Tak fordi jorden stadig findes efter 2012

mayaDet er minsandten nytår igen. 2012 er gået og jorden findes stadig. Det var jo heldigt. Jeg har haft skrivekrise. Hvad har jeg på hjerte? Aner det ikke.

Skrivekrise, eller pause, kan være et tegn på at noget ulmer. Noget er på vej. Men hvad det er har jeg ingen ide om. De senere år er mit liv vendt på hovedet. Centrifugen er ved at nå stilstand for denne gang. Det føles som at stå helt blank og nøgen-agtig. Der er fred og ro. Så meget at det tangerer det kedelige. Det er bare hverdag – og det kan der også være meget nydning i.

Jorden gik altså ikke under denne gang. Men – nogle menneskers verden er gået under. Mennesker der lever i krig og elendighed de ikke selv er skyld i. Mennesker der har mistet nogen de elskede under dramatiske omstændigheder. Mennesker der er brudt sammen af sygdom, pres og stress. Mennesker der har mistet trygheden, bolig, arbejde og indtægt, som står ved en korsvej og skal til at finde et nyt fundament for deres tilværelse. Der viser sig altid en vej, selv om livet ikke bliver det samme som før, men “this too shall pass”.

Jeg følger med i balladen om folkekirken. Som præstebarn, født og opvokset indenfor dens mure ligger den mig på sinde et eller andet sted. Jeg tror mest det er et udslag af nostalgi. Er Folkekirken ved at gå under? For mange år siden meldte jeg mig ud. Det var i protest over visse præsters modstand mod vielse af homoseksuelle. Det er en gammel historie. Og jeg glæder mig i dag over at vinden er vendt – de er velkomne hvis det skulle være. Præsterne der er imod findes stadig, men man kan jo vende det døve øre til. Jeg overvejede at melde mig ind igen. Men det er gået op for mig at jeg ikke tror på Folkekirkens måde at tro på. Jeg har ikke noget religiøst tilhørsforhold – og jeg er ikke ateist heller. Mit spirituelle liv hører ikke til i Folkekirken. Vi passer ikke rigtigt sammen mere. Så den vej går jeg ikke lige nu. For mig er Folkekirken på en måde gået under.

Men jeg er ikke gået under. Jeg er her stadig. Og håber at være her i lang tid endnu. Tanken om døden dukker op nu og da – og det forunderlige er, at jeg ikke er bange for den. Jeg er mest bange for måden – om det gør ondt og bliver angst. Jeg er heller ikke bange for om jeg nu når dette eller hint inden jeg dør. Jeg når hvad jeg når og stresser ikke på at jeg skal opleve mest muligt mens jeg er her. Har vi kun dette ene liv? Nej – det tror jeg ikke. Det jeg skal opleve og som jeg udvikles af, skal nok komme – før eller siden. I dette liv. Eller i et andet. Den tanke giver mig så meget ro at jeg meget bedre kan forholde mig til nuet. For der er jo ikke andet. Og hvis det nu er godt – hvad vil jeg så mere? Hvorfor ikke bare gå nuets vej?

Folkeskolen – bør den gå under? Når jeg tænker på min skoletid er det med gru og gysen. Tanken om heldagsskole er også en gammel historie – og jeg ville hade at skulle være i det “fængsel” fra 8-16… tænk på de sensitive børn der ofte har brug for stilhed og rekreation – skal de vente til efter 16? Eller de udsatte, der bliver mobbet – skal de tåle deres forfølgere en hel dag igennem uden at kunne flygte hjem? På den anden side er det sikkert godt at gøre op med den timeopdelte skoledag. Lad en mere kreativ måde at lære på komme ind. Lad den sorte skole gå under og find en vej, så de sensitive børn får rum og tid til at udvikles og være som de er.

