Nymåne i spion- og agenttegnet Skorpion

Nymånen i Skorpionen har gjort sit arbejde godt i dag.  Den var eksakt her ved middagstid den 18. november 2017 – i opposition til Solen i mit horoskop.  Nåh ja – det er jo min halvårsfødselsdag i morgen den 19. november og jeg mærker den skorpionske undergrund røre på sig. Det er ikke blot meditativ indadvendthed og indre samtale med ånder og sindets skygger… der sker også noget andet.

Netop som nymånen er på sit højeste ringer min søster og siger, at hun vil skrive til Stasiarkivet i Berlin og bede om kopier af de dokumenter der vedrører vores familie. Det risler ned ad ryggen. Barndommen i den kolde krigs centrum bliver levende igen. Det er ikke første gang. Men for hver gang får vi mere viden om, hvad det egentlig var der foregik.

Min far var dansk præst i Berlin i årene 1961-67, de første seks år efter at DDRs statsleder Walter Ulbricht lukkede grænsen mellem Øst- og Vestberlin permanent.  Det var en større udfordring end min far havde lagt billet ind på da han søgte og fik embedet, men han så en vigtig opgave i at holde kontakten med de danske der var blevet fanget bag muren, da de ikke længere kunne komme til Christianskirken, der dengang lå i den amerikanske zone.  Han fik etableret mulighed for at holde kirke hver anden søndag i lånte lokaler i Østberlin. Og altså med Stasi som skygger i hælene. Forsigtighed var et must. Samtaler om politik under kirkekaffen tabu. Enkelte gange var der ukendte gæster i menigheden – man var ret sikker på at det var stasi-folk.

Jeg var barn da min far døde og hilser enhver lejlighed til at finde ud af hvad han lavede, velkommen.  Hans navn er i de senere år dukket op i bøger og artikler om tiden i Berlin – og andre kontroversielle sammenhænge. Senest er det en ny bog af journalist Jesper Clemmensen “Skyggemand”. En fængslende og velskrevet dokumentar om flugthjælperne i Berlin, centreret om en enkelt hovedperson – som min søster fornylig har haft kontakt med. Den er spændende som en spionroman – og det er rå historisk virkelighed.

Min far havde åbenbart en rolle i flugthjælperorganisationen. Det undrer mig ikke, for han var altid på barrikaderne for det han brændte for – lige siden han som ung gymnasieelev var modstandsmand i gruppen Dansk Samling – omend kortvarigt, for gruppen måtte spredes og min far gå under jorden.  Eller da han holdt søndagsgudstjeneste i Thylejren i 1970 (Peter Øvig Knudsen, Hippie 1).

Men nu spøger han altså igen og sætter familien på den anden ende, fordi han atter en gang er med i en bog.  Det er godt min mor ikke er her mere – hun ville ikke have stasiakterne åbnet, for det ville gøre for ondt at vide hvem af vennerne der var informanter, og det er forståeligt. Men der er meget vi gerne ville have spurgt hende om nu, hvor skeletterne kommer ud af skabet i en lind strøm.

Så nu må vi se hvad min søster får gravet frem og hvor det bringer os hen. Spændende er det – og det kan det jo kun være, fordi begivenhederne er så meget på afstand. Dengang sad min mor med nerverne uden på tøjet, når min far var afsted og indtil han var sikkert hjemme igen. Det er nok meget godt hun ikke skal genopleve det.

Astrologisk er det lige efter bogen, at det sker nu med aktuelt fire planeter i spion- og agenttegnet Skorpion.  Om  seks måneder, den 30. april 2018 falder fuldmånen i Skorpionen, som svar på den aktuelle nymåne – lad os se om det bringer et nyt kapitel i stasiarkiv-historien. Uha – det er nervepirrende…

 

Olgas taburet

Hun hed Olga. Olga Soefner. Jeg husker hende som en af de gamle damer i min fars menighed i Berlin. Vi er et sted i årene mellem 1961 og 1966.  Jeg tror det var 4-5 ældre, enlige og familieløse kvinder, der kom hjem til os juleaften i de år. Et stykke socialt præstearbejde som min far satte en stor ære i. Min mor var måske mere forbeholden fordi hun stod med hele det praktiske husarbejde, mens han gav den som pater familias ved bordenden. Rengøring, julemiddag, gaver, juletræ, pynt, rent tøj og service… jobbet som præstekone passede hende ikke. Hun ville meget hellere forske.

Foruden Olga, husker jeg en af de andre gæstende kvinder.

Fräulein Ohnstein.
Hun havde vist aldrig været gift – Berlin Frk. Ohnstein_2deraf “fräulein” og  boede i berlinerforstaden Spandau. Hun arbejdede på en strømpefabrik og hvert år kom hun med grimme, tykke strømpebukser i julegave. Beige kradseuld, der altid hang i ål. Jeg afskyede dem. Og frøkenen spurgte efterfølgende omtrent hver søndag om jeg var glad for strømperne. Og ligesom min mor påtog sig husmoderligheden, påtog jeg mig den gode præstedatterlighed og løj et svagt men høfligt “ja”. Jeg har heldigvis hørt min mor sige meget lavmælt, at frk. Ohnstein var lidt anstrengende. Så var jeg da ikke alene om at synes det.  Det har i øvrigt siden undret mig, at hun kom hos os i den danske kirke, eftersom jeg tror hun var jøde. Hun har nok været dansk – selv om hun næsten ikke talte sproget – og derfor søgt fællesskabet med andre danske. Hvad mon der er foregået i hendes liv? Hvad bragte hende til Berlin? Og hvor har hun mon været under 2. verdenskrig? Fantasien bringer mig billeder af en kærlighed der ikke blev til noget, en krig, forfølgelse og tragedie.

Olga Soefner var anderledes. En lang, mager kvinde med sørgmodige, sorte øjne, Berlin Frau Soefner_2gråsort farvet hår og en venlig udstråling.  Hun må have været omkring 80 år da hun kom hos os. Sådan så jeg det fra den syv-åriges bevidsthedsverden. Hun var nok ikke helt så gammel, måske i 60erne, og lidt spændende for hun havde været ved teatret.

Så døde hun.
Og havde testamenteret sine få ejendele til mine forældre.

Det meste blev kørt direkte på lossepladsen, tror jeg. Resten kom hjem til os. En gul rejsekiste af træ med håndtag i begge ender landede på mit værelse. Og hvilken skat var det ikke.

Olga havde som ung været varietedanserinde – og den aflange trækiste tjente som garderobe og smykkeskrin når hun var på turne. Den var fyldt med similismykker, tøjstykker og fjerboaer som hun havde brugt til sin optræden. Og nu stod den der midt på gulvet hos mig. Jeg siger bare – der var til mange mange timers, dages, ugers og måneders leg. Jeg var rig!

Hvad der siden blev af herlighederne husker jeg ikke klart. Måske gav jeg tingene til et fritidshjem. Kisten havde jeg i længere tid end indholdet. Den blev sofabord og opbevaringssted for sengetøj da jeg flyttede hjemmefra. Nu er kisten også borte – jeg tror jeg glemte den i et kælderrum et sted på Nørrebro da jeg flyttede derfra en gang i slutningen af 1970erne.

soefner taburetDet eneste der er tilbage efter Frau Olga Soefner, er en taburet eller køkkenstige. Den har fulgt mig siden jeg flyttede hjemmefra i 1975 og listede den ind i flyttebilen uden at min mor så det. Det bedste møbel jeg har. Som sværmerisk ung har jeg siddet på den med min guitar og sunget sørgmodige sange. Ved vinduet skrevet digte i et kladdehæfte med Christianshavns kanal som muse. Skrællet gulerødder ved køkkenbordet. Malet lofter, så den blev klattet helt til og måtte males om. Hentet ting ned fra en hvilken som helst øverste hylde. Stillet min kaffekop fra mig når jeg nød solen på terrassen. Som natbord ved min seng.

Hver gang jeg har fat i trappestigen – og det har jeg ofte – får jeg lige et tankestrejf fra Olga. Jeg husker et foto af hende som ung, i fuldt kostume – de lange ben under det løftede skørt og høj hat og et skælmsk udtryk i ansigtet. Måske forveksler jeg hende med Marlene Dietrich. Ikke det værste at blive sammenlignet med. Desværre er billedet gået tabt.

Hvordan har hendes liv mon været som varietedanserinde i Berlin i 1920-30erne? Hvor var hun under krigen? Hvor kom hun fra? Hvordan endte hun i Berlin? Har hun været en virkelighedens udgave af Sally Bowles i “Cabaret”? Også her fornemmer jeg et tab – manden kan være faldet ved fronten… ham Soefner som hun opgav sin karriere for? Hun havde ingen børn… ingen arvinger.

De enlige og måske ensomme kvinder fra vores juleaftner i Berlin er alle forlængst døde, men Olgas køkkentrappetaburet lever i bedste velgående i trendy farver. Tak for den, Olga.

 

Barske Bedste er smuttet

SAMSUNG DIGITAL CAMERADøden skærper livet. Den gør farverne klare, tonerne rene, følelserne gennemsigtige. Der er ikke noget at være ked af. Men meget at være berørt over. Og lidt vemodig.

Barske Bedste er smuttet – hun, der på sin helt egen måde har haft stor indflydelse på hver og en i familien – hendes egne tre børn, børnebørnene og oldebørnene, selv om de yngste ikke rigtig har kendt hende. Hendes tilstedeværelse kunne mærkes, selv om hun var et stilfærdigt menneske der ikke gjorde noget væsen af sig. Hun var familiens naturlige overhoved og samlingspunkt.

Barske Bedste er smuttet – efter et langt liv, hvor hun havde sit at slås med. Ikke noget hun skiltede med. Hun er fra en tid, hvor man ikke talte om følelser, ikke klynkede, men hvor man i det stille gjorde hvad der var nødvendigt, uden de store armbevægelser, hun søgte ikke anerkendelse. Hendes livsmotto var: I stilhed virker kun Guds ånd. Men følelser havde hun. Især overfor mennesker i nød, i krig og undertrykkelse. Dem havde hun et stort, blødende hjerte for. Smålighed så hun på med afsky – hun gav altid ud af sit overskud til sine børn når køleskabet rungede hult og når der ellers var brug for en håndsrækning. Hendes efterkommere har hver især deres egen særlige historie med hende.

Barske Bedste er smuttet – tilnavnet fik hun da de første børnebørn dukkede op. Hun var der. Hun holdt af dem på sin måde, og opdrog dem – som hun nu var – uden at være sentimental. Hun var sågar til stede ved min egen søns fødsel. En begivenhed der gjorde dybt indtryk på hende. Det var helt anderledes overvældende at overvære, end at gøre det selv, sagde hun. Det var dejligt at hun var der, men ellers var hun ikke rigtig nogen ørn til børn.

Barske Bedste er smuttet – hun blev forældreløs allerede som 21-årig i en verden opløst af krig. Og med ansvaret for en mindreårig lillebror. Det har været en hård nyser. Så bliver man meget voksen meget hurtigt. Sørgeligt at selv samme lillebror kun blev 50 år. Hun savnede ham grusomt resten af livet.

Barske Bedste er smuttet – hun voksede op i atmosfæren af den tidlige kvindekamp og havde sine holdninger. Hun var blandt de første kvinder der tog teologisk embedseksamen. Det var på rekordtid og med førstekarakter. Hun var en begavelse på sit felt. Først blev hun præstekone fordi hendes mand, min far, fik embede. Det passede hende dårligt, for hun ville hellere at de skulle være højskolefolk. Det blev til tyve år ved hans side. Da hun blev enke, fik hun selv præsteembede og en overgang var hun adjunkt på teologisk fakultet i Århus. Hun skrev en bog som kun få med ægte forskerhjerte kan læse – “Tårebrevet” – en tekstkritisk analyse af Paulus’ 2. korintherbrev. Det gjorde hende stolt – på en meget beskeden måde. Hun levede alene i godt fyrre år. Det lå hende meget fjernt at finde en ny mand efter min far, som hun også savnede grusomt.

