Decemberblues

Ved vintersolhverv , årets dybeste mørke. Fem planeter er samlet om galaxens centrum. Det sorte hul, orkanens øje, stormens indre stilhed. Singulariteten ingen ved hvad er og hvorfra intet og ingen vender tilbage, skulle man falde ind i det. Så sort bliver det ikke endnu…  Men der er en melankolsk gråskala som ikke synes at få ende – en ulden stemning.  Det er stilletid, ventetid, forberedelsestid.
Alliker flokkes i høje træer før eftermiddagens solnedgang mens andre ordner fartøjer før vinteren strammer til.  Jeg har bare decemberblues.

 

 

Frk. Arachne er på besøg

Hun har bygget det fineste spind på mit vindue mod vest.  Jeg er glad for at der er glas imellem os. Min svoger kalder mig for en pivskid fordi jeg ikke så gerne vil i karambolage med damen med de stribede ben. Det ville givet være værst for hende, bortset fra at jeg ikke kan lide at slå edderkopper ihjel.  Jeg kigger på hende nu. En lille flue er gået i fælden yderst på spindet. Hun iler derhen – haps – så er der aftensmad.

 

Høstanemone

Høstanemoner i august. Er der noget smukkere? Jeg sidder bag et helt buskads af dem her i Botanisk Have i København. Selv fra bagsiden er de bedårende i deres milde sarthed og utrolig hårdførhed. De står længe.

Hjemme hos mig har anlægsgartnere (jeg bor til leje i en etagejendom) for nogle år siden gravet alle bede op foran huset og erstattet det hele med ral, fiberdug og falske laurbær, der stort set ikke kræver vedligeholdelse. Vores fine høstanemone måtte lade livet. Jeg skældte godt nok ud da de gravede den op med en bobcat.

Men de har heldigvis ikke fået det hele med. På trods af de vanskelige vækstvilkår for ukrudt, har et skud af vores høstanemone fundet vej op gennem fiberdug, ral og kedeligt, uforanderligt stedsegrønt. Den står nu så strunk som noget midt i laurbærrene. Ukuelig som mælkebøtter. Jeg bliver helt glad hver dag jeg ser den og minder mig om, at selv om reglerne for ukrudt er skrappe, så kan det ikke holdes nede! Og gudskelov for det!

En hyldest til skoven

Det er højsommer, snart sensommer. Indledningen til efteråret. Den bedste årstid. Der hvor alting er frodigst. Lige før det hele dør. Ligesom mørket er mørkest lige før daggry. Men stadig juli. Stadig feriemåned. Det kan stadig blive varmt. Jeg er ikke god til varme. Vil ikke rejse sydpå.  At ligge på strand gør mig rastløs. Der er ingen træer, ingen skygge.

Jeg holder af køligheden og de vilde farver der kommer i efteråret. Nyder skovbundens fede peberduft efter en byge, løvhangets raslen i vinden, puslen af mus og kryb. Fuglesang – når det er sæson eller den tid på dagen.  Sidde på en træstub og suge af træernes velvilje med ekstra ilt. Sindet falder til ro. Kroppen gearer ned og får ny energi.

Skoven er et magisk sted hvis man vil se det. Et sted hvor man kan møde dansende elverpiger – ja, kom ikke for nær. Og småfolket – usynlige, men ikke umærkelige – der lister rundt og holder øje med mig, mens jeg sidder helt stille og observerer dem uden at forstyrre. Gamle ånder – så gamle som jorden selv – huserer i skoven. Vær helt stille derude, og tålmodig, så kommer de.