Tankespind om livet med internet

Der var engang, for mange år siden, da internettet endnu var helt nyt og ukendt for os almindelige mennesker.  Computere var store kasser – en station med maskinrummet, en lille skærm i en kæmpekasse med billedrør, et tastatur og en mus, og en printer. Alt koblet sammen med ledninger i tykke fletninger. Harddisken havde 20 MB lagringsplads. ja, du læste rigtigt – tyve. Megabyte. og 512 kb (kilobyte) ram… og det var endda meget.  I dag kan vi næsten ikke klare os uden mindst 500 gigabyte harddisk og 8 gigabyte ram – og det er endda i underkanten. Nu tæller vi i terabyte. Hvad siger du? Billeder og videoer? Nej – det kunne man ikke…

Mange år siden er lig med 1996. Og jeg var en af firstmoverne med at være på internettet. Det skete over et modem forbundet med fastnettelefonlinjen, hvor det tog et minutstid at blive koblet på nettet. Først hørte man lyden af indtastningen til et internet-telefonopkoblingsnummer, så kom der nogle andre lyde og så var man på.  Google var ikke opfundet endnu. Det var en søgemaskine der hed “Alta Vista”, der betyder noget i retning af  “udsigt fra et højt sted”. Og så kunne man ellers søge… hvad der nu var. Og det var ikke meget. Og mens vi var koblet på nettet, kunne telefonen ikke bruges. Mobiltelefoner fandtes ikke.

Jeg fandt en lydfil på youtube –  – ja sådan lød det når internettet blev koblet på. Det er helt nostalgisk.

Iøvrigt betalte man telefontakst plus noget mere for hvert minut man var på nettet, så det blev ikke til lange søgesurfture derude. Men der var jo heller ikke så meget at komme efter

Den første computer jeg kom i berøring med var ikke min. Det var en vi anskaffede på mit arbejde da jeg var sekretær for en advokat.  Jeg plagede for maskinen til han gav sig – jeg VILLE have den til kontorbrug – den kunne faktisk kun bruges til at skrive og gemme filer – og spille pacman eller kaper.  Det var i 1986 – længe før internettet blev allemandseje – og jeg overtog den privat nogle år senere, da firmaet lukkede.  Om det var den samme vi brugte til det første internet ti år senere, kan jeg rent faktisk ikke huske…  det lyder usandsynligt…

Da min søn blev nonfirmeret i slutningen af 90erne, fik han sin helt egen pc. Da var prisen faldet til det halve og harddisken steget mangedobbelt. Den var ikke blevet mindre, rent fysisk, siden den første, men den havde langt større kapacitet og var såkaldt “fremtidssikret”. Det skulle så vise sig slet ikke at være tilfældet. Intet har siden kunne holde mere end få år, før det var håbløst forældet. Men der blev spillet Fifa for fulde gardiner på drengeværelset. Det var på en floppydisk – eller var det cd-rom?. Siden afløstes skrumlerne af bærbare, engang i begyndelsen af Nullerne. Det var en revolution. Vi havde hver sin og kunne nu komme “på nettet” som det mest selvfølgelige.

Siden dengang har pc’en og internettet været en fast bestanddel af livet og hverdagen. Både på arbejde og privat. Jeg har altid følt mig som en der var på forkant med udviklingen, og været en såkaldt superbruger.  en god ven og it-nørd hjalp mig i starten og lavede endda mit første primitive, astrologiprogram. Det var dengang styresystemet hed DOS, skærmen var sort og skriften grøn. Siden Windows kom til,  har venner og familie brugt mig som konsulent når deres maskiner drillede. Jeg synes det er sjovt at nørde med de mere avancerede ting på brugerniveau.  Det har været let for mig at finde ud af de forskellige systemer og indstillingsmuligheder i hvert fald op til Windows 7. Mine hjemmesider har jeg altid selv lavet, ud fra de muligheder webhotellet stillede til rådighed.