Barske Bedste er smuttet – hun havde besluttet sig for at hun ikke ville fylde 90. Tænk hvis hele familien stillede til fest, med gaver, flag og lagkage? Ellers tak – hun listede lige så stille af, 14 dage før 90-årsdagen. Så den plan lykkedes. Og når vi, hendes nærmeste familie, holder et godt gravøl, er jeg ret sikker på at hun sidder på sin sky og kigger ned på os – med et stort, tilfreds smil på læben!

1967 – tilbage til Danmark

Der var fin middag på Pavillon du Lac i Berlin. Vi fik flødelegeret muslingesuppe. Det er det eneste jeg husker fra middagen. Og det er fordi jeg simpelthen kom til at elske den flødelegerede muslingesuppe. Det var kort tid før vi vendte hjem til Danmark. Min far havde fået nyt præsteembede. Det var en afskedsmiddag. Tiden i Berlin var slut.

Vores ting var pakket ned og sendt afsted til den nye præstegård. Dvs. de var sendt til et sted, hvor vi skulle bo mens præstegården blev renoveret. Den forrige præst havde boet der i en menneskealder og huset skulle igennem en gennemgribende modernisering. Derfor landede vi på herregården Nielstrup i Våbensted på Lolland en blæsende oktoberdag i 1967.

NielstrupFra mit perspektiv var det virkelig en stor gård. Firelænget. Hovedbygningen i røde mursten, en forpagterbolig vinkelret på hovedbygningen og to staldlænger. Midt på gårdspladsen stod der et træ – måske en lind – i et rundt bed. I den fjernere del, var der en cementgrav, vel oprindeligt en mødding. En kæmpestor rotte pilede afsted der. Det skulle nok blive godt.

Vi boede i den halvdel af huset, hvor der var indlagt centralvarme. Den anden halvdel, lå hen i kulde, tomhed og mørke. Det var et sted med spøgelser og en underlig, lidt farlig pensioneret forpagter. Herregården var for længst nedlagt som landbrug og stod tom.

De højloftede stuer med originale plankegulve blev vores hjem i et årstid. En stor stue med en smuk gammel bilæggerovn, hvor min mor havde indrettet sig et hjørne med sit skrivebord og bøger, foruden sofahjørne som i ethvert andet hjem, blev centrum for livet her. Stuen ved siden af, med den anden del af bilæggerovnen, blev fars kontor hvor han tog imod sognebørn og skrev prædikener. Fra stuen var der en lang lang lang gang ned til værelserne og spisestuen som vi kaldte for folkestuen, og køkkenerne. Ja – i flertal – for der var det store køkken der i sin tid havde været et aktivt arbejdssted for tjenestefolkene. Overfor det store køkken et anretterværelse, der blev vores daglige køkken, fordi det var langt mere overskueligt. Der var både komfur og køkkenvask, så det gik fint. Jeg fik værelse bag mine forældres soveværelse, så jeg skulle igennem deres værelse for at komme derind. Det var måske meget godt – det virkede trygt, for man kunne let blive væk i det store hus. Når jeg skulle ned i køkkenet om aftenen og det var mørkt, så var det noget med at stå på tærskelen til gangen og tage tilløb. En dyb indånding – holde vejret, og så ellers spæne afsted. Som om det at holde vejret, forhindrede spøgelset i at nå mig.

Nielstrup var oprindeligt en herregård bygget ca. 1295 af Drost Peder Hoseøl. Og det sagdes at han gik igen. Vi hørte hans fodtrin, når han slæbte sig afsted hen over loftet. Dunk,dunk, shriiish – dunk, dunk, shriiish… Heldigvis kom han aldrig ned. Så var jeg da for alvor blevet bange. Og jeg var tit bange i det hus. Især når det var mørkt.