Mit 2012 har været et år med mange glæder. Venskaber er styrket og genfundet. Nye mennesker er kommet ind i mit liv sammen med musikken. Freudekoret som jeg er blevet medlem af. Og det gode fællesskab vi har fået etableret på det lille gymnastikhold henne om hjørnet. Jeg står aldrig op en onsdag morgen og “gider ikke til gymnastik” – det at vi har travet en ugentlig tur hele sommeren gør at vi har lært hinanden at kende og det har givet os alle meget mere lyst til at møde op! Der kan man se hvad god kontakt og kendskab til hinanden kan gøre. Det var en rigtig god vej! Tak til jer.

Tak til klienterne – det er et stort privilegium at få lov til at følge med i andre menneskers liv og håb. Og tilliden gør mig varm og taknemmelig. Må der blive meget mere af det i 2013 for det er den allerbedste vej.

2012 er gået under og viger pladsen for 2013 – går du den ene vej eller den anden vej, om den er lige eller det er en zigzagkurs, om den er to skridt frem og et tilbage, så går jorden angiveligt ikke under før om 1.3 milliard år, så der skulle være rigeligt tid til at nå det hele – og dermed vil jeg ønske alle et godt, kærligt og fyldigt nytår!

Det siges at caminoen forandrer den gående for evigt.

DSC03793 - Kopi

En pilgrimsvandring på Fyn, kan også gøre det. Jeg føler mig en smule forandret efter 60  km til fods sammen med 13 andre mennesker på vandring fra Svendborg til Odense. Det var som een lang gående meditation. Stilhed og samtaler i vekselvirkning, med naturen, lærker, sommerfugle, skov, krat og kirker som ramme.

Den første dag var samtalerne præget af, at pejle sig ind på hinanden – finde ud af hvem vi var hver især. 2. dagen blev det dybere og mere personlige samtaler, for til sidst på den 3. dag at åbne til de inderste tanker og længsler.

Vi gik side om side. Samtalernes indhold ændrede sig alt efter hvem man fulgtes med – en trådte tilbage, en anden kom til. Der var et jævnt flow af samtale og stilhed. Hver for sig – og sammen.

Vi gik fra kirke til kirke. Flere steder var der stillet kaffe og småkager eller en forfriskning frem til os i våbenhuset. Det var dejligt at tage vandreskoene af og køle fødderne på det kolde stengulv, sidde lidt for sig selv, eller deltage i den korte andagt med en sang og en bøn.

Det er noget andet, end “bare” en vandretur i naturen. At gå sammen med andre pilgrimme giver stof til eftertanke. Man mødes i et særligt fælles rum ude i det fri. På neutral grund, så at sige – og alle er lige.
Det at fortælle lidt af sin livshistorie og høre andres, under disse forhold, har været en stor oplevelse.
Inden vi startede på vandringen, fik vi syv pilgrimsord, som vi ofte vendte tilbage til: Langsomhed, Bekymringsløshed, Frihed, Enkelhed, Stilhed, Spiritualitet, Fællesskab.

Sådan her oplevede jeg bl.a.de syv ord:
Langsomhed – vandring er langsomt. Det tager tid at komme fra sted til sted – og den tid giver plads til at give slip på sig selv og være tilstede her og nu.
Bekymringsløshed – At gå der, på landevejen og i skoven og lægge hverdagen fra sig. Sige: pyt med om jeg har glemt noget… det løser sig. Ting løser sig som regel og bekymringer har det ofte med ikke at blive til noget.
Frihed – jeg er her bare sådan som jeg er. Jeg har hvad jeg skal bruge i min rygsæk, og jeg kan gå hvorsomhelst hen jeg lyster. Jeg behøver bare sætte den ene fod foran den anden.
Enkelhed – en klapsammenmad i en skovlysning. Tillid til, at der et eller andet sted er vand i en hane, når jeg trænger til det. Og bare være menneske sammen med andre mennesker.
Stilhed – det særlige ved stilhed er, at der bliver plads til at lytte indad. Finde sin egen indre stemme, mærke glæden vokse og roen brede sig, fornemme et nærvær der ellers drukner i hverdagens larm.
Spiritualitet – mennesket er et spirituelt væsen. Religioner er systemer og fortolkninger, der kan stivne til begrænsende regler og dogmer. For mig er spiritualitet noget universelt, mennesket er født med – eller måske født til. Spiritualitet er langt større end en hvilken som helst religion.
Fællesskab – Vi tager os af hinanden. Og vi har, hver især, ansvar for os selv. Sådan er det også på en pilgrimsvandring. Vi er sammen i et fælles rum, hvor vi har et fælles fokus. Den spirituelle vandring. Men hver enkelt har også sit eget fokus, sin egen proces. Processen understøttes af møderne og samtalerne undervejs og åbner for nye måder at se sig selv, sit eget liv og andre mennesker på.