Men jeg føler at jeg er ved at sakke bagud.  Nu går det så hurtigt, at jeg slet ikke kan følge med.  Der er simpelthen så meget jeg ikke kan gennemskue – hvor ryger det hen? Hvem kan se hvad?  osvosv. Som du måske har bemærket, så er der ingen kommentarmulighed på bloggen her. Det er fordi det er alt for meget at sortere i  kommentarer, der måske slet ikke er reelle fordi det er spam eller trolls – og hvad har vi…

Når jeg ser de yngre generationer håndtere de her ting, så bliver jeg så imponeret over den uforfærdede lethed de navigerer i det med – og kommer til at føle mig smågammel og småparanoid over følelsen af at miste kontrol. Men det er nok bare indbildning.

Jeg er på Instagram Ja, – men jeg slår sjældent noget op – jeg er der kun for at kunne følge andre. Facebook har jeg været med på fra starten – også der har jeg droslet gevaldigt ned på aktiviteten.  På Twitter har jeg også en profil og har opdaget at de har en langt højere kvalitet end Facebook – forstået på den måde at der er meget bedre flow og langt færre reklamer…  jeg slår ikke noget op selv – ingen jeg kender bruger Twitter, så det er lidt omsonst.  Jeg følger astrologer, nyhedskanaler og enkelte politikere mv.  – og med gode filtre så man kan inddele sin nyhedsstrøm i forskellige kategorier – så kommer det hele ikke i en uordentlig bunke. Twitter virker langt bedre end Facebook, som jeg oplever som stagnerende – eller endda døende.

Hvad jeg ville sige var, at internettet er blevet et stort kaotisk virvar og det er bare om at holde tungen lige i munden, sørge for sine sikkerhedskoder og tofaktorlogin, holde øje med falske mails og datafiskere, og ikke vide sig sikker på om uvedkommende kan bryde ind i den “personlige computer” der slet ikke er så personlig mere… (var der en der hviskede “stressfaktor”?)

Pyha – den gamle FirstMover, føler sig pludselig som LateComer…

Min bogsommer anno 2018

33 grader under parasollen på altanen. Det er umuligt. Det kan jeg ikke. Vil ikke. Kryber indenfor i skyggen med ventilatoren på højeste gear.  Jeg er ikke skabt til varmegrader af den kaliber.  Sveden hagler af kroppen ved den mindste bevægelse.  Hjernen smelter ned. Vanddunken fyldes gang efter gang.  Suppleres med iste, iskaffe… og is. Et koldt, fugtigt håndklæde køler nakken.

Jeg må ikke have været rigtig klog, men besluttede at tage afsted til Antikvariatet i den store stygge storby. De har en bog jeg mangler (læs: ønsker mig) og som har været udsolgt i mange år. Så afsted med mig. Det er ellers sjældent jeg vover mig ind i stadens vrimmel på en lørdag – der er alt for mange mennesker… og det er alt, alt, alt for varmt.

Men høsten var god… jeg fik min bog. Plus et par stykker til. Min glæde ved bøger er intakt, kan jeg konstatere. Længe har jeg kun læst bøger elektronisk – eller hørt dem læst op. Og jeg har luget ud i bogreolen i flere omgange på det seneste. Men der er altså alligevel ikke noget der kan slå en papirbog.

Så nu har jeg samlet en lille bunke af de bøger jeg vil læse i sommer – nogle er ambitiøse, andre i den lettere ende, alle har nogle  år bag sig. Faktisk gider jeg ikke nyudgivelser – det er ligesom de ikke har fået sjæl endnu. Kommercielle bøger der hypes i medierne interesserer mig slet ikke.

Djuna Barnes (1892-1982) skriver i et sprudlende og blomstrende sprog, historien er på en måde uvæsentlig – det er hendes unikke stil jeg går efter.
Emma Tennant (1937-2017)  er ny for mig. Hun skriver bøger bygget over andre forfatteres karakterer og bruger deres navne… Mrs. Hyde og Ms. Jekyll? Hvad mon de er for nogle?

