Om at være intuitiv-føletype

“Skulle jeg lave en facebookside “For os der er mærkelige”, bemærkede jeg kækt hos min psykoanalytiker, da vi -igen – havde talt om det at være  intuitiv-føletype. Hendes respons kom prompte: “mærkelig” er måske ikke det rigtige ord, “anderledes” kan heller ikke bruges. At være en intuitiv-føletype, er  ikke  mærkelig eller anderledes. Det er tvært imod  en ressource!  Jeg mærkede tydeligt hendes irritation…  eller nej – jeg mærkede min egen skam, da jeg indså at jeg var røget i den sanse-tænkende verdens offerfælde. Igen.

I vores del af verden, er det udadvendte, handlende og resultatsøgende – det sanse-tænkende menneske – i forgrund fordi de er mere synlige i samfundet, i medier, politik og erhvervsliv. Intuitive-føletyper anerkendes ikke rigtig – undertiden vistnok heller ikke af os selv (og det må vi gøre noget ved) –  og nogle ender med diagnoser som  stress, depression, add eller udefinerede personlighedsforstyrrelser.

Når singulariteten – tyngdepunktet – ligger i den sanse-tænkende polaritet, så vil det accelerere i det uendelige, medmindre vi flytter tyngdepunktet til et mere afbalanceret sted og gør plads til intuitivt-følende på lige fod med de sanse-tænkende.  Men vi bliver lige nødt til at forstå hinandens forskelligheder og ressourcer for at nå dertil. Det tager tid.

Jeg tygger videre på begrebet “mærkelig” på vej hjem fra analysesessionen. Analytikeren har sat noget i gang i mig. Noget om os, der i løbet af livet er gået ned med flaget fordi vi har troet – er blevet opdraget til –  at vi burde kunne leve op til krav om omstillingsparathed, robusthed, multitasking og at være “på” hele tiden, opnå resultater, når det kommer til uddannelse, job og karriere. Gør jeg ikke det, men foretrækker mystik, symbolik, astrologi, meditation, indre temaer, der er vanskelige at kapitalisere – så er jeg “mærkelig…?” Nej – på ingen måde! Og jeg oplever en snert af skam, fordi jeg kommer til at tænke sådan og dermed viser disrespekt for mig selv.

Igennem de seneste 15-20 år har vi hørt om “særligt sensitive”, undertiden omtalt i en form, der næsten tangerer en diagnose. Det er det ikke. Det er et andet udtryk for den del af menneskeheden, der er  intuitiv-følende personlighedstyper. Mennesker, hvis livsoplevelse er orienteret indefra, at mærke, ane, fornemme, opfange subtile og usynlige informationer der foregår mellem os, mellem mennesker, mellem natur og mennesker. Det er mennesker der ser verden gennem kunst, musik, digtning, fantasi, kreativitet under enhver form, og spiritualitet.

Intuitive-følemennesker risikerer at bukke under, når vi tvinger os selv til at passe ind i sanse-tænkeres normative systemer i skoler, uddannelsesinstitutioner og arbejde hvor målet er at blive gode skatteydere der bidrager til landets velstand. Det er som at gå i helt forkerte sko. I det lys, er det en katastrofe at musiske fag i skolen er nedprioriteret eller helt fjernet fra undervisningen, til skade for velfærden.

Målet for en intuitivt-følende er ikke resultater eller økonomi – penge er nødvendige og gode at have når man skal bruge dem, men drivkraften er en anden, f.eks. glæden ved at skabe – om det så er en kunstart eller kontakt og nærvær mellem mennesker uanset niveau – og det kan aldrig passes ind i en organisations rigide regneark. En introvert følende sosu vil have tid til at holde gamle Helga i hånden og høre hendes livshistorie når de har gjort morgentoilette, før hun skal videre til gamle Olga og være der for hende.

Sanse-tænke mennesker, oplever verden overvejende konkret og materielt. Det der kan vejes, måles, bevises er det der eksisterer. De er gode til at holde hjulene i gang, bygge, drive virksomhed, tjene penge, administrere, vedligeholde, drive eksakt videnskab. De går igennem uddannelsessystemet med høje karakterer og ambitioner om at efterlade synlige spor i verden. Det skal vi anerkende, men ikke på bekostning af de intuitivt-følendes indre værdier.  Vi skal supplere hinanden.

Det jeg taler om her er den jungianske forståelse af psykologiske typer som jeg synes giver mening. Der er i hvert menneske en grundlæggende præference i fire dele: Tænkning, Sansning, Følelse og Intuition, tillige delt op i introversion og ekstraversion.  Med det in mente, kunne vi bygge bro over de afgrunde vi skaber i manglende forståelse af hinandens forskelligartede måde at være i verden på. (se længere nede referencer til typologi og typetest)

Min typologiske præference er introvert intuitiv-føletype. Det betyder ikke at jeg ikke tænker og sanser, ej heller at jeg ikke kan være ekstravert. Det tager bare lidt mere tid og indsats at bruge den del af psyken. Det har taget mange år i terapi og tre gange er flaget gået ned, før det er gået op for mig at jeg ikke skal leve op til alle  den sanse-tænkende verdens fordringer, men at jeg har ret til at være og udtrykke den jeg er, på den måde jeg bedst kan.

Mit håb er, for mine børns og børnebørns skyld, at intuitive føletyper får taget mere magt, så vi kan få rettet vores døende verden op, genskabt vilde naturområder, skove og vandløb, få fortalt historier og eventyr, genvinde magien, fortryllelsen og forundringen over at vi overhovedet er her.

Referencer:
jobindex.dk kan du gratis tage en vejledende typologitest og finde ud af dine præferencer. Det bør ikke ses som statiske etiketter, men mere som et udviklings- og indsigtsværktøj i din psykes krinkelkroge.

På hjemmesiden jung-for-alle.dk kan du læse mere om Jungs typologi.

På biblioteket kan du låne bogen Psykologiske Typer og fordybe dig i Carl Gustav Jungs afhandling om emnet.

 

Under dragens klo

Igen har jeg mærket grebet, der sidder i nakken og spærrer for tanke, følelse og mening. Det er et hårdt greb, som en klo med pigge, der føles som en krybende, kravlende, stikkende fornemmelse, et jerngreb omkring kraniet, der ikke tillader glæden at blomstre eller begejstringen at strømme.  Jeg må finde ud af hvad det vil og begiver mig ind i en åben, meditativ tilstand med pen og papir i hånden… en aktiv imagination tager form:

Jeg aner at der er nogen bag grebet. Et ildspyende monster der har sat sin klo i nakken og holder mig nede så jeg ikke kan røre mig, ikke ånde, ikke le, ikke græde. Monsteret viser sig for mig i sin reptilske, skællede, savlende uhyrlighed.

Med røde øjne og slimetgrøn mund, tænder så skarpe og spidse som dolke viser den sin forfærdende overmagt. Jeg spænder alle muskler i kroppen. Forsøger at rejse mig under kloens tryk. Så trykker den mere til. Kroppen spænder endnu mere. Der er ingen mulighed for flugt. Jo mere jeg kæmper imod, jo mere trykker den til. Det er umuligt det her. Jeg er inde i dragens grotte – ligger på maven på den hårde klippe med bæstets tyngende vægt på min ryg mens den fnyser gennem åbne næsebor og basker med sine piggede vinger, og et grumt leende udtryk som en sejrherre med sit nedlagte bytte.

Vil den da aldrig slippe? Skal den da aldrig ud at finde føde? Så går det op for mig at JEG ER FØDEN – den venter kun på at jeg opgiver kampen… da der pludselig sker noget der får dragen til at spy ild. Et skarpt lys blinker ved hulens åbning. Jeg vender med besvær blikket i retning af lyset og skimter ud af øjenkrogen… et spejl foran hulens indgang og jeg ser dragen i spejlet. Ser dens lynende øjne. Lyn der kaster dens eget lyn tilbage på den selv og gør den blind. Ilden den spyr mod sin imaginære rival kastes med stor kraft tilbage på dragen selv. Luften tykner af raseri og iltmangel – jeg hiver efter vejret, hostende og hulkende – jeg ligger stadig under dragen der endnu har fat i min nakke – er det nu? Dør jeg nu?

Dragen slipper pludselig sit greb og flakser mod hulens åbning i en vanvittig nærkamp mod sit eget spejlbillede – ilden tager fat i dragens vinger der bryder i brand mens den blindt angriber. Spejlet springer i tusind stykker og dragen tumler brølende ud af hulen. Lyden bliver til en ynkværdig piben der ender i en dyb og mægtig stilhed på en baggrund at knitren og knagen, indtil også den lyd dør ud.

