Tankespind til Selvet

Et spørgsmål jeg af og til stiller mig selv er:  “Hvorfor gør jeg det?”

For det meste er det let nok at svare på. Især når det handler om noget så basalt som hverdagens gøremål, om helbred og tryghed. Så er flere af svarene selvindlysende.

Jeg spiser for at holde mig i live – og for nydelsens skyld.
Jeg sover for at restituere krop og sind.
Jeg holder mig selv og mine omgivelser rene, fordi det højner selvværdet.
Jeg dyrker yoga for at holde kroppen bevægelig – og sindet med.
Jeg er sammen med mennesker, fordi de inspirerer og holder mit sind åbent.
Jeg afviser at opholde mig hvor der er trængsel og støj, fordi det stresser.
Jeg hører musik for at komme i en bestemt stemning eller ændre en stemning.
Jeg fotograferer, fordi et vellykket billede er som et kick, jeg kan blive helt høj af.
Jeg skriver fordi det kan virke forløsende på konflikt- og kompleksstof i psyken. Og fordi jeg ikke kan lade være.
Jeg deler ideer, tanker og følelser med andre, for ikke at være alene med dem og i håb om at andre kan spejle sig ligesom jeg spejler mig i andres.
Jeg studerer astrologi, for at finde en slags orden i det kaos livet er.
Jeg mediterer for at holde sindet i nogenlunde balance (men – at have et mål med meditation er en selvmodsigelse. Meditation er selve målet).

Hvad så med de ting jeg gør, uden at vide hvorfor?
Ja, det er et rigtig godt spørgsmål, som jeg måske engang finder svaret på – måske når jeg er holdt op med at gøre dem… eller når de svar jeg troede sande, har løftet sig til nye svar, nærmere sagens kerne.

Og nej – dårlige vaner og mønstre med ubevidst indhold, holder jeg for mig selv…  men tro mig – de er der!

Og så til sidst: hvorfor skriver jeg dette blogindlæg?
Svar: fordi jeg sad ved morgenkaffen og funderede over ordet “hvorfor” og fik lyst til at dele tankerne. Og netop ordet “lyst” er centralt for alle “hvorfor’er”. Hvis ikke det er lysten der driver værket – som klicheen hedder – hvad skulle det egentlig så være?

Funderingerne fortsætter i enrum.

En hyldest til mindful yoga

Når kroppen føles tung som kampesten, ubevægelig, urokkelig, låst og stiv, mens brændingen slår imod, som følelserne, der bare  preller af – når sindet og kroppen er splittet og jeg har mistet følelsen af sammenhæng…  så er der en vej til integration. Jeg går til Yoga.

Yoga er i de senere år blevet en kropsdisciplin, som alle kan gå til på aftenskole eller i private yogacentre. Og det er jo dejligt!  Jeg har gået til yoga flere steder gennem årene og set forskellige typer. Det bedste er små hold med god kontakt mellem deltagere og underviser. Jeg gik engang i et fitnesscenter med 30 mennesker på hver sin måtte, uden nogen form for dialog med underviseren og til lyden af spinningcykler og vægtløftermaskiner fra de tilstødende lokaler – det var ikke yoga for mig.

Så jeg søgte andre græsgange og fandt frem til Mindful Yoga. Og der har jeg været siden 2014.  Vi er et lille hold, der mødes en gang om ugen i godt to timer,  med en yogalærer – Jeanne Löwe Lindberg – der foruden at være yogalærer også er psykoterapeut. Og det er god yoga at have en underviser der af egen erfaring ved, hvordan krop og psyke hænger sammen.

Yoga er et sanskritord der betyder noget i retning af “at sammenføje”.   I yogatimerne sammenføjer vi det fysiske med det ikke-fysiske, krop med sind og ånd. Der er intet religiøst i det,  men der opstår – for mig – en følelse af enhed, helhed og nærvær.

Når jeg bevæger kroppen og dvæler i forskellige stillinger, strækker, bøjer, forlænger led og muskler, sætter jeg også en bevægelse i gang der er mere end blot fysik. Det er bølger af følelser og fornemmelser der strømmer i kroppen.  Er du ikke vant til at mærke følelser, kan det til en begyndelse virke skræmmende – fordi det du mærker måske forbindes med sorg, at være ked af det – men det kan også være berørthed og glæde der bringer tårer – eller et udbrud af latter – frem.

Vi indleder altid med en runde. Hvad er du optaget af, hvordan har du det for tiden, hvad har du brug for at give din krop.  Vi deler sorger og glæder på holdet, uden at der skal gives gode råd eller forsøg på at hjælpe og fikse noget. Det at italesætte følelser og oplevelser her og nu, i passende omfang, er som regel nok til at det indre pres letter.  Når vi deler vores menneskelighed, føjer vi os sammen til en healende helhed. Det er nemlig også yoga, at interessere sig for, og være vidne til, hvad der sker i andres liv.

En dag, kort før jeg skulle afsted til yoga,  fik jeg en sms fra yogalæreren. Alle på holdet havde meldt afbud, så der var kun mig. Hun ville ikke aflyse, men foreslog at gå en god lang tur sammen – bare os to.  Jeg omorganiserede lynhurtigt min påklædning til udendørs travetøj, og så afsted. Det blev til  7 km intens walk-and-talk-yoga afsluttet med en tår kaffe ledsaget af en økologisk flødebolle :-). Vi fik ordnet meget på den tur, føjet ord sammen der gav mening og ny energi.

Jeg vil gerne have flere yogatraveture med andre yogier, hvor vi kan tale sammen et stykke af vejen og gå i stilhed et stykke af vejen – for det giver også mening bare at være til sammen, uden at behøve sige noget.

Jeg følger et yogaprogram på youtube.  En halv time hver dag gør underværker når fornemmelsen af kontakt mellem hoved og krop svigter – dvs. at hjernen, nervesystemet, er overbelastet så evnen til  at mærke hjertets bevægelse bliver mindre. Når det sker, får jeg en følelse af at være splittet, fragmenteret, dissocieret. Alting føles ligegyldigt. Koncentration, hukommelse og skriveevne er nedsat, ligesom kontakten til mine nærmeste forstyrres. Jeg bliver dårligt selskab for mig selv og for andre – og det er selvsagt ekstremt ubehageligt. Her kan intens daglig yoga være en hjælp, så balancen genoprettes, hoved og krop forenes.  Igen: yoga betyder at føje sammen!  Det er godt at gøre derhjemme på daglig basis -men timerne sammen med de andre yogier er mest givende.

Jeg oplever at være mere i balance efter hver yogasession – og balance er den bedste religion jeg kender. Trefoldigt leve for kontaktfuld, mindful yoga!

Om at være intuitiv-føletype

“Skulle jeg lave en facebookside “For os der er mærkelige”, bemærkede jeg kækt hos min psykoanalytiker, da vi -igen – havde talt om det at være  intuitiv-føletype. Hendes respons kom prompte: “mærkelig” er måske ikke det rigtige ord, “anderledes” kan heller ikke bruges. At være en intuitiv-føletype, er  ikke  mærkelig eller anderledes. Det er tvært imod  en ressource!  Jeg mærkede tydeligt hendes irritation…  eller nej – jeg mærkede min egen skam, da jeg indså at jeg var røget i den sanse-tænkende verdens offerfælde. Igen.

I vores del af verden, er det udadvendte, handlende og resultatsøgende – det sanse-tænkende menneske – i forgrund fordi de er mere synlige i samfundet, i medier, politik og erhvervsliv. Intuitive-føletyper anerkendes ikke rigtig – undertiden vistnok heller ikke af os selv (og det må vi gøre noget ved) –  og nogle ender med diagnoser som  stress, depression, add eller udefinerede personlighedsforstyrrelser.

Når singulariteten – tyngdepunktet – ligger i den sanse-tænkende polaritet, så vil det accelerere i det uendelige, medmindre vi flytter tyngdepunktet til et mere afbalanceret sted og gør plads til intuitivt-følende på lige fod med de sanse-tænkende.  Men vi bliver lige nødt til at forstå hinandens forskelligheder og ressourcer for at nå dertil. Det tager tid.

Jeg tygger videre på begrebet “mærkelig” på vej hjem fra analysesessionen. Analytikeren har sat noget i gang i mig. Noget om os, der i løbet af livet er gået ned med flaget fordi vi har troet – er blevet opdraget til –  at vi burde kunne leve op til krav om omstillingsparathed, robusthed, multitasking og at være “på” hele tiden, opnå resultater, når det kommer til uddannelse, job og karriere. Gør jeg ikke det, men foretrækker mystik, symbolik, astrologi, meditation, indre temaer, der er vanskelige at kapitalisere – så er jeg “mærkelig…?” Nej – på ingen måde! Og jeg oplever en snert af skam, fordi jeg kommer til at tænke sådan og dermed viser disrespekt for mig selv.

Igennem de seneste 15-20 år har vi hørt om “særligt sensitive”, undertiden omtalt i en form, der næsten tangerer en diagnose. Det er det ikke. Det er et andet udtryk for den del af menneskeheden, der er  intuitiv-følende personlighedstyper. Mennesker, hvis livsoplevelse er orienteret indefra, at mærke, ane, fornemme, opfange subtile og usynlige informationer der foregår mellem os, mellem mennesker, mellem natur og mennesker. Det er mennesker der ser verden gennem kunst, musik, digtning, fantasi, kreativitet under enhver form, og spiritualitet.

Intuitive-følemennesker risikerer at bukke under, når vi tvinger os selv til at passe ind i sanse-tænkeres normative systemer i skoler, uddannelsesinstitutioner og arbejde hvor målet er at blive gode skatteydere der bidrager til landets velstand. Det er som at gå i helt forkerte sko. I det lys, er det en katastrofe at musiske fag i skolen er nedprioriteret eller helt fjernet fra undervisningen, til skade for velfærden.

Målet for en intuitivt-følende er ikke resultater eller økonomi – penge er nødvendige og gode at have når man skal bruge dem, men drivkraften er en anden, f.eks. glæden ved at skabe – om det så er en kunstart eller kontakt og nærvær mellem mennesker uanset niveau – og det kan aldrig passes ind i en organisations rigide regneark. En introvert følende sosu vil have tid til at holde gamle Helga i hånden og høre hendes livshistorie når de har gjort morgentoilette, før hun skal videre til gamle Olga og være der for hende.

Sanse-tænke mennesker, oplever verden overvejende konkret og materielt. Det der kan vejes, måles, bevises er det der eksisterer. De er gode til at holde hjulene i gang, bygge, drive virksomhed, tjene penge, administrere, vedligeholde, drive eksakt videnskab. De går igennem uddannelsessystemet med høje karakterer og ambitioner om at efterlade synlige spor i verden. Det skal vi anerkende, men ikke på bekostning af de intuitivt-følendes indre værdier.  Vi skal supplere hinanden.

Det jeg taler om her er den jungianske forståelse af psykologiske typer som jeg synes giver mening. Der er i hvert menneske en grundlæggende præference i fire dele: Tænkning, Sansning, Følelse og Intuition, tillige delt op i introversion og ekstraversion.  Med det in mente, kunne vi bygge bro over de afgrunde vi skaber i manglende forståelse af hinandens forskelligartede måde at være i verden på. (se længere nede referencer til typologi og typetest)

Min typologiske præference er introvert intuitiv-føletype. Det betyder ikke at jeg ikke tænker og sanser, ej heller at jeg ikke kan være ekstravert. Det tager bare lidt mere tid og indsats at bruge den del af psyken. Det har taget mange år i terapi og tre gange er flaget gået ned, før det er gået op for mig at jeg ikke skal leve op til alle  den sanse-tænkende verdens fordringer, men at jeg har ret til at være og udtrykke den jeg er, på den måde jeg bedst kan.

Mit håb er, for mine børns og børnebørns skyld, at intuitive føletyper får taget mere magt, så vi kan få rettet vores døende verden op, genskabt vilde naturområder, skove og vandløb, få fortalt historier og eventyr, genvinde magien, fortryllelsen og forundringen over at vi overhovedet er her.

Referencer:
jobindex.dk kan du gratis tage en vejledende typologitest og finde ud af dine præferencer. Det bør ikke ses som statiske etiketter, men mere som et udviklings- og indsigtsværktøj i din psykes krinkelkroge.

På hjemmesiden jung-for-alle.dk kan du læse mere om Jungs typologi.

På biblioteket kan du låne bogen Psykologiske Typer og fordybe dig i Carl Gustav Jungs afhandling om emnet.

 

Under dragens klo

Igen har jeg mærket grebet, der sidder i nakken og spærrer for tanke, følelse og mening. Det er et hårdt greb, som en klo med pigge, der føles som en krybende, kravlende, stikkende fornemmelse, et jerngreb omkring kraniet, der ikke tillader glæden at blomstre eller begejstringen at strømme.  Jeg må finde ud af hvad det vil og begiver mig ind i en åben, meditativ tilstand med pen og papir i hånden… en aktiv imagination tager form:

Jeg aner at der er nogen bag grebet. Et ildspyende monster der har sat sin klo i nakken og holder mig nede så jeg ikke kan røre mig, ikke ånde, ikke le, ikke græde. Monsteret viser sig for mig i sin reptilske, skællede, savlende uhyrlighed.

Med røde øjne og slimetgrøn mund, tænder så skarpe og spidse som dolke viser den sin forfærdende overmagt. Jeg spænder alle muskler i kroppen. Forsøger at rejse mig under kloens tryk. Så trykker den mere til. Kroppen spænder endnu mere. Der er ingen mulighed for flugt. Jo mere jeg kæmper imod, jo mere trykker den til. Det er umuligt det her. Jeg er inde i dragens grotte – ligger på maven på den hårde klippe med bæstets tyngende vægt på min ryg mens den fnyser gennem åbne næsebor og basker med sine piggede vinger, og et grumt leende udtryk som en sejrherre med sit nedlagte bytte.

Vil den da aldrig slippe? Skal den da aldrig ud at finde føde? Så går det op for mig at JEG ER FØDEN – den venter kun på at jeg opgiver kampen… da der pludselig sker noget der får dragen til at spy ild. Et skarpt lys blinker ved hulens åbning. Jeg vender med besvær blikket i retning af lyset og skimter ud af øjenkrogen… et spejl foran hulens indgang og jeg ser dragen i spejlet. Ser dens lynende øjne. Lyn der kaster dens eget lyn tilbage på den selv og gør den blind. Ilden den spyr mod sin imaginære rival kastes med stor kraft tilbage på dragen selv. Luften tykner af raseri og iltmangel – jeg hiver efter vejret, hostende og hulkende – jeg ligger stadig under dragen der endnu har fat i min nakke – er det nu? Dør jeg nu?

Dragen slipper pludselig sit greb og flakser mod hulens åbning i en vanvittig nærkamp mod sit eget spejlbillede – ilden tager fat i dragens vinger der bryder i brand mens den blindt angriber. Spejlet springer i tusind stykker og dragen tumler brølende ud af hulen. Lyden bliver til en ynkværdig piben der ender i en dyb og mægtig stilhed på en baggrund at knitren og knagen, indtil også den lyd dør ud.

Jeg forsøger mat og rystende at rejse min stive, smertende krop. Fornemmelsen af dragens klo føles stadig skarpt i nakken. Træt som ind i døden, kravler jeg længere ind i hulens mørke, hyller mig ind nogle gamle ulveskind og falder i dyb søvn.

Da jeg vågner igen, falder et gyldengrønt lys i bløde klatter ind i hulens indre. Jeg kommer med besvær op på alle fire og kravler hen mod hulens åbning. En tilgroet urskov møder mig der. Jeg rejser mig, begiver mig på usikre ben ud af hulen og må mase mig igennem tæt buskads og løvhang, der også støtter så jeg ikke falder om. Jeg må have sovet i tusinde år.

Mens jeg arbejder mig igennem krattet, oplever jeg en tiltagende lettelse. Styrken vender langsomt tilbage… og der, foran mig, snubler jeg over en stor mosgroet tue i skovbunden – erindringen om en voldsom kamp vælder op i mig og gennemryster min krop da jeg genkender det forstenede kadaver af en drage – jeg kan forvisse mig om at den virkelig er død – for nu.

For det er sådan med drager, at de kan genoplive sig selv under de rigtige omstændigheder. Så det er bare om ikke at give dem muligheden – men man kan alligevel aldrig rigtig vide… kan man vel?

 

 

 

Jeg ville være heks

Symbolon tarotkort, Thea Weller

En gang for mange år siden, da jeg endnu havde fast dagligt arbejde, gik jeg og drømte om hvad jeg skulle være når jeg blev stor.  Jeg var  pædagog i en daginstitution – et job der på mange måder ikke passede til mig og på mange andre gjorde. Så jeg drømte mig til noget andet:  Jeg ville være heks. Men ikke en af de almindelige!

