Velsignet være den længsel…

“Velsignet være den længsel, der førte dig her til”, sagde pilgrimspræst fra Viborg, Annette Foged Schultz i sin prædiken 2. pinsedag i Odense Domkirke, da 200 pilgrimme samledes efter tre dages vandring over Fyn.

Vi skriver år 2012 efter Kristus. Jeg føler mig fanget mellem to poler – har anfægtelser. Opvokset i en familie, hvor min far var afhopper fra en strengt indremissionsk opdragelse og min mor grundtvigiansk frikirkebarn. Begge var de teologer og blev præster i folkekirken – på trods af, at de havde en drøm om at blive højskolefolk. Jeg mærkede en tydelig splittelse mellem tro og viden, mellem inderlighed og yderlighed. Mellem dogmer og fritænkning. Det har for et barn, været nærmest umuligt at finde ud af, hvad der var “stuerent” og hvad der ikke var, når den ene forælder lagde hele sin sjæl i en bøn, og den anden studerede teksterne kildekritisk. Begge sider er prentet i mig, på godt og ondt.

Min vej, har siden jeg var teenager, til en vis grad været funderet i newage – uden at jeg nogensinde har bekendt mig til nogen sekt af nogen art – ubevidst belært af mine forældre om at sekter er af det onde. Men mit liv har været spækket med astrologi, clairvoyance, håndlæsning, indiske og andre guruer, selvudvikling og spirituelle øvelser i en uendelighed. Emner som der blev set på med en vis overbærenhed og som noget “der nok gik over”.
Det gik ikke over. Min vej har været drevet af en længsel. Jeg ved bare ikke efter hvad. I det ydre har jeg stræbt efter at gøre det forventede, i form af uddannelse og arbejde, fornuft og videnskabelig tankegang. En overgang læste jeg endog teologi, men fandt det så sjælsforladt, at jeg ikke kunne se mig selv i det. Studier i teosofi har heller ikke gjort det lettere – det blev også til dogmer. I det indre har jeg søgt efter den ledestjerne, der ville vise vejen til “det virkelige liv”.

Aha. Det virkelige liv, skal altså ikke søges udefra? Det har jeg længe været klar over, men ikke erkendt fuldt ud.
Spirituelle øvelser, meditation, yoga, troslære og eksistensfilosofi på alle tænkelige planer, er gode redskaber i søgningen og som en praksis i hverdagen – fordi det gør godt. Men det har foreløbig ikke givet svar på længslen. Ligesom religiøse dogmer – kristne eller andre – heller ikke har gjort det. Tværtimod – de fastlåser i bestemte opfattelser, fremfor at frigøre.

“Velsignet være den længsel, der førte dig her til” – måske er længslen i sig selv målet og vejen? Måske er der slet ikke noget mål, eller noget at længes efter. Måske er det her, hver eneste dag hvor livet er, at længslen skal leves, mærkes og velsignes?

Længsel driver min vej – fra sted til sted. For hvert mål jeg når, forsvinder længslen. Men en ny dukker straks op. En ny længsel der giver næring til nye veje at gå, til nye erkendelser. Kan det blive mere enkelt?

“Velsignet være den længsel, der førte dig her til.”

Min indvielse i det shamanistiske univers

Det var en råkold morgen i november 2003. Pendlerne stod tæt på Odense Banegård og frøs med deres attachetasker, mapper og mobiltelefoner De var nok allerede på arbejde. Toget kom med nogen forsinkelse og folk blev ligesom suget hen mod dørene og masede på for at komme først ind. Der er jo altså bare nogle der skal UD først – og de må så mase sig den modsatte vej gennem menneskemylderet. Hvorfor kan folk ikke bare gå til side og gøre plads? (Det her var før DSB satte opdragende skilte på dørene – først ud, så ind). Nå, men jeg kom ind i toget og fandt min plads i stillekupeen. Jeg holder meget af stilhed og har ikke lyst til at høre på andres højtråbende og distraherende mobilsnak. Toget satte sig snart i bevægelse og jeg var på vej. Jeg smed gummistøvlerne, som jeg havde taget på i stedet for at pakke dem ned i min lille weekendtaske, og betragtede landskabet der susede forbi udenfor vinduet. Egentlig var det vel mig der susede forbi landskabet. Der lå en let tåge over det hele derude. Verden var drømmeagtig og uvirkelig. Præcis som mit sindelag den morgen hvor jeg var på vej for at møde en shaman i Nordjylland.
Seks timer senere steg jeg ud af toget på Hjørring station hvor jeg blev modtaget af min veninde, kunstneren Jane Bøgelund Pedersen. Næste morgen tog vi sammen til Frederikshavn i spændt forventning om den forestående weekend.
Hos Erik Abrahamsen
Vi fandt adressen efter en lille spadseretur gennem Frederikshavns gader. Et lille baghus, der nok tidligere havde været et værksted og nu tjente som værksted af en lidt anden art. Der duftede dejligt af kaffe da vi trådte indenfor i den lille entre der også var indrettet som tekøkken – døren til venstre stod åben og afslørede et lille rum med to rækker madrasser med beige vinylbetræk, der lå på gulvet. En ikeareol med brochurer og bøger ved endevæggen, et lille spisebord med klapstole omkring. En duft af røgelse blandede sig med kaffen. Lys var tændt på et lille alter ved den modsatte væg. Der var fyldt med spirituelt nips og billeder af mestre og guruer rundtomkring på væggene – ikke lige min kop te, stilistisk set. Der var ikke meget gulvplads, men det var heller ikke nødvendigt, for det meste af opholdet ville vi komme til at ligge på ryggen med lukkede øjne.
Shamanen hed Erik. En midaldrende, lille venlig mand i blå cowboyskjorte, håret samlet i en lang hestehale. En smøg mellem de nikotingule fingre. Han havde et stærkt og dragende blik. En smule uudgrundeligt, som om han ikke så PÅ os – men igennem os. Bortset fra det, så han ganske almindeligt danskagtig ud.
Vi var en lille gruppe på fem. Efter en kop kaffe og en kort præsentation bad Erik os om, at finde en madras hver og lægge os til rette med vores medbragte pude og tæppe.
Erik instruerer:
Opgaven i den første rejse, er at få kontakt med et kraftdyr. Find i fantasien et sted hvor du kan kravle ind gennem et hul, en hule, en nedgang i jorden eller lignende. Hvis det ikke virker i første omgang, så find et andet sted eller bed om hjælp til at finde et. Hvis du møder nogen, så tag kun kontakt hvis du møder dem igen, gerne tre gange, så kan du regne med at det er en hjælper eller et kraftdyr. Ellers lad det være. Det kan være en der vil prøve dig af. Gør ellers intet. Observer og oplev.
Erik starter en cd med indiansk sang og trommer. Rejsen kan begynde.
I fantasien er jeg ude at gå i en skov. Jeg følger en sti til jeg kommer til en lille huleindgang midt på stien. Jeg forsøger at kravle derind, men kan ikke. Det er kun en halvrund åbning som ikke fører nogen steder hen – ligesom et læsted af kampesten. En bjørn dukker op, snuser lidt omkring mig. Jeg kigger på den og gør ingenting og den lunter afsted igen. Jeg går bagom grotten, men finder ikke noget. Ingen indgang. Ingenting. Bjørnen vender tilbage og står lidt på afstand. Den vender om og går ind i skovtykningen. Bjørnen viser for tredje gang og så er jeg sikker. Jeg beder den om hjælp til at finde en indgang af en art. Bjørnen får mig op på sin ryg. Jeg hager mig fast i dens tykke brune pels. Det er en dejlig fornemmelse at ride på bjørnen. Jeg smelter sammen med den. Det føles meget kraftfuldt.
Vi – for nu er det vi, bjørnen og jeg – kommer længere ind i skovens tykning, hvor en indgang til noget der ligner en gammel mine med bærebjælker og overligger af tømmer, dukker op. Jeg adskilles fra bjørnen og går derind mens bjørnen lægger sig udenfor indgangen. Jeg kommer ind til hulens endevæg af klipper og kampesten og føler mig frem med hænderne i grottens halvmørke. Det ser ud til at jeg ikke kan komme længere, da jeg får øje på en smal sprække imellem to klippeblokke. Der flimrer noget lys. Jeg kan lige akkurat klemme mig igennem og kommer om på den anden side. Overrasket befinder jeg mig nu i en enorm bjerghule, på en klippeafsats tæt ved hulens loft. Jeg ser at der nede i bunden af hulesalen er en kreds af flammer. De bevæger sig rundt som levende væsener i en langsom cirkeldans. Udenfor kredsen ser jeg enkelte andre flammer bevæge sig omkring. De er ikke med i cirkeldansen. Jeg begynder at klatre derned, som om jeg ordløst har fået en invitation. Nede i hulens bund, løfter flammerne mig ind i midten af kredsen hvor jeg bliver båret oppe. De brænder ikke, er ikke varme. De ser ud som flammen på et stearinlys, bare i menneskelig størrelse. Andre flammer ligesom retter på noget ved et energifelt omkring hovedet – jeg mærker at de “nulstiller” mig. Det føles helt fysisk som at falde i hak.
Med et opdager jeg at hulens loft åbner sig. Jeg bliver båret højt op og ud i det fri, svævende, hvor jeg møder en musvåge. Jeg begynder selv at flyve, bliver til musvågen. Jeg er så højt oppe, at jeg kan se jordkloden under mig. Jeg er langt udenfor jordens atmosfære. Overvældende smukt og dejligt. Jeg føler mig uendeligt fri.
Musikken stopper – en klokke klinger – det er tid at komme tilbage…. Jeg lander med et brag på madrassen igen og åbner med noget besvær øjnene på Eriks kalden. De andre sidder allerede op. Erik kigger leende på mig…”Velkommen hjem. Du har sandelig været langt væk.” Der var gået over en time. For mig føltes det som minutter – jeg var slet ikke færdig med rejsen.
Bjørnen og Musvågen blev de første kraftdyr, som hjalp mig på denne første fascinerende indre rejse. På en måde havde jeg det også sådan, at det næsten var en kliche at møde en bjørn, eftersom bjørne “altid” optræder i indianske myter. Det var næsten for let. Ikke desto mindre var det bjørnen der stod der først. Jeg oplevede stor tryghed og sikkerhed i dens nærvær. Flammerne ser jeg som åndsvæsener der skabte et helligt rum for indvielsen, og musvågen et billede på min egen ånd der fik lov at mærke friheden fra den fysiske tyngde, ved at kunne flyve ud blandt stjernerne. Det var en meget berørende og meget virkelig første oplevelse af en anden bevidsthedstilstand.
Dag 2
Jeg ligger på en madras i et baghus i Frederikshavn i selskab med fire andre shamanrejsende. Det er den anden dag af en todages workshop i november 2003. Det er en speciel oplevelse at være på et kursus, hvor det meste af tiden tilbringes liggende på ryggen med lukkede øjne. Der sker ting og sager.
Det er dagens, og workshoppens, sidste session og Erik, shamanen, instruerer:
“På denne rejse skal I have fokus på at skabe forbindelse med jeres helt særlige kraftdyr. Det kan være et af dem I allerede har mødt. Det kan være et andet. Som med de andre rejser, skal I finde et hul i jorden eller en anden form for indgang til jordens indre. Vær opmærksomme på hvad I møder – det kan være forførende at tage den første der dukker op, men det kan være en vildledning. Vent på den rigtige – den vil vise sig mere end en gang. Spørg hvad den vil hvis I er i tvivl.”
Erik starter en tromme-cd og rejsen begynder.
Jeg vandrer ad en støvet markvej hen i mod en bakke med træer, en lille lund. Der er et dybt hul i bakken under et krat. Jeg kravler ind og kommer igennem en smal tunnel og ud i et fremmed landskab, en slette eller prærie. Jeg mærker en uro i mit energifelt og hører Erik sige: “Når du har fået kontakt med dit kraftdyr, så bed det om at rense din aura”. Pludselig ser jeg en stor ulv med en mægtig, tyk og skinnende pels stå med sænket hoved. Den lægger sig ned foran mig. Selv om det er første gang jeg møder den, er jeg overhovedet ikke i tvivl om, at det er den rigtige. Der er et særligt, varmt lys mellem den og mig. Jeg beder den om at rense min aura. Ulven går i opløsning i lyset.

