ranting” – tom snak i en lind strøm. Internetordbogen oversætter det til “fantasmer”. Ikke et godt udtryk… slog det op i den store røde engelsk-dansk ordbog og fandt oversættelsen “skvalder”.

Det er bare en stille skærtorsdag og jeg har gjort rent i hele hytten. Klar til familiefrokost. Langfredag er ikke hvad den har været… heldigvis.

Jeg må have fat i den vilde kvinde… og skvaldre lidt videre med hende!

 

Afskedsbrev til 2017

Kalenderen er en konstruktion, der har undergået forandringer igennem århundrederne. Sådan set har den aktuelle tidsregning kun været i brug siden marts 1700, for Danmarks vedkommende.  Før det havde vi den julianske kalender, der skabte rod i årstiderne og højtiderne, sådan at vi på et tidspunkt ville komme til at fejre jul i sommerferien. Pave Gregor den XIII dekreterede en ny kalender i 1582 der pø om pø blev implementeret verden over i de følgende 400 år. Sovjetunionen gik som en af de sidste over til den gregorianske kalender i 1918 – men deres russisk-ortodokse kirkeår følger stadig den julianske kalender (siger wikipedia).

Min fornemmelse af nytår ligger omkring den 21. marts,  når Solen går i 0 grader Vædder – forårspunktet hvor Solen starter forfra på  sin årlige vandring gennem dyrekredsen, stjernebillederne, set her fra Jorden (også der er der noget astronomisk/astrologisk rod, som jeg ikke vil komme ind på her).  Min indre oprørsbevægelse protesterer lidt over den vedtagne kalender, men går dog med på at sådan er realiteterne altså. Men lad nu det ligge. Vi er alle enige om, at nytår er når klokken slår 12 midnat den 31. december – og det gør den jo glidende hen over jordkloden ifølge tidszoner og datolinje – så ikke engang det er en entydig hændelse.

Lige nu har vi fire planeter i Stenbukkens tegn. Solen, Venus Saturn og Pluto. Det er en alvorens tid der er på vej, allerede indtrådt.  Med Saturn i Skytten fra 2014-17 har vi i verden ændret syn på mange ting, haft politisk tumultariske forhold, aggressioner og konflikter. Der har været splittelse og splid, korte lunter og selvretfærdighed. Den såkaldt frie verden har snævret sig ind, styret af angst for det ukendte, de “fremmede”, mens andre har forsøgt at sprænge grænser – på flugt fra klima, krig og fattigdom.

Saturn i Skytten har skudt med spredehagl, men har den ramt målet?  En uforudsigelig statsleder er dukket op og fået ubevidst skyggemateriale til at vælde op fra undergrunden – nej – det er ikke manden selv der har gjort det,  det er reaktionen på ham. Det er os der har skyggerne, manden selv er kun et symbol på det, og bare en mand med en magtposition der gør det synligt. Dragen er sluppet fri og nu er det op til menneskene at se den lige i øjnene.  Dragen er ikke derude – den er herinde. Inde i hvert eneste menneske. Vi har allesammen vores skyggesider og nu kan vi se dem eksponeret ved hjælp af projektioner på  symbolet. Det er vores egen frygt, had, mistro, grådighed, egoisme, hovmod…  ja det ligner unægteligt de syv dødssynder.

Er jeg pessimist? Måske. Det er aldrig let at stå i så stort et vadested, at det er svært at se hvordan vi kommer ud af det. “Livet som vi har kendt det bliver aldrig det samme” er en stående kliche. Og den er sand for nogle. Hver har jo sit ståsted og hvis man er sådan indrettet at man har brug for fire biler i garagen, flyrejser hver uge, mange penge i banken og højt personligt forbrug, så kan det godt være det bliver en sej proces, når individuel nøjsomhed – materielt set –  bliver en nødvendighed for klodens videre eksistens. Men det er altså os, 7 milliarder mennesker på vores lille planet, der har ansvaret for at den ikke går i stykker. At flytte til en anden planet løser ikke problemet, det flytter det bare.  Til gengæld er der rigdom at finde i livets immaterielle sider – kunst, musik, litteratur…ånd… kærlighed… Venustemaer!

Men først skal vi smøge ærmerne op og se at få ryddet op. Det vil Saturn og Pluto i Stenbukken helt klart medvirke til.  Skjulte hensigter, uærlighed, personlig gevinst og skumle rænker kan blive elimineret og erstattet af hårdtarbejdende, målrettet indsats for en bedre verden – hvis vi vælger de rigtige ledere til det. Jeg ved ikke hvem “de” er  – men i Stenbukkens tegn – som er et feminint jordtegn (regn selv ud hvad det betyder)  – vil der være lagt op til at få ordnede forhold, formodentlig med skrappe stramninger og skæren ind til benet til en begyndelse. Når Saturn når frem til Vandbæreren i slutningen af 2020, kan vi begynde at eksperimentere igen, på en ny platform, i frihed og ligeværdighed. Forhåbentlig. Vi må se hvad der sker.