Heksen er en arketype der ofte afbildes som en gammel kvinde med langt filtret hår, krum næse, vorter og skægvækst, små plirende øjne og pukkel. Sort ravn og kat er hendes tro følgesvende. Heksen står bøjet over sin sorte gryde, hvor det bobler og syder. En blanding af tudseøjne, øglespyt og vampyrhår skal blive en trylledrik – giftig eller euforiserende, livgivende eller dødbringende. Alt efter formålet.

Heksen er en der forvandler andre. Af egen drift eller for andres ønske – mod en pris, selvfølgelig. “Giv mig dine smukke tænder og jeg skal give dig den ønskede drik”. Nu gyser du nok. Ville jeg virkelig være sådan en? Nej. Selvfølgelig ikke. Jeg ville kun bruge gode trylledrikke…

Jeg opsøgte alskens alternative og vilde metoder til at få kontakt med noget andet end det vi sædvanligvis er enige om kaldes for virkelighed. Jeg ville i kontakt med den anden virkelighed, uden brug af forbudte substanser, men ved hjælp af kroppens tale, indre billeder, fantasi og forestillingsevne.

Jeg har opsøgt healere, shamaner, kinesiologer, tarotlæsere, astrologer, clairvoyante, håndlæsere, auralæsere, bevidstologer, kunstterapeuter, trancemedier, you name it. Og det har været spændende nok – men ikke nok. Oftest har jeg fået en andens oplevelse, udsagn om det ene og det andet, gode råd og metoder, “redskaber”. Når det ikke har vakt genklang eller virket med det samme, er jeg gået videre. Her har jeg nok jokket i spinaten, ved i mange tilfælde ikke at være vedholdende nok. Min søgen har bare ledt mig videre til nye oplevelser, og en del frustration. Det kan nemt blive til kursusafhængighed, som et fix der egentlig ikke bringer mig videre med andet end en god og anderledes oplevelse – som jeg også sætter pris på som inspiration.

Jeg gik ind i psykoterapiens personlighedsvridemaskine (det er ikke for tøsedrenge) og kom ud på den anden side med mere erfaring og større erkendelsesrum: Du finder ikke de vises sten udenfor dig selv – det er blot spejle.

Jeg gik i gang med at praktisere som psykoterapeut – og havde det langt hen ad vejen godt med det, men det var ikke nok. Det blev ikke den indre opdagelsesrejse jeg ønskede at videreformidle til en hungrende sjæl. Jeg droppede ud, desillusioneret. Og det er godt nok at blive desillusioneret – virkeligheden bliver mere klar.

Med astrologi betragtes jeg som spåkone – og det er slet ikke der jeg ser astrologiens værdi i dag. Hvordan jeg så ser astrologi, kan jeg ikke lige svare på. Det er bare ikke som blot og bar forudsigelse af begivenheder eller som personlighedsbeskrivelse – det er ikke nok. Men det vil jeg skrive om en anden gang.

I den jungianske psykoanalyse har jeg fundet noget der leder mig på sporet af min indre heks. Alkymien og den aktive imagination. Drømme og indre billeder synliggøres, manifesteres på en måde der umærkeligt ændrer psyken fra fastlåsthed i mønstre og forestillinger (fikse ideer) og åbner for en større verden af magi og mystik. Psykoanalysen (altså min analytiker) har givet mig nøglen til laboratoriet, så jeg selv kan låse mig ind og eksperimentere med kolber og reagensglas, med ild, vand, jord og luft – det er ikke tudseøjne, øglespyt og vampyrhår, der koger her. Det er de finere stoffer, der destilleres – og som med lidt held kan blive til det pure guld – hvis jeg er vedholdende nok og følger nogle få regler.

Alkymiens første regel: Lad aldrig ilden gå ud, ellers skal du bare starte forfra og det tager tid og kræfter (skriver Gerhard Dorn, belgisk alkymist 1520-1584)  Så det er der jeg nu er på min vej til heksestatus – ved arbejdet med at holde ilden vedlige. Det er en daglig øvelse der bl.a. kunne indbære fem små punkter jeg fandt på facebook i en lidt anden form – og ikke husker hvor kommer fra:

  1. læs bredt
  2. skriv ofte
  3. bliv ved
  4. tro på dine oplevelser
  5. anskaf en magisk ring

Det er  sommersolhverv anno 2017, Solen og Merkur er i konjunktion på 0 grader Krebs… ilden luer og det bobler i kolben. Jeg skrev at jeg ville være heks…  Jeg er heks!