Jeg forsøger mat og rystende at rejse min stive, smertende krop. Fornemmelsen af dragens klo føles stadig skarpt i nakken. Træt som ind i døden, kravler jeg længere ind i hulens mørke, hyller mig ind nogle gamle ulveskind og falder i dyb søvn.

Da jeg vågner igen, falder et gyldengrønt lys i bløde klatter ind i hulens indre. Jeg kommer med besvær op på alle fire og kravler hen mod hulens åbning. En tilgroet urskov møder mig der. Jeg rejser mig, begiver mig på usikre ben ud af hulen og må mase mig igennem tæt buskads og løvhang, der også støtter så jeg ikke falder om. Jeg må have sovet i tusinde år.

Mens jeg arbejder mig igennem krattet, oplever jeg en tiltagende lettelse. Styrken vender langsomt tilbage… og der, foran mig, snubler jeg over en stor mosgroet tue i skovbunden – erindringen om en voldsom kamp vælder op i mig og gennemryster min krop da jeg genkender det forstenede kadaver af en drage – jeg kan forvisse mig om at den virkelig er død – for nu.

For det er sådan med drager, at de kan genoplive sig selv under de rigtige omstændigheder. Så det er bare om ikke at give dem muligheden – men man kan alligevel aldrig rigtig vide… kan man vel?

 

 

 

Jeg ville være heks

Symbolon tarotkort, Thea Weller

En gang for mange år siden, da jeg endnu havde fast dagligt arbejde, gik jeg og drømte om hvad jeg skulle være når jeg blev stor.  Jeg var  pædagog i en daginstitution – et job der på mange måder ikke passede til mig og på mange andre gjorde. Så jeg drømte mig til noget andet:  Jeg ville være heks. Men ikke en af de almindelige!

Heksen er en arketype der ofte afbildes som en gammel kvinde med langt filtret hår, krum næse, vorter og skægvækst, små plirende øjne og pukkel. Sort ravn og kat er hendes tro følgesvende. Heksen står bøjet over sin sorte gryde, hvor det bobler og syder. En blanding af tudseøjne, øglespyt og vampyrhår skal blive en trylledrik – giftig eller euforiserende, livgivende eller dødbringende. Alt efter formålet.

Heksen er en der forvandler andre. Af egen drift eller for andres ønske – mod en pris, selvfølgelig. “Giv mig dine smukke tænder og jeg skal give dig den ønskede drik”. Nu gyser du nok. Ville jeg virkelig være sådan en? Nej. Selvfølgelig ikke. Jeg ville kun bruge gode trylledrikke…

Jeg opsøgte alskens alternative og vilde metoder til at få kontakt med noget andet end det vi sædvanligvis er enige om kaldes for virkelighed. Jeg ville i kontakt med den anden virkelighed, uden brug af forbudte substanser, men ved hjælp af kroppens tale, indre billeder, fantasi og forestillingsevne.

Jeg har opsøgt healere, shamaner, kinesiologer, tarotlæsere, astrologer, clairvoyante, håndlæsere, auralæsere, bevidstologer, kunstterapeuter, trancemedier, you name it. Og det har været spændende nok – men ikke nok. Oftest har jeg fået en andens oplevelse, udsagn om det ene og det andet, gode råd og metoder, “redskaber”. Når det ikke har vakt genklang eller virket med det samme, er jeg gået videre. Her har jeg nok jokket i spinaten, ved i mange tilfælde ikke at være vedholdende nok. Min søgen har bare ledt mig videre til nye oplevelser, og en del frustration. Det kan nemt blive til kursusafhængighed, som et fix der egentlig ikke bringer mig videre med andet end en god og anderledes oplevelse – som jeg også sætter pris på som inspiration.

Jeg gik ind i psykoterapiens personlighedsvridemaskine (det er ikke for tøsedrenge) og kom ud på den anden side med mere erfaring og større erkendelsesrum: Du finder ikke de vises sten udenfor dig selv – det er blot spejle.

Jeg gik i gang med at praktisere som psykoterapeut – og havde det langt hen ad vejen godt med det, men det var ikke nok. Det blev ikke den indre opdagelsesrejse jeg ønskede at videreformidle til en hungrende sjæl. Jeg droppede ud, desillusioneret. Og det er godt nok at blive desillusioneret – virkeligheden bliver mere klar.

Med astrologi betragtes jeg som spåkone – og det er slet ikke der jeg ser astrologiens værdi i dag. Hvordan jeg så ser astrologi, kan jeg ikke lige svare på. Det er bare ikke som blot og bar forudsigelse af begivenheder eller som personlighedsbeskrivelse – det er ikke nok. Men det vil jeg skrive om en anden gang.