Og så er der de astrologiske bøger –  ikke alt er hyggelæsning. Harmonier i Astrologi er ambitiøs – den tror jeg må vente til temperaturen er faldet drastisk. Den, og så The Predicition Technique.   Så det bliver vores navnkundige astrolog Christian Borup jeg vil divertere mig med under sommerhedebølgens astrologistudier.

Det er lørdag, sidst  på eftermiddagen. Nu er det næste spørgsmål bare… hvilken bog skal jeg læse først? I gamle dage, da min hjerne var yngre og mindre belastet, kunne jeg have flere bøger i gang samtidig… den trafik går ikke mere. Nu hedder det “en ad gangen og langsomt” – ellers ryger hukommelsen.

Men allerførst – isafkøling… Nu… Straks…!

 

Skærtorsdagsskvalder

Solen og Saturn ligger i kvadrat til hinanden -perfekt til en dag bag støvsugeren. Og det sner stadig. Vinteren vil simpelthen ikke slippe sit tag. Jeg går i en sær stemning af – ja hvad?  Det er en stemning jeg holder meget af.  Det er noget med klarhed og melankoli. Det er noget med te og stearinlys – når rengøringskonen kan holde fri.  Jeg kom til at falde i staver over gamle dagbøger og fandt en fra 2008 med billedet af en rynket, lattermild kones ansigt.  Hun blev min “samtalepartner” engang jeg dyrkede shamanistiske visualiseringer mere end jeg gør nu.  I de senere år er shamanismen gledet ud til fordel for astrologi og jungianske studier. Jeg har lyst til at invitere hende, den vilde kvinde, tilbage.

I den samme dagbog lå der et notat  fra en tidligere kæreste, der havde testamenteret sine filosofiske bøger til mig. Han døde i 1993.  “Læs den der hedder Gud og Videnskaben” skrev han. Jeg læste den så – i 2008. Årtierne flyder sammen. Om jeg læser noget det ene eller det andet år har ingen betydning. Fortid, nutid og fremtid eksisterer samtidig – hjernen (eller bevidstheden) skelner ikke. Måske skulle jeg læse den igen…

Melankolien følger måske af at det er skærtorsdag og i morgen langfredag.  Da jeg var barn, var det to meget stille dage. Især langfredag.  Alt var lukket. Biografer, butikker, kiosker, tankstationer. Alt. Man kunne høre støv falde til jorden, så stille blev der. Vi skulle mærke på egen krop at Jesus blev korsfæstet og døde en langsom død…  Det sidder stadig i blodet. Timerne snegler og eftertænksomheden er uundgåeligt forstærket.

“Gud og Videnskaben” er en samtale fra 1991 mellem en religionsfilosof og to astrofysikere om universets oprindelse – naturvidenskaben – kontra bevidsthed og ånd. En hed diskussion som jeg dengang var meget optaget af. Jeg tror på evolutionen fordi den er fysisk synlig i verden. Og – jeg tror på en bevidsthed hinsides det fysiske og at den kan sanses – hvis man giver sig hen til det i psykisk-mentale øvelser som meditation og yoga – og stille eftertænksomhed.

Jeg ved ikke hvor jeg vil hen med det her. På engelsk har de et udtryk der hedder “ranting” – tom snak i en lind strøm. Internetordbogen oversætter det til “fantasmer”. Ikke et godt udtryk… slog det op i den store røde engelsk-dansk ordbog og fandt oversættelsen “skvalder”.

Det er bare en stille skærtorsdag og jeg har gjort rent i hele hytten. Klar til familiefrokost. Langfredag er ikke hvad den har været… heldigvis.

Jeg må have fat i den vilde kvinde… og skvaldre lidt videre med hende!

 

Sluk lyset!

DR2-Dagen havde den 27. november 2017 et indslag om hvordan verden er ved at drukne i lys, efter at glødelampen er forsvundet og erstattet af LED-lys. De taler endda om lysforurening, der skader alle levende væsener.  Nattedyrene mister orienteringen. Menneskers søvnrytme forstyrres.  Og vi mister muligheden for at se himmelhvælvet, stjernerne og vores Mælkevej.

