Om at være intