Hvem er du?

En lille historie fra en forelæsning af jungiansk analytiker og teolog Thomas Patrick Lavin i C.G.Junginstituttet i Chicago i 1995. Forelæsningen kan høres i  “jungianthology podcast” med overskriften “Mythologies of Journey & Pilgrimage”.

Når jeg gengiver historien her, er det fordi jeg synes den giver stof til eftertanke i en verden der er så fokuseret på ydre omstændigheder, det materielle og rationelle i en grad så vi risikerer at glemme andre sider af livet – det mytiske, mystiske og irrationelle. Fornemmelsen af sammenhæng og tilhørsforhold forsvinder, når vi ikke ved hvem vi er, men må ty til titler, etiketter og statussymboler. Jeg selv ikke undtaget.

 

gamle-af-dage
En kvinde ligger i koma og er ved at dø. Hun får pludselig følelsen af at hun bliver taget op til himmelen og står foran dommersædet
– Hvem er du? Spørger en stemme.
– Jeg er borgmesterens kone.
– Jeg spurgte ikke om hvis kone du er, men hvem DU er.
– Jeg er mor til fire børn, svarer hun.
– Jeg spurgte ikke om hvis mor du er, men hvem ER du?
– Jeg er skolelærer, svarer kvinden.
– Jeg spurgte ikke om dit arbejde, men om HVEM du er. Og sådan bliver det ved en rum tid. Lige meget hvad stemmen spørger hende om, er hun ikke i stand til at give et tilfredsstillende svar.
– Jeg er kristen, siger hun tøvende.
– Jeg spurgte ikke om hvad din religion er, men hvem ER du?
– Jeg er hende der går i kirke hver søndag og hjælper de fattige og nødlidende… siger hun i håb om at det så er det rigtige svar.
– Jeg spurgte ikke om hvad du har gjort – men HVEM ER DU?
Det er åbenbart helt umuligt for kvinden at svare rigtigt på et eneste spørgsmål og hun bliver derfor sendt tilbage til Jorden.
Da hun senere vågner af sin koma og kommer sig af sygdommen, er hun fast besluttet på dette ene:

At finde ud af HVEM HUN ER…

 

 

Om Virus og Daimon

“Da alle sjælene havde valgt deres liv, gik de frem til Lachesis. Og med hver sendte  hun den Daimon som han havde valgt, så den kunne våge over hans liv og bringe hans valg til fuldførelse” Platon.

Det er slet ikke så tosset at blive lagt ned af en virus – især da når det værste er ovre og det er muligt at skabe sig en hyggelig rekonvalescens med te, pc og bøger indenfor rækkevidde. Og et vejr der alligevel ikke inviterer til ret meget udendørs ophold.

For en tid får tankerne lov til at gå deres egne kaotiske veje uden indblanding, uden at blive bremset af “bør” eller “skal”.  Det kreative vindue får befriende lov at udfolde sig selv. Og der er ro til at læse i længere stræk: “Koden til Sjælen” af James Hillman, en amerikansk psykolog og psykoanalytiker, der har studeret hos C.G. Jung i Zürich. Jeg finder ham interessant, fordi han vender psykologien på hovedet.

Hvad handler det så om?

FreudSigmund Freud (1856-1939) er stamfader til psykoanalysen og inddelte den menneskelige psyke i et Jeg (Ego) et overjeg (Superego) og et Det (Id), som er illustreret ved et isbjerg hvor kun toppen er synlig – bevidstheden – resten ligger under vandoverfladen – det ubevidste. Drømmene var for ham symboler der afdækker neuroser som følge af seksuelle dysfunktioner.

C.G. Jung (1875-1961) var Freuds samarbejdspartner, men brød med ham i 1913 og skabte en anden Jungforestilling om psyken – stadig inddelt i tre – nemlig det bevidste, det personligt ubevidste og det kollektivt ubevidste, hvor det bevidste er Egoet og det ubevidste omkranser Selvet.  Han mente at menneskets stræben er at finde ind til Selvet for at man kan blive sig selv. Drømmene er den bro der transcenderer grænsen mellem Egoet og Selvet. Han opfandt betegnelsen “arketyper” for de symboler drømmebillederne repræsenterer – symboler der har en vældig gennemslagskraft i psyken.

HillmanJames Hillman (1926-2011) har en anden opfattelse – som han har fået en del kritik for fra det psykologiske og psykoterapeutiske parnas. Han mener ikke at Selvet er EN ting. Det er ikke en entitet adskilt fra resten af eksistensen og vi behøver ikke at lede efter det, for det er der allerede og viser sig – oftest intuitivt –  i flere aspekter af vores væren. Egoet findes ikke. Hans ide er, at vi kommer til verden med et særligt aftryk. Ligesom et agern indeholder potentialet til at blive en eg, indeholder hvert menneske sit unikke potentiale.  Bl.a. Platon har inspireret til denne ide – i slutningen af “Staten” skriver Platon i myten om Er, at vi alle er født med en iboende “Daimon”  der styrer retningen for vort liv. Hillman kalder det i sin bog også for at en skytsengel har givet os vores skæbne med i fødslen – og at vi derfor har valgt forældre og omstændigheder, der bedst svarer til det potentiale vi kommer med og hvor vi kan udvikle os i overensstemmelse hermed – på godt og ondt. Hillmans ide er endvidere, at vi vokser ned – ikke op. Ved fødslen er vi allerede “oppe” – fontanellen er åben og “englen”, daimonen eller hvad vi vil kalde det, har stadig adgang og barnet en vag erindring om hvor det kommer fra. Vi glemmer det, vokser ned og ind i verden efterhånden som vi bliver ældre og får erfaring med at være og deltage i den.

Intet under at konventionelle psykologer ryster på hovedet ad Hillmans fantasifulde ide, hvis de kun ser dysfunktioner og behandling af samme, men ikke ser det usynlige og måske ustyrlige, der også er i mennesket. Babyer bliver født og derfra bliver de præget af forældre og omgivelser – og derfor er de fleste neuroser og dysfunktioner resultatet af forældrenes personligheder og adfærd. Og så fremdeles. En stærkt reduktionistisk tankegang, efter min mening.

Jeg holder meget af mysteriet, af det ukendte og åbne fantasiland.  Fantasi er ikke noget uvirkeligt eller fiktivt – det er ligeså virkeligt og levende som alt andet i verden. Hvordan ville vi ellers kunne nyde kunst, musik, poesi og litteratur?  Hvor tror du historier som Ringenes Herre, Star Wars, Harry Potter, Pippi Langstrømpe kommer fra? Hvor får musikkens mestre deres inspiration fra? Eller malerkunstens mestre?  Fra deres forældre??

Hver gang jeg besøger min psykoanalytiker, mærker jeg min Daimon røre på sig. Her giver min overtilpassede personlighed den lov til at leve og udtrykke sig – det er livgivende, håbefuldt og inspirerende.

Jeg takker den lille virus for at have givet et par dage under dynen, og forsynet for at netop den bog faldt ud af reolen og ned i mine hænder, og for at jeg nu er i bedring og snart skal en tur ned til analytikeren og få luftet min Daimon igen.

Og den ramme lugt af rovdyr

“Bæstet er min fobi som lurer på mig lige uden for havelågen,
og sætter kløerne i mig så snart jeg træder ud.
FOBI. Et dumt,klinisk psykolog-ord. Jeg kalder det Bæstet.”
Niels Brunse i romanen Ramoth-Bezer

Når den kommer snigende op i nakken, helt nede fra rygsøjlens bund. Når den leder tankerne på vildveje og giver sig til at skabe irrationelle forestillinger og handlinger. Når katastrofetankerne bryder ud og går i selvsving. Når den lammer og begrænser bevægelsesfriheden. Når sygdomsfantasierne tager fart og hver en lille kløen det forkerte sted, blæses op til uhelbredelige tilstande og snarlig død. Når selvmedlidenheden kammer over. Når den sociale kompetence fordufter og hjertet hamrer, ørerne hviner og buldrer hver gang telefonen bipper eller reklamenbudet ringer på døren. Søvnløshed og miserabilitet.
Når fremtidsdrømme ikke bliver til noget og talent ikke bliver udfoldet. Når alting falder sammen som korthuse på trods af lyst, evne, vilje og engagement – så er det ikke pga. inkompetence.
At møde omgivelsernes velmenende, udglattende men uforstående råd og reaktioner – pjat med dig – tag dig sammen – det er da ikke noget at være bange for – bare se at komme afsted – det kan du sagtens klare – og mærke at en del af disse reaktioner faktisk også kommer inde fra, som mors tørre stemme, båndsløjfen som det er umuligt at slette. Og ja, hvor svært kan det være at gå i Netto?

Så svært!

Godt at blive mødt i, at det faktisk er en kamp at overvinde den der grå, klæbrige masse hver dag. Hundesvært for dem der kun kender til frygten for edderkopper, at forstå, at der er en skjult indre selvsabotør og at det kræver en kraftanstrengelse hver gang at tale den imod! Det lykkes undertiden. Undertiden ikke, men udmatter som en borgerkrig. Kroppen gør ondt. Smertekroppen smerter ekstra.

Undertiden fordamper den på mystisk vis og det er umuligt at forestille sig hvordan det kunne være så svært, da den var der. At trække vejret frit og mærke hjertet slå roligt og regelmæssigt. Være i verden igen med glæde og entusiasme. Indtil den pludselig slår ned igen, som en kold klo i nakken, som blækspruttearme der holder fast. På Plads! Som en hund der skal dresseres. Hjertet hamrer. Jorden forsvinder gyngende under fødderne og snurrer rundt. Som et jordskælv. Fryse. Tøjet drivvådt af sved – og så den der ramme lugt af rovdyr…

 

Sidde stille, intet gøre

P1010865Sidde stille
Intet gøre
Græsset gror

Når hovedet er fyldt af tanker, ideer og ugjorte gøremål. Når verden brænder under fødderne og følelserne overvælder dig. Så er der en vej.

De ugjorte gøremål vil, når de er gjort, kun blive erstattet af nye. Det bliver aldrig anderledes. Der er altid gulv at støvsuge, opvask at ordne, indkøb at gøre, ting at rydde op, seng at rede, tøj at vaske. Du kan give Dig selv tid og ro til de daglige og ugentlige ritualer. Du kan forholde dig nærværende, i kontakt med dig selv og øjeblikkets handling.

Det bliver zen.

De myldrende ideer og tanker, kan stilne, når du lader dem være uden at skulle handle på hver enkelt af dem. Det kan ske at kroppen bliver urolig, spændt og smertende. Åndedrættet hjælper på vej og lader nervesystemet falde ind i øjeblikkets ro.

Det bliver zen.

Verden trænger sig på, gennem utallige skærmes nyhedsstrøm og gør dit sind uroligt. Hvordan kan du hjælpe? Hvilken sag skal du brænde for? Hvad kan du gøre? Hvem skal du stemme på? Hvordan skal du reagere?  Slukker du for skærmene og vender blikket mod dit eget indre, mod øjeblikkets stilhed.

Bliver det zen.

Sammen med mennesker bliver du grebet, begejstret, kærlig, irriteret, sorgfuld, forventningsfuld, bange, forundret, vred, inspireret, nervøs, træt, energifyldt, drænet for kræfter. Når du forholder dig undersøgende, nærværende og åben og uden forventning i øjeblikkets møde, bliver du mindre overvældet.

Det bliver zen.

Sidde stille
Intet gøre
Græsset gror

 

 

 

Et glimt af nåde

“we let the physical world rule us
and then let our emotions react to the physical.
But it is really the other way around.”
Anita Moorjani

Organismens fint afstemte system stræber konstant efter balance.  Ideelt er det sådan, at når du er sulten, vil du finde noget der kan stille din sult. Balancen er genoprettet. Når du er ensom, vil du søge kontakt med andre. Når der har været for meget kontakt, vil du søge ensomheden igen. Når du fryser, klæder du dig varmt på og når du har det varmt, smider du det overflødige tøj. Så enkelt er det.

Er det mon ikke sådan, at vi alle længes efter en tilstand, hvor alt bare er rigtigt, faldet i hak, sandt og godt og i balance? Er det mon ikke sådan, at vi for det meste søger efter at komme væk fra sorg og smerte? Det bliver til en konstant søgen efter midler udenfor os selv:  Denne partner gør mig hel. Dette arbejde gør mig hel. Denne ven gør mig hel. Dette hus, dette sted, denne religion gør mig hel. Denne måde at se ud på gør mig hel. Og fuldkommen. Og perfekt. Og glad.

At være et menneske af kød og blod, er allerede en perfekt og fuldkommen tilstand – af ufuldkommenhed og mangler. Når du begynder at indse det, har du banet vejen til accept og fred og kærlighed til dig selv. Du begynder at komme hjem, blive hel.

En gang for ikke så længe siden fik jeg en forunderlig oplevelse, et glimt af helhed:

Det var en tidlig forårsmorgen jeg kom cyklende hen ad en lille sidevej på Tåsinge. Der var et gyldent sollys og duggen glitrede over markerne. Et smukt syn og en dejlig, varm fornemmelse fyldte mig med glæde. Pludselig mærkede jeg hvordan omgivelserne udvidede sig og ligesom trådte i baggrunden. Det var en følelse af, at være centrum i en cirkel eller boble.

Jeg sansede hvordan alle mine følelser var til stede samtidig og ligesom omsluttede mig inde i boblen. Jeg kunne række ud efter snart den ene, snart den anden – gå ind i en følelse og ud af den igen. Jeg så og sansede vrede, irritation, angst, glæde, sorg, skyld, anger, afvisning, afsky, begejstring, ja det hele, ligge tæt side om side som utroligt smukke, forskelligartede og sære former og farver omkring mig.

En umådelig følelse af frihed ramte mig da jeg indså dette:  Alle følelser er til stede og tilgængelige inde i os alle, samtidig og hele tiden. Det er altså ikke nødvendigt at blive hængende i negative og destruktive følelser og reaktioner – en lille frekvens- eller fokusændring kan føre dig tilbage til glæden inde i dig selv og fra dig selv.

Oplevelsen varede blot få sekunder men har ændret min opfattelse af hvad følelser er og kan – det var et glimt af nåde!