to ulveI det samme mærker jeg, liggende der på madrassen, at hundredvis eller tusindvis af bitte små ulve begynder at flimre rundt omkring mig. De æder simpelthen alle urenheder fra mit energifelt. Det kribler og krabler overalt på og omkring min krop. Også under mig – selv om jeg ligger på ryggen. Det er en fantastisk følelse, der får mig til at le.
På et tidspunkt samler disse tusindvis af småulve sig igen og bliver nu til to store ulve. En han og en hun. De lægger sig på hver side af mig, ovenpå mine arme. Det føles godt og det er tydeligt for mig, at de ligger der for at passe på mig.
Efter en tid standser trommen og klokken klinger. Vi skal nu vende tilbage til vågen bevidsthed. Der er igen gået en god times tid, der føles som minutter.
Så er det at jeg opdager et problem. Jeg er vågen, men jeg kan ikke bevæge mine arme. Jeg forsøger at komme op, men kan ikke flytte mig en millimeter. Ulvene ligger stadig tungt på dem, selv om jeg er lysvågen. De viger ikke en tomme. Erik kommer hen til mig. Han kan se at jeg har vanskeligheder. Så siger han de indlysende ord: “Kunne du spørge ulvene om ikke de kan flytte sig lidt?” Ulvene rykker sig straks en smule, så presset på min krop letter. Jeg kan sætte mig op.
På vej hjem fra Frederikshavn, har jeg en tydelig følelse af at ulvene er med. Der er ikke så mange passagerer i toget på det her tidspunkt, så der er god plads til at de kan ligge ved mine fødder. Underligt at tænke sådan, men så fysisk føles de, at det ville være mærkeligt om der kom nogen og satte sig uden at ane, at de støder ind i mine to nye, pelsede venner.

Jeg mærker ingenting…

“Hvad mærker du lige nu?” spørger terapeuten blidt.
Ja, hvad mærker hun lige nu? Agnes sidder lidt sammensunken i sofahjørnet og prøver at finde ud af hvad hun mærker. Hvordan skal hun svare på spørgsmålet?  Hun griber ud efter en pude og holder den ind mod sig i et stærkt favntag. I tyve minutter havde hun talt og talt og talt, indtil ordstrømmen ligesom ebbede ud og nu er hun helt tom.

Tomhed, det er måske det hun mærker. En mærkelig, ukendt følelse af ingentinghed. Men det er jo ikke noget, netop ingenting. Det kan hun jo ikke sige.

“jeg mærker ingenting”, svarer hun alligevel.
“du mærker ingenting”, gentager terapeuten.

Agnes’ øjne flakker en smule. Hun bliver usikker ved at høre terapeutens gentagelse af hendes egne ord. Havde hun svaret forkert…?

Der går  lidt tid, så siger terapeuten: “jeg ser at dine øjne flakker en smule og jeg ser at du knuger puden hårdt ind til dig og jeg ser at du rokker en lille bitte smule med kroppen. Hvordan kan det være, tror du?”

Tomheden inde i Agnes  afløses af en irritation. Hun er irriteret over at skulle mærke noget, når hun nu ingenting mærker. Hun føler sig udfrittet og frustreret over at hun ikke kan finde det rigtige svar.

Har hun ikke lige siddet og fortalt terapeuten hvilket helvede de sidste tre år havde været. En tid der føltes som at være i en centrifuge, hvor alt liv og kraft var blevet drevet ud af hende som vand der slyngedes af en våd sweater og som havde gjort at hun havde opsøgt terapeuten for at få nogle redskaber til, hvordan hun skulle blive lykkelig igen – og komme videre.  Har terapeuten ikke forstået hvordan hun har haft det, eller hvorfor hun sidder her?  Skal hun absolut pære rundt i hvad hun mærker lige nu – hvad er det hun skal mærke?

“Næ, jeg mærker ingenting”, Agnes kigger ned mod sine arme omkring puden, blikket fortsætter helt ned mod gulvet.

“Knug den der pude lidt mere” siger terapeuten i en opfordrende tone.
Agnes knuger hårdere om puden. Og rokker automatisk lidt mere med kroppen, det ligesom følger med. Det føles kunstigt at knuge pude og rokke krop på den her måde. Men Agnes går med på det – der må jo være en grund til at terapeuten siger det…

…og så er det som om huden sprækker og lyset glimter under hendes lukkede øjenlåg. En bølge, som en krampe fra bunden af maven, op igennem spiserøret til halsen, der snører sig sammen og udvider sig på en og samme tid – som en pulserende gummibold – nakken strammer til som en elastik spændt ud omkring hele kraniet. En høj uartikuleret lyd tvinger sig ud gennem Agnes’ mund og tårerne begynder at strømme ned ad kinderne.

