Ctrl Alt Delete

Når jeg taler med andre mennesker om vores færden på internettet, især på Facebook, hører jeg efterhånden ofte det samme som jeg mærker: en overvældende træthed forårsaget af en ligegyldig og overfladisk informationsstrøm der vælder gennem skærmen, lige fra perifere venners og bekendtes opslag – “se hvad jeg laver” – til større mediers forsøg på at hive penge ud af os eller læse deres sensationelle nyheder før de andres. Jeg kalder det for Facebookfatigue.

Det lægger pres på følelserne at svælge i verdens ulykker blandet med billeder af fødder i eksotisk vandkant eller ukendte menneskers senest fødte baby  – som jeg slet ikke mener hører hjemme på Facebook.  Jeg bliver så trist til mode.

Internettet tager min energi, mit overskud, min koncentrationsevne, mit fokus. Jeg kommer til at flimre gennem dagen med ansigtet vendt mod en skærm der blænder, og pludselig er dagen omme. Hvor har jeg været? Min krop er stiv og øm, mine øjne svier og jeg trækker næsten ikke vejret.

Det er et paradoks, at vi med Facebook har fået mere “kontakt” med hinanden – men det er på en fuldstændig kontaktløs måde, der efterlader tomhed og dårlig samvittighed. Der er ingen næring i det. Jeg mister kontakten med mig selv. Og jeg mister den rigtige, dybe  og vedkommende kontakt med andre mennesker.

Når elektronikken er slukket bliver jeg nærværende og forholder mig til virkeligheden omkring mig, der hvor jeg er – og til virkeligheden i det indre rum hvor der er meget guld at finde.

Det bedste spørgsmål jeg kan stille mig selv er: Hvorfor gør jeg det?
Hvad er det jeg viser på Facebook – og hvorfor? Hvad er det jeg skriver på min blog – og hvorfor? Hvad er min hensigt? Hvad er det jeg vil?

Jeg har overvejet at deaktivere min Facebookprofil og nedlægge hjemmesiden… og det føles næsten som at dø – at give afkald på hele det her univers – men godt lige at huske på at det er et falsk univers.

Jeg vil trække mig lidt tilbage fra det hele og få mere plads til de væsentlige ting. Den langsomme skriveproces, nærvær i naturen, skærmfri kaffemøder med gode venner. Læse rigtige bøger af papir. Lade nervesystemet få fred, glo ud i luften og lytte til intuitionens stemme der alt for let bliver overdøvet.

Så enkelt er det.
Så enkelt er det.
Så enkelt er det.

Ctrl Alt Delete.

.

 

 

 

 

Jetlag

solnedgang-med-fugl

Det er november og pludselig mørkt kl. 17. Det er helt ok. Det er normaltid. Men det tager mindst ti dage at stille det biologiske ur om fra sommertid. Det er det samme i den anden ende, om foråret. Jeg accepterer at det er sådan – men det betyder ikke at jeg godtager det. Det betyder at jeg lever med vilkåret og det udu det medfører, men er indædt modstander at det her tidsskifte hver halve år.  Det gavner ingen. Sparer intet. Mit indre ur bliver forvirret når lyset og tidspunktet ikke stemmer overens. Oplevelsen af årstidernes naturlige overgange bliver forstyrret.

Sommerens lange aftener er ikke nogen gevinst. Når klokken er 22 vil jeg sove. Solen står stadig højt. Det kræver mørklægningsgardiner.  Til gengæld er det hundekoldt og mørkt om morgenen.

Vi kan ikke blive ved med at tvinge sind og krop til at tilpasse sig erhvervsliv og kapitalinteresser – for det er jo sådan det er. Vi må tage vores liv og frihed tilbage!

Hvornår er der nogen i EU der hører protesterne og finder problemet stort og prestigefyldt nok til at tage det op; få os tilbage til konstant normaltid igen og få genoprettet den organiske harmoni mellem os, solen, månen, jordens rotation, årstider og døgnrytme!?

Normaltid giver sådan set heller ingen mening – skulle vi følge dagens og årets gang skulle vi gå i seng når solen går ned og stå op når det bliver lyst… meget har vi vænnet os til siden det elektriske lys forlængede dagen. Tid er en praktisk konstruktion – men lad den dog følge en naturlig og ensartet rytme så vi kan følge med.

Nu er det november. Vi har haft normaltid i en uge – jeg har stadig jetlag. Og jeg glæder mig ikke til næste gang det bliver sidste weekend i marts med ti dages efterfølgende udu.

 

 

Fjernsynet er slukket

the-catDet er søndag i oktober.  Der hviler en tæt stilhed her hvor jeg er.  Kun en hunds gøen bryder af og til ind og skaber ridser i lydløsheden.  Andre steder i verden er der dødbringende støj og uro, så jeg kan få helt dårlig samvittighed over at nyde fredsommeligheden her på min matrikel. Der er en sær stemning – lidt ligesom at være i en labyrint og nu er jeg stødt ind i en væg. Uden andre udgange end den jeg lige kom fra.  Forleden var der en masse frugtbare tanker og ideer – i dag er de alle på standby. Jeg hører ingenting herinde.  Kun stilhed afbrudt af denne gøen- og nu en hanes galen – derude. Fjernsynet er slukket. Der er kun håndbold og for længst sete genudsendelser. Jeg har læst i flere timer. Måske er det derfor stilheden pludselig er så nærværende. Søndagseftermiddag i oktober. Teen er drukket. Bogen er læst. The Cat. Gøen og galen er holdt op. Stilheden er intens. Jeg hører kun blæserens svage susen og tastaturets klikkediklak.