Dette var min første pilgrimsvandring.  Jeg forberedte mig grundigt, og havde masser af bekymringer. Bl.a. om jeg overhovedet var i stand til at gå så langt, og om jeg havde det rigtige udstyr med. Sovepose, underlag, skiftetøj, sko, strømper, regntøj. Hvad nu hvis’erne fyldte rigtig meget. Det ville også være i orden, hvis jeg måtte tage hjem i utide, prøvede jeg at overbevise mig selv om.

Min vilje var enorm, og jeg fandt strategier når det begyndte at gøre ondt et eller andet sted. På et tidspunkt, hvor jeg var ret øm i knæ og hofteled, kom jeg til at se en kamel for mit indre blik. Jeg så hvordan den bevæger sig, i vuggende gang, langsomt og adstadigt gennem ørkenen. Det fik mig til at sænke farten, bøje knæene en smule og vugge blidt i hofterne. På den måde blev gangen mere elastisk og jeg kunne gå meget langt, uden at det gjorde ondt.

Gad vide hvem der sendte den kamel?

Se en lille stemningsfilm her

Farvel 2010

DSC02586 - KopiStatus ved årsskifter er noget forunderligt noget. Tilbageblikket giver perspektiv og et nyt årstal giver håb om gennemgribende forbedringer. Ligesom hvert århundrede har sine dommedage, er hvert nytår ligesom en lille dommedag. Da vi skiftede til år 2000 var fantasien særligt i sving… selv om det nye årtusind reelt først begyndte i 2001. Sådan er der så meget. Årsskifte er ligesom en magisk glidende tidsbevægelse hen over planeten.

Det andet årti af det 21. århundrede er begyndt nu. Næste store dommedagsfantasi er “verdens undergang” den 21. december 2012 hvor Mayakulturens kalender viser afslutningen af en kalenderæra på noget i retning af 5000 år. Det er også begyndelsen på en ny 5000årskalender velsagtens. Jeg tror bestemt ikke verden går under. “Verden”, dvs menneskene i den, vil højst sandsynligt fortsætte sit vanvid som den plejer. Nogle mennesker vil måske opleve bevidsthedsspring. Det har jo allerede været i gang i de seneste 30-40 år og vil sikkert fortsætte… intet spooky i det. Bevidsthedsændring sker gradvist over tid alt efter hvor hurtigt nye tanker når at sprede sig. Flere og flere mediterer, yoga er almindeligt, mindfulness (en meditationsform inspireret af buddhismen) dyrkes overalt, bæredygtigthed og omsorg for klodens tilstand optager flere og flere – gid det måtte række ind i de storpolitiske magtstrukturer snart. COP-møderne kan gøre en forskel her, omend processen er langsommelig. Gammel-egoistisk tankegang er svær at få bugt med, men en dag vil det vel lykkes. Vi står midt i overgangen fra den gamle verden til en ny verden. Lige som så mange gange før i klodens livshistorie. Det hedder evolution. Hvilket får mig til at tænke på Yann Arthus-Bertrands film “Home”. Har du set den? En tankevækkende, smuk, grum og storslået fotograferet film.