Terapeuten lægger et stort stykke køkkenrulle mellem Agnes’ hænder, der griber det og skjuler sit ansigt, imens hun rokker og græder og græder og rokker. Terapeuten læner sig en anelse over mod Agnes, så hun er nærved og samtidig på afstand, afventende at bølgen trækker sig tilbage.
Et par minutter går inden Agnes retter sig op og glatter puden på skødet, som var det et lille hyggeligt pelsdyr. Hun løfter ansigtet og kigger med forgrædte øjne på terapeuten. Mens et lille forsigtigt smil trækker op og kruser hendes ene kind, tørrer hun sine øjne og pudser næse i det gennemvåde køkkenrullepapir som hun kaster hen i papirkurven.

Der er en fredfyldt stilhed i rummet. Agnes rækker ud efter det glas vand der står på sidebordet, drikker en lille slurk og stiller glasset fra sig igen. Så læner hun sig tilbage i sofaen og fingererer ved kanten af den bløde velourpude hun stadig har på skødet.

“Sikke en masse ingenting du der mærkede…”

Hun skulle jo bare bestille tid

Toves tegninger - Kopi (2)

Agnes står ved køkkenbordet med telefonen i hånden og hørepropper i ørerne. Rømmer sig for at klare stemmen. Tager en slurk af morgenkaffelatten. Den er blevet kold. Hvor svært kan det være? Tænker hun ved sig selv. Hun skal jo bare bestille tid og er lige så nervøs som til en dårligt forberedt eksamen.

Hvordan mon det er at tale med en psykoterapeut? Hvad nu hvis det hele slet ikke hjælper? Hvad nu hvis psykoterapeuten gennemskuer hende, fordømmer hende? Hvis hun ikke bliver troet – det er hun jo så vant til.  Hun synes ikke altid hun bliver taget alvorligt, når hun prøver at fortælle andre hvordan hun har det med sin angst.

Agnes vandrer ind i stuen – piller et par visne blade af en plante og mærker trætheden krybe op over ryggen og ind i hovedet. Hun smider de visne blade tilbage i potten og lægger sig på sofaen. Kigger op i loftet, stadig med telefonen i hånden. Hjertet hamrer og hænderne dirrer. Hun føler sig svimmel og ligesom udenfor sig selv.

Pludselig sætter hun sig op. Kaster et blik på computerens skærmbillede der står åben på sofabordet og taster resolut nummeret ind.  Ringetone. Sveden springer i hendes armhuler og løber ned ad armene.  Agnes kan lugte sig selv – en besk lugt der følger med angsten. Hun trækker vejret hvæsende og i stød.

“Hallo, det er….” en venlig kvindestemme kommer hende i møde. Agnes slapper en smule af – det er en helt almindelig menneskestemme og nu føles det pludselig ikke helt så farligt mere.
Agnes forklarer sit ærinde, lidt i spring og staccato. Mærker i baggrunden af sin bevidsthed at hun må virke usammenhængende og skammer sig. Men psykoterapeuten lytter roligt og spørger lidt ind og siger så, at Agnes kan få en tid i den kommende uge.

Et øjeblik efter er samtalen slut og Agnes kigger forundret på den nu tavse telefon hun står med i hånden. Skulle det virkelig være så pokkers svært, at ringe og bestille tid hos en psykoterapeut?
Agnes ranker lige ryggen, tager hørepropperne ud af ørerne og lægger telefonen fra sig. Så går hun ud i køkkenet og laver sig en frisk kop kaffe.  Nye tider er på vej!

Oplevelse af angst – og vejen ud

Det er i tilløbet man er bange.
Når først man sætter af og hænger i luften, er der ingen angst.
Så har man rigeligt at gøre med at orientere sig og forsøge at sætte foden rigtigt
(Nils Thorsen i “Klangen af et menneske”)

tegning: Tove Brems Albertsen

Når jeg mærker knuden i maven, halsen snører sig sammen, nakken gør ondt, armene smerter og benene forsvinder. Hvad er det så jeg mærker?