Billedet herover er taget med  ipadappen Star Walk, der simulerer stjernehimlen i realtid.  Når jeg her til aften peger ipaden mod vest fra min altan i Lyngby, viser den hvad jeg  ville få at se hvis lyset i byen blev slukket. På en klar nattehimmel, kan jeg normalt se  de klarest lysende stjerner og planeter – men ikke mælkevejen eller svagere stjerner.   Når juletidens lyskæder tændes i træer, buske, hække, på altaner, i vinduer og hele huse – bliver selv de klareste stjerner endnu sværere at få øje på.  Vuggevisen “Nu tændes der stjerner på himlens blå” – bliver en uforståelig abstraktion -“farmor… hvad er stjerner for noget?”  Vi mister magien, underet, ærefrygten.

Jeg elsker mørket og stjernehimmelen.  Jeg elsker også byen – men det ville være fantastisk hvis vi kunne droppe overflødigt kunstigt lys, så vi ikke skal rejse  langt udenfor byerne for at få evnen til at se i mørke tilbage og opleve kontakt med universets uendelighed.

Det koster ikke  noget at ønske…

 

 

Endelig normaltid igen

 

Søen er mørkeblå, sollyset gult på en gylden måde som det fejer med blæsten hen over træernes nu næsten nøgne grene. Parat til den kommende vinterkulde, frost og sne. Hvis det da kommer i år. Det kan vi ikke vide. Det er sidste søndag i oktober. Min yndlingsårstid og yndlingsdag hvor urene er stillet tilbage til normaltid. Endelig passer lyset med tiden igen. I Europaparlamentet – forlyder det – bliver der så småt pippet om at afskaffe sommertid og bevare den samme tidsregning året rundt. Visse og somme pipper om at bevare sommertid året rundt – det giver slet ikke mening i forhold til de astronomiske forhold der siden urtiden (!) har skabt den måde vi beregner tid på: solens position på himlen.

Solens position i dag er 6 grader skorpion tæt fulgt af den generøse Jupiter i 4 grader skorpion. En fyldig konjunktion, ikke en der lover fest og farver, men en der åbner for kanaler til de ubevidste områder af psyken – en invitation til kontakt med det numinøse.

Skorpionen fortæller at det ikke i himlen eller ude i verden du finder det guddommelige – det er inde i dig selv. Og derfra projiceres det guddommelige ud på omverdenen.  Jeg ser en mørkeblå sø, den er guddommelig at skue, jeg får en følelse af fred og enhed med naturen – men søen er ligeglad, den er bare vand, H2O, omkranset af jord. Og søens farve findes slet ikke i søen – den er en afspejling af lysets brydning i jordens atmosfære. At jeg tillægger den blå sø guddommelighed, har ikke noget med hverken søen eller himlen at gøre. Det har med mig og min oplevelse af det at gøre.

Skorpionen er et introvert tegn. Indadvendthed er ikke det samme som egoisme eller selvcentrering. Indadvendthed er evnen til at opleve livet indefra, som følelser, fornemmelser, anelser, fantasier, visioner, intuitioner og drømme. Skorpionens mennesker ser bagom, nedenunder, kender det skjulte, hemmelighederne. Og er gode til at holde på hemmelighederne. Måske også for gode – der skal meget tillid til, før en skorpion giver noget fra sig.  Detektiver, spioner og hemmelige agenter kommer af skorpionmateriale.

Jeg har selv en fascination af det skorpionske – måske fordi jeg har solen i tyren der er det modstående tegn. Det gør skorpionen til min skygge, min modpol. Når solen på denne årstid går gennem skorpionen, stiger lysten til at undersøge fortiden, slægtstrådene, trække hemmeligheder frem, skrive erindringer. Og jeg får tilskyndelser til indre samtaler med drømmebilleder, skygger og komplekser.

Men nu er jeg vist kommet på afveje. Det er bare en solbeskinnet søndag i oktober. Stormen Ingolf har raset på vestvendte kyster i nat. Klokken er ægte 12 og ikke fake 12. Normaltiden er kommet tilbage og solen er i skorpionen indtil den 22. november.