 

Og bagefter kommer trætheden

Der har for nylig været indbrud på min emailkonto. Og jeg havde mistanke om at min netbank var hacket. Mærkelige mails dukkede op. Om jeg var tilfreds med mit seneste køb på en-eller-anden-side-dot-com. Hvor jeg absolut ikke har købt noget. Jeg køber sjældent på nettet, og da kun fra forretninger jeg kender rimeligt godt. Dog kan de sider også blive kopieret så dygtigt, at man risikerer at melde tilbage på noget, der viser sig at være svindel. Og så har vi balladen.

Det skete altsammen efter at jeg havde svaret på en email via Den Blå Avis. Der var oven i købet en advarsel om, at hvis mailen virkede mistænkelig skulle man lige kontakte kundeservice eller noget i den retning – især hvis det var en udenlandsk mail. Men den var ikke mistænkelig. Den virkede helt normal. Og et almindeligt dansk navn. Jeg fik bare ikke yderligere respons på min henvendelse… det gjorde mig mistænksom.

I øvrigt bryder jeg mig ikke om at mistænkeliggøre udenlandske emails – blot fordi de klinger fremmed.

Men det skete altså. Nogen fik adgang til at sende emails på mine vegne, fra min emailadresse, med en vedhæftet fil – det var dælme ubehageligt. Om det rent faktisk skyldtes den e-mail fra Den blå avis kan jeg reelt ikke vide. Men det var et mere end påfaldende sammentræf. Heldigvis fangede jeg det i opløbet, så der skete ikke yderligere skade. Ikke der i hvert fald.

Det var mig der led skade!

Når man lider af ptsd – dvs stress i den tunge kategori – så skal der ikke meget til at ryge op i det røde felt. Enhver grænseoverskridelse, enhver påtrængenhed, om det er cyberindbrud eller nogen der ikke respekterer et nej, får hele organismen til at gå i strejke – og i højeste alarmberedskab. Enhver pludselig hændelse – om det er lyd, lys, lugte eller andet sansbart opleves næsten som livsfarligt. For ikke at tale om tinnitusen der stiger og falder – som at have Niagara Falls inde i hovedet. Og angsten der følger i kølvandet kan få katastrofefantasierne til at gå helt i selvsving.

Nu er jeg så heldig, at jeg gennem mange års terapiarbejde har lært at håndtere disse tilstande.  Jeg ved at det går i sig selv igen, og jeg ved hvad det kræver af ro, stilhed, fordybet yoga, guidede meditationer der sørger for at tanken bliver dirigeret i en positiv retning, og hjælp til at sove, i form af Yoga Nidra – en form for guidet sovemeditation.  Min ipad er min bedste ven. Og det er godt at tale eller skrive om det. Fortælle hvad der er sket, indtil det ikke længere fylder.

Det kan tage måneder, at komme nogenlunde helskindet ud af et anfald af denne art. Måneder, hvor jeg undgår steder med mange mennesker og støj.  Og måneder hvor koncentrationsevnen er nedsat og sansefølsomheden høj. Jeg planlægger mig ud af det og fortæller mine nærmeste hvad jeg har brug for, så der ikke kommer overrumplende overraskelser der kan få det hele til at køre op igen.

Når den akutte stress har lagt sig, kommer trætheden. Trætheden der næsten knuser knoglerne. Kroppen føles som tungt glas og det er forbundet med anstrengelse blot at sørge for de almindelige daglige gøremål. Der er ikke overskud til andet end det mest nødvendige.  Jeg erstatter det flimrende fjernsyn med lydbøger og podcast.  Ting jeg ville have foretaget mig – hente planter til altanen eller male et bord, tage på fotosafari eller til foredrag, må vente.  Ordene smutter og samtaler hakker – “hvad er det nu det hedder?”…

Jeg er igennem det værste nu – er træt men ikke modløs. Og glæder mig til at smerten i ryg, nakke, muskler og led går over på et tidspunkt… en gang… lige pludselig.

ulvefodsort

 

 

Prokrastinering

Mens jeg brygger på en artikel til Horoskopbladet Stjernerne kommer der andre ideer ned i æsken. Altså en helt fysisk æske med små lapper papir. Det er sådan at jeg kun kan gøre en ting ad gangen – selv om der ofte er flere der banker på. Så kommer den velkendte lammelse ind. Lammelsen der gør at hytten bliver gjort ren, et bord bliver malet, puder der længe har ventet på det, får nyt betræk, gammelt skrammel bliver endelig ryddet ud af kælderen og og sendt til genbrug… der er noget velsignet over opgaver og deadlines. Ting bliver gjort!

Bare ikke artiklen.

Nuvel, der er jo tid. deadline er stadig et stykke ude i fremtiden og imens går tiden med indsamling af data og research og en køren rundt i cirkler og vinkler – hvilken astrologisk synsmåde skal jeg anlægge til det projekt jeg har valgt… eller som har valgt mig? Hvad vil jeg med det – eller det med mig?

Og den artikel bliver skrevet, selv om jeg ikke prenter et eneste ord på skærmen før i næstsidste øjeblik. Den ligger og simrer altimens jeg iagttager omgivelser og reaktioner der alle har med emnet at gøre.

Nej – jeg siger ikke hvad jeg skriver om. Det må vente til fødslen. Der er ikke noget barn før det er ude i verden!

Og imens jeg går svanger kommer der flere små sedler i æsken, flere indfald i notesbogen og flere praktiske opgaver der skal afvikles.

So be it.