I den jungianske psykoanalyse har jeg fundet noget der leder mig på sporet af min indre heks. Alkymien og den aktive imagination. Drømme og indre billeder synliggøres, manifesteres på en måde der umærkeligt ændrer psyken fra fastlåsthed i mønstre og forestillinger (fikse ideer) og åbner for en større verden af magi og mystik. Psykoanalysen (altså min analytiker) har givet mig nøglen til laboratoriet, så jeg selv kan låse mig ind og eksperimentere med kolber og reagensglas, med ild, vand, jord og luft – det er ikke tudseøjne, øglespyt og vampyrhår, der koger her. Det er de finere stoffer, der destilleres – og som med lidt held kan blive til det pure guld – hvis jeg er vedholdende nok og følger nogle få regler.

Alkymiens første regel: Lad aldrig ilden gå ud, ellers skal du bare starte forfra og det tager tid og kræfter (skriver Gerhard Dorn, belgisk alkymist 1520-1584)  Så det er der jeg nu er på min vej til heksestatus – ved arbejdet med at holde ilden vedlige. Det er en daglig øvelse der bl.a. kunne indbære fem små punkter jeg fandt på facebook i en lidt anden form – og ikke husker hvor kommer fra:

  1. læs bredt
  2. skriv ofte
  3. bliv ved
  4. tro på dine oplevelser
  5. anskaf en magisk ring

Det er  sommersolhverv anno 2017, Solen og Merkur er i konjunktion på 0 grader Krebs… ilden luer og det bobler i kolben. Jeg skrev at jeg ville være heks…  Jeg er heks!

 

 

Hvem er du?

En lille historie fra en forelæsning af jungiansk analytiker og teolog Thomas Patrick Lavin i C.G.Junginstituttet i Chicago i 1995. Forelæsningen kan høres i  “jungianthology podcast” med overskriften “Mythologies of Journey & Pilgrimage”.

Når jeg gengiver historien her, er det fordi jeg synes den giver stof til eftertanke i en verden der er så fokuseret på ydre omstændigheder, det materielle og rationelle i en grad så vi risikerer at glemme andre sider af livet – det mytiske, mystiske og irrationelle. Fornemmelsen af sammenhæng og tilhørsforhold forsvinder, når vi ikke ved hvem vi er, men må ty til titler, etiketter og statussymboler. Jeg selv ikke undtaget.

 

gamle-af-dage
En kvinde ligger i koma og er ved at dø. Hun får pludselig følelsen af at hun bliver taget op til himmelen og står foran dommersædet
– Hvem er du? Spørger en stemme.
– Jeg er borgmesterens kone.
– Jeg spurgte ikke om hvis kone du er, men hvem DU er.
– Jeg er mor til fire børn, svarer hun.
– Jeg spurgte ikke om hvis mor du er, men hvem ER du?
– Jeg er skolelærer, svarer kvinden.
– Jeg spurgte ikke om dit arbejde, men om HVEM du er. Og sådan bliver det ved en rum tid. Lige meget hvad stemmen spørger hende om, er hun ikke i stand til at give et tilfredsstillende svar.
– Jeg er kristen, siger hun tøvende.
– Jeg spurgte ikke om hvad din religion er, men hvem ER du?
– Jeg er hende der går i kirke hver søndag og hjælper de fattige og nødlidende… siger hun i håb om at det så er det rigtige svar.
– Jeg spurgte ikke om hvad du har gjort – men HVEM ER DU?
Det er åbenbart helt umuligt for kvinden at svare rigtigt på et eneste spørgsmål og hun bliver derfor sendt tilbage til Jorden.
Da hun senere vågner af sin koma og kommer sig af sygdommen, er hun fast besluttet på dette ene:

At finde ud af HVEM HUN ER…

 

 

Om Virus og Daimon

“Da alle sjælene havde valgt deres liv, gik de frem til Lachesis. Og med hver sendte  hun den Daimon som han havde valgt, så den kunne våge over hans liv og bringe hans valg til fuldførelse” Platon.

Det er slet ikke så tosset at blive lagt ned af en virus – især da når det værste er ovre og det er muligt at skabe sig en hyggelig rekonvalescens med te, pc og bøger indenfor rækkevidde. Og et vejr der alligevel ikke inviterer til ret meget udendørs ophold.