Når mit blik tåger og jeg bliver svimmel. Hjertet banker så naboen kan høre det og jeg kan knap trække vejret. Hvad er det så jeg mærker?

Jeg går til lægen og får at vide at der ikke er noget fysisk galt. Jeg får at vide at jeg er sund og rask. Hvad er det så jeg mærker?

Jeg tør ikke gå ud ad min dør. Det er ubehageligt at møde andre mennesker; pinagtigt hvis de ser hvordan jeg har det. Jeg tror jeg besvimer i supermarkedet og undgår at gå derhen. Jeg isolerer mig mere og mere; lukker mig inde i mine egne tanker. Jeg kaster mig rundt i sengen om natten og finder ingen hvile, mens jeg venter på at det skal blive morgen. Jeg har kvalme og trykken for brystet. Jeg tror døden er nær.

Jeg føler mig afskåret fra andre mennesker. Usynlig i mængden. Forstår ikke deres sprog, begriber ikke denne verden. Der er en kappe af gummi rundt om mig. Lyde kommer langt langt borte fra. Sanserne er sløve og lukkede. Jeg føler mig låst inde i mig selv.

Foragten for mig selv følger lige i hælene. Mine værste sider viser sig, og jeg føler ikke jeg har ret til at eksistere. Der er ingen lyst, intet lys, ingen glæde.

Vejen ud af angsten, er igennem den.

Jeg sidder med korslagte ben overfor hende på den store madras. Hun er rolig, afventende. Jeg tørrer mine svedige hænder af på bukserne; min tunge er tør og det påvirker min tale. Sære fornemmelser bølger op og ned mellem halsen og maven. Bølgen bliver hård, stivner og strammer. Jeg får hjertebanken. Brystkassen snører sig sammen.  Jeg er – sammen med min psykoterapeut – i færd med at møde angsten.

Jeg mærker øjnene blive våde og halsen strammer yderligere til. Jeg ånder dybere, hvæsende og med besvær. Griber fat i hendes blik, som en sejler griber fat i søgelænderet, for ikke at falde overbord. Hun sidder på puden, afventende, rolig og urokkelig. Hun rækker sine hænder frem og jeg  griber fat om dem, for jeg har brug for at holde fast. Og jeg mærker at hun holder fast i mig med øjne og hænder. En bølge vælder fra benene op gennem kroppen og kommer ud gennem mine stemmebånd som en undertrykt, dyreagtig brølen. Hun rykker lidt tættere på  og jeg læner min pande mod hendes skulder. Hun slipper mine hænder og lægger armene om mig, ikke trøstende, bare fast!

Flere brøl vil ud gennem halsen. Jeg åbner munden, gaber højt op og hører min egen lyd inde i hovedet og mærker favntaget. Et øjeblik efter er der ro… indtil næste bølge skyller over mig… og endnu en. Det er som en fødsel. Bølgerne er som veer. Smerten er der uden at det gør ondt.

Jeg retter mig lidt op og hun løsner grebet om min ryg. Snot og tårer flyder sammen på mit ansigt og har sat spor på hendes trøje. Hun river et stykke papir af en køkkenrulle og rækker det mod mig. Jeg tørrer mine øjne og pudser næse. Jeg ser ind i hendes øjnes tålmodige ocean og føler mig mødt og tryg.
Langsomt kommer jeg op til overfladen. Det værste er ovre. Grebet om min hals og mave slipper gradvist. Jeg har fat i mig selv igen.

Sammen begynder vi at undersøge indholdet af det voldsomme anfald.
“Angsten er din ven”, siger hun. Den vil fortælle dig noget. Ord og følelser finder vej. Det letter mig at hun rummer det jeg oplever og den jeg er. Og jeg ved at det er i orden. Hun kender mig og jeg er tryg ved hende. Min krop giver efter,  bliver lettere.

Jeg har været ude af mig selv. Det var det, angsten ville vise. Og jeg kom tilbage til mig selv.

Jeg går ud af terapeutens rum og ser venlige mennesker på gaden, hører lydene klart omkring mig. Jeg kan mærke  vindens milde viften og solens varme på mine ophovnede kinder. Det gør godt.

Verden er forandret.
Jeg er forandret.