Men det var der ingen der tog alvorligt. En stormende vinteraften – jeg var ti år gammel – skulle mine forældre til fest og jeg skulle være alene hjemme i det mørke og farlige hus. Min far og mor trak i det fineste fine tøj. Lang kjole og smoking. Jeg syntes min far var sindssygt flot. Han duftede godt af noget der hed “Bandit”. Inden de tog afsted var jeg blevet udstyret med madder, sodavand, slik og en halv lagkage inde på min fars kontor, hvor fjernsynet stod. Vi havde jo kun et fjernsyn dengang. Med kun en kanal. Jeg puttede mig med tæppe, guf og fjernsyn i den store lænestol, da mine forældre drog af. Vi havde ikke fået telefon installeret endnu, så jeg var virkelig alene. Selv om den pensionerede forpagter var der, i huset ved siden af, men han var mærkelig og holdt sig for sig selv. Ham var jeg også bange for. Hvor mine storesøstre var den aften, ved jeg ikke. Men de var altså heller ikke hjemme.

Blæsten peb udenfor og Drosten larmede på loftet. Kulden krøb ind på mig og jeg trak tæppet tættere om mig, gemte mig under det. Skyggerne i hjørnerne af stuen virkede levende i skæret fra det flimrende fjernsyn. Jeg var stiv af skræk og turde ikke røre mig af flækken. Jeg ville ellers gerne have været ind i seng og under dynen – men var så lammet at jeg ikke kunne flytte mig. Og den lange, mørke gang var alt for skræmmende bare at komme hen til. Jeg faldt i søvn i lænestolen og vågnede først næste morgen i min seng. Far og mor må have båret mig ind – jeg havde slet ikke opdaget at de var kommet hjem. Jeg svor en ed, at når jeg selv fik børn skulle de aldrig udsættes for at blive ladt alene på en stor herregård ude på landet.

Jeg kom i skole i Våbensted. En centralskole med syv klassetrin og seks skoledage om ugen. Jeg kom ind i femte klasse med 28 elever, den største klasse på skolen. Og jeg kan lige så godt sige det med det samme: Det var helt ad helvede til!

Min mor havde i bedste mening, klædt mig i den lille lyseblå spadseredragt. En nederdel med tern og plisseer, en ærmeløs ensfarvet lyseblå bluse og en tilhørende jakke i habitsnit, også lyseblå og med de samme tern som nederdelen. Og min søsters aflagte konfirmationssko. Det var et meget meget fint sæt tøj, når man var i Berlin. Mere PÆN – og dermed upassende – kunne man simpelthen ikke blive i en ø-skole, langt ude på landbrugslandet.
Det viste sig hurtigt, at jeg var så forkert, at det var nødvendigt at grine ad mig. I den første fysiktime, i et fysiklokale, som var mig totalt fremmedartet, blev vi sat til at lave et forsøg hvori indgik en bunsenbrænder. Jeg sad alene på en række bag to drenge. De vendte sig om mod mig, og gloede med skadefryd malet i ansigtet, på mine fortvivlede forsøg på at finde ud af hvordan den der bunsenbrænder skulle håndteres. “Så hjælp mig dog”, udbrød jeg. Og så grinede de endnu højere. Der mistede jeg tilliden til andre mennesker – og især til danske børn. Jeg cyklede hjem og græd til min mor, at jeg ville hjem til Berlin. NU!

Desværre måtte jeg blive hvor jeg var og blive i den skole hvor jeg var havnet. Jeg var stort set uvidende om alt det de andre vidste. F.eks. at man ikke sagde “gummi”. De havde lokket mig til at sige et eller andet der omhandlede elastikker – som altså hed gummibånd her – og de bragede af latter. Jeg forstod ikke et suk. Og det morede mig overhovedet ikke. Meget sent fandt jeg ud af, hvad “gummi” var for noget – og forstod så latteren. Men skaden var sket. Jeg var – igen – smækforkert fordi jeg ikke kendte de frække ord. De fandtes simpelthen ikke der hvor jeg kom fra.