For en tid får tankerne lov til at gå deres egne kaotiske veje uden indblanding, uden at blive bremset af “bør” eller “skal”.  Det kreative vindue får befriende lov at udfolde sig selv. Og der er ro til at læse i længere stræk: “Koden til Sjælen” af James Hillman, en amerikansk psykolog og psykoanalytiker, der har studeret hos C.G. Jung i Zürich. Jeg finder ham interessant, fordi han vender psykologien på hovedet.

Hvad handler det så om?

FreudSigmund Freud (1856-1939) er stamfader til psykoanalysen og inddelte den menneskelige psyke i et Jeg (Ego) et overjeg (Superego) og et Det (Id), som er illustreret ved et isbjerg hvor kun toppen er synlig – bevidstheden – resten ligger under vandoverfladen – det ubevidste. Drømmene var for ham symboler der afdækker neuroser som følge af seksuelle dysfunktioner.

C.G. Jung (1875-1961) var Freuds samarbejdspartner, men brød med ham i 1913 og skabte en anden Jungforestilling om psyken – stadig inddelt i tre – nemlig det bevidste, det personligt ubevidste og det kollektivt ubevidste, hvor det bevidste er Egoet og det ubevidste omkranser Selvet.  Han mente at menneskets stræben er at finde ind til Selvet for at man kan blive sig selv. Drømmene er den bro der transcenderer grænsen mellem Egoet og Selvet. Han opfandt betegnelsen “arketyper” for de symboler drømmebillederne repræsenterer – symboler der har en vældig gennemslagskraft i psyken.

HillmanJames Hillman (1926-2011) har en anden opfattelse – som han har fået en del kritik for fra det psykologiske og psykoterapeutiske parnas. Han mener ikke at Selvet er EN ting. Det er ikke en entitet adskilt fra resten af eksistensen og vi behøver ikke at lede efter det, for det er der allerede og viser sig – oftest intuitivt –  i flere aspekter af vores væren. Egoet findes ikke. Hans ide er, at vi kommer til verden med et særligt aftryk. Ligesom et agern indeholder potentialet til at blive en eg, indeholder hvert menneske sit unikke potentiale.  Bl.a. Platon har inspireret til denne ide – i slutningen af “Staten” skriver Platon i myten om Er, at vi alle er født med en iboende “Daimon”  der styrer retningen for vort liv. Hillman kalder det i sin bog også for at en skytsengel har givet os vores skæbne med i fødslen – og at vi derfor har valgt forældre og omstændigheder, der bedst svarer til det potentiale vi kommer med og hvor vi kan udvikle os i overensstemmelse hermed – på godt og ondt. Hillmans ide er endvidere, at vi vokser ned – ikke op. Ved fødslen er vi allerede “oppe” – fontanellen er åben og “englen”, daimonen eller hvad vi vil kalde det, har stadig adgang og barnet en vag erindring om hvor det kommer fra. Vi glemmer det, vokser ned og ind i verden efterhånden som vi bliver ældre og får erfaring med at være og deltage i den.

Intet under at konventionelle psykologer ryster på hovedet ad Hillmans fantasifulde ide, hvis de kun ser dysfunktioner og behandling af samme, men ikke ser det usynlige og måske ustyrlige, der også er i mennesket. Babyer bliver født og derfra bliver de præget af forældre og omgivelser – og derfor er de fleste neuroser og dysfunktioner resultatet af forældrenes personligheder og adfærd. Og så fremdeles. En stærkt reduktionistisk tankegang, efter min mening.

Jeg holder meget af mysteriet, af det ukendte og åbne fantasiland.  Fantasi er ikke noget uvirkeligt eller fiktivt – det er ligeså virkeligt og levende som alt andet i verden. Hvordan ville vi ellers kunne nyde kunst, musik, poesi og litteratur?  Hvor tror du historier som Ringenes Herre, Star Wars, Harry Potter, Pippi Langstrømpe kommer fra? Hvor får musikkens mestre deres inspiration fra? Eller malerkunstens mestre?  Fra deres forældre??

Hver gang jeg besøger min psykoanalytiker, mærker jeg min Daimon røre på sig. Her giver min overtilpassede personlighed den lov til at leve og udtrykke sig – det er livgivende, håbefuldt og inspirerende.

Jeg takker den lille virus for at have givet et par dage under dynen, og forsynet for at netop den bog faldt ud af reolen og ned i mine hænder, og for at jeg nu er i bedring og snart skal en tur ned til analytikeren og få luftet min Daimon igen.