Som i et store, således også i det små.

Mit 2010 har været et Annus Horribilis, set i et praktisk-jordnært perspektiv. Det har været et år der vendte op og ned på mine personlige livsvilkår. Kærestesorg, hussalg og flytning, uvished omkring arbejde og økonomi… hele livsfundamentet har været under pres og i forvandling på en gang. Det er dog endt godt og ingen er døde. Tilbage er sorgen over det tabte, og glæden over nye muligheder. Et besynderligt miks, at sorg og glæde kan eksistere side om side. Sorrig og glæde de vandre til hobe, som salmedigteren siger. Verden går under, og en ny begynder.

Personlige kriser er aldrig morsomme at gennemleve og midt mørket, kan det være svært at finde meningen med det hele. Men som min gamle indiske astrologilærer Manik Chand Jain sagde til mig for over 30 år siden: “in this period you will learn much. Keep up your spiritual outlook on life, and you will be allright”. Og det er præcis hvad der skete. Ved at følge det råd fandt jeg en kerne af spirituelt lys og en filosofisk måde at betragte tingene på. Gamle forventninger, håb, drømme, ambitioner og forestillinger er blevet erstattet af et større nærvær med mig selv og accept af tingenes tilstand sådan som de var, og er.

Jeg vil takke alle synlige og usynlige hjælpere for støtte og opbakning gennem året. Herunder banken, advokaten, ejendomsmægleren, terapeuterne, kollegerne, netværket, kommunen, skattevæsenet, vennerne, familien, min søn og min mor!

Jeg tager afsked med 2010 med glæde og byder velkommen til 2011 med større glæde. Jeg mistede en vision, men skaber en ny uden særlige betingelser eller krav. En bevægelig vision båret af nysgerrighed og lyst til at forske videre i menneskelivets mysterier og især blive ved med at dele min undren med klienter, venner, bekendte og ubekendte hvis netsurfing kommer forbi denne blog.

Godt Nytår – det er blevet tid at nyde et dejligt glas portvin i det bedste selskab!

Se filmen HOME på Youtube

Virkelighed og spejle

Latteren fra den hvide strand skyder genvej gennem buskadset, bag hvilket jeg sidder på et blåt håndklæde og læser i en bog af Simone de Beauvoir. Lyden blander sig med larmen fra en motorbåd, der fræser sundet op. Og hundeglam.

Vinden hvisler sagte og aer mine kinder – først den ene, så vender den og aer den anden. Let til skiftende, taler vinden nu med, hæver stemmen i kronen af det træ jeg sidder under. Et egetræ, der hvisker århundreders uforståelige hemmeligheder i mit øre.

En mørk og solbrun ung kvinde krydser den grønne plæne sammen med en lille, også brun, vimsende hund i snor. Hendes dybsorte hår blafrer selvbevidst langt ned ad hendes ryg. Hun vender sig kort om og kigger hen mod mig som om hun ved at jeg ser på hende.  Kækt kaster hun med håret, vender sig igen væk, og går videre op mod den hvide villa på bakken. Hun er smuk.

Jeg iagttager en virkelighed, der stråler fra alle sider –  ind mod midten.  Ind mod mig.
Jeg tager et spejl op af muleposen ved min side og kigger på omgivelserne i det. Drejer det rundt i en cirkel og ser ind i virkelighedens omvendte vinkler og retninger – og med et synes alting mere virkeligt, set indenfor spejlets ramme, end når jeg ser det hele i de sædvanlige 180 graders synsvinkel, som øjnene kan se.

Virkeligheden bliver altså næsten mere virkelig, når den bliver spejlet og rammet ind?
For at opleve virkeligheden helt, må jeg ligesom træde ud af den eller stille mig ved siden af den?

Interessant betragtning.