Skolen lå skråt overfor præstegården og jeg skulle over landevejen. De “store” fra 7. klasse var skolepatrulje. En dag jeg var på vej hjem og krydsede landevejen, gik jeg bagom skolepatruljen (jeg har glemt hvad hun hed), som jeg plejede og så slyngede hun en bemærkning mod mig: “præstebørn er ikke noget værd”. Jeg ved ikke hvad hendes hensigt kan have været – men det satte tingene helt klart på plads: Jeg passede ikke ind her.

I 6. og 7. klasse blev det ikke stort bedre. Mobningen tog til og gjorde mig så fortvivlet og skamfuld, at jeg ikke turde fortælle nogen om det. Heller ikke hjemme. Jeg er vis på, at lærerne må have vidst det – for det var så åbenlyst hvad der foregik. Det blev til daglige slag, spark, spyt og skældsord. På gårdspladsen, på toiletterne, på sportspladsen, på gangen, i klasseværelset. Og jo mere jeg slog igen, desto værre blev det. Som en gnist der blev ved med at antænde en bombe. Heldigvis havde jeg dog et par ventiler, nogle gode piger der blev mine veninder.
Våbensted skole gik kun til 7. klasse. Vi blev inddelt i egnet eller ikke-egnet, boglig eller ikke-boglig. Jeg blev dømt egnet. Dvs. at jeg skulle i realskolen. Jeg fik sagt til min far at jeg ikke ville til Sakskøbing, som var den skole de fleste – faktisk alle de andre – skulle fortsætte på. Og det blev imødekommet. Jeg begyndte på Maribo Gymnasium i 1. real efter 7. klasse. Ingen af dem jeg havde gået sammen med i skolen i Våbensted fulgte med. Jeg var fri.

Den gamle herre

von PomjerskyDet her maleri har hængt i min mors studerekammer i mit barndomshjem så længe jeg kan huske. Det var med bønner og besværgende mantraer vi passerede forbi det – især om aftenen og natten, hvor hans hvide hår lyste ud af lærredet på den mest spooky måde. Billedet kaldte min mor for “den gamle herre”. Ingen ved hvem han er, men navnet von Pomjersky har været nævnt. En preussisk embedsmand? En streng latinlærer? En pater familias med krabask og tugt over børnene. Børn? Kan en så strengt udseende mand have børn? I så fald ville det have været en pligthandling at frembringe dem -“luk øjnene og tænk på fædrelandet”. Eller har han haft et hemmeligt og sprudlende liv bag det bistre og lidt sørgmodige ydre?

Ingen ved hvem kunstneren er – maleriet er ikke signeret, ikke navngivet. Kan det have hængt i et kontor, en dunkel gang med portrætter af skiftende slægtleds overhoveder, et sagførerkontor med støvede, læderindbundne lovbøger og bunker af beskrevne ark. Sirlig gotisk skrift udført med blæk og gåsefjer?

Preussen er ikke tilfældigt nævnt. Maleriet stammer fra et loftrum i Berlin hvor vi boede da jeg var barn i 1960’erne. Min mor fandt det og blev så begejstret for “den gamle herre” at hun fik det restaureret og hængte det op ved sit skrivebord. Og det har (for)fulgt os lige siden. Hendes børnebørn og oldebørn har også været bange for ham.

Trods alt holder jeg af maleriet. Det giver stof til fantasien og har barndomshistorie. Det hænger uløseligt sammen med min lærde teolog-mor. Rammen er nu ramponeret mahognifiner og kunne trænge til en fornyelse – det bliver nok ikke til noget, fordi nogle ting bare skal være sådan som de altid har været.  Selve maleriet har også nogle småskader efter utallige flytninger, så det vil ikke en gang være værd at renovere. Det er som det er og har nu sin plads hos mig, over klaveret.

Det kunne være sjovt, hvis det ved internettets brug en skønne dag skulle blive afsløret, hvem han i virkeligheden var. Den gamle Herre.