Fra min egen mikroverden
2017 har været et udviklende år. Som introvert intuitiv føletype ifølge jungiansk typologi, er det ikke udefra så synligt,  men det er mærkbart indeni, at der er sket forandringer.  Bortset fra at jeg kan se tilbage på et antal artikler i Horoskopbladet Stjernerne om den klassiske mytologi i astrologisk lys – det betragter jeg som en bedrift.  Jeg regner med at skrive flere artikler – men jeg ved ikke lige nu hvad det næste tema bliver.

Jeg har fået nye venner, som jeg glæder mig til at se mere til i det kommende år. Venner, der som jeg besidder den astrologiske nerve og glæde ved faget. Venner at være heks sammen med og dele den forunderlige magiske verden vi også lever i.  Det er et fedt sted at være.

Men årets allerstørste begivenhed er, at jeg er blevet farmor. Det skete lige før vintersolhverv – altså for ganske nylig i forhold til skrivende stund.  Det kan ikke sammenlignes med noget andet – ikke en gang da jeg fik min egen søn – mit barnebarns far.  Jeg er rykket en plads op i generationsrækken og håber at jeg er her længe nok til at se hende vokse op. Det er også lidt af en udfordring, for børn og familie har aldrig været min spidskompetence – målt op imod konventionelle kernefamilieværdier og forventninger til hvordan “man” er farmor. Jeg bliver farmor på min måde – og har sagt at inden hun kan læse, så vil hun kende alle planeter og stjernetegn…  troldmandens lærling? Det ville være en sand lykke, hvis hun trækker i den retning.  Min stenbukkesøn tror ikke på astrologi… siger han.  Så må jeg jo satse på næste generation.

Kære forvirrede anno 2017.
Nu forlader du os med blækspruttearmene strittende i alle retninger og vi må se hvordan vi får tingene til at glide og udvikle en ordentlig og velfungerende verden. Der er nok langt igen – måske når vi det aldrig. Men der er altid håbet at læne sig op ad. Det eneste vi kan gøre, er at gøre vort bedste hver dag året rundt.

Og det er netop mit nytårsforsæt,  at gøre det bedste jeg kan,  og blive bedre til – med god samvittighed – at sige fra i tide.  Og i øvrigt blive ved med at skrive om det der optager mig.

Statistikken viser at læserskaren på bloggen er vokset, især på de astrologiske indlæg. Det giver en smule forventningsangst – men mest lyst og energi til at fortsætte.  Stor tak til jer der følger mine skriverier.

Et af mine yndlingsord fra 2017 er “hensigtsløshed”.  Det er forfatteren Peter Høeg jeg har det fra. At være hensigtsløs er at gøre noget uden at have bagtanker med det. Bare være i det der er,  uden at have et mål eller formål med det.   Den langsomme travetur uden at skulle noget med den – det er ikke for at få motion, ikke for at fotografere, ikke for at hente eller bringe noget. Bare være i traveturen fordi traveturen er der. Intet andet. Kun det.

Jeg ønsker alle mine læsere et rigtig godt, fredeligt og glædesfyldt nytår.

 

PS – kunne I ikke være så søde at lade være med at købe fyrværkeri? Giv pengene til Røde Kors i stedet. Tak 🙂

 

 

 

Decemberblues

Ved vintersolhverv , årets dybeste mørke. Fem planeter er samlet om galaxens centrum. Det sorte hul, orkanens øje, stormens indre stilhed. Singulariteten ingen ved hvad er og hvorfra intet og ingen vender tilbage, skulle man falde ind i det. Så sort bliver det ikke endnu…  Men der er en melankolsk gråskala som ikke synes at få ende – en ulden stemning.  Det er stilletid, ventetid, forberedelsestid.
Alliker flokkes i høje træer før eftermiddagens solnedgang mens andre ordner fartøjer før vinteren strammer til.  Jeg har bare decemberblues.

 

 

Sluk lyset!

DR2-Dagen havde den 27. november 2017 et indslag om hvordan verden er ved at drukne i lys, efter at glødelampen er forsvundet og erstattet af LED-lys. De taler endda om lysforurening, der skader alle levende væsener.  Nattedyrene mister orienteringen. Menneskers søvnrytme forstyrres.  Og vi mister muligheden for at se himmelhvælvet, stjernerne og vores Mælkevej.

Billedet herover er taget med  ipadappen Star Walk, der simulerer stjernehimlen i realtid.  Når jeg her til aften peger ipaden mod vest fra min altan i Lyngby, viser den hvad jeg  ville få at se hvis lyset i byen blev slukket. På en klar nattehimmel, kan jeg normalt se  de klarest lysende stjerner og planeter – men ikke mælkevejen eller svagere stjerner.   Når juletidens lyskæder tændes i træer, buske, hække, på altaner, i vinduer og hele huse – bliver selv de klareste stjerner endnu sværere at få øje på.  Vuggevisen “Nu tændes der stjerner på himlens blå” – bliver en uforståelig abstraktion -“farmor… hvad er stjerner for noget?”  Vi mister magien, underet, ærefrygten.

Jeg elsker mørket og stjernehimmelen.  Jeg elsker også byen – men det ville være fantastisk hvis vi kunne droppe overflødigt kunstigt lys, så vi ikke skal rejse  langt udenfor byerne for at få evnen til at se i mørke tilbage og opleve kontakt med universets uendelighed.

Det koster ikke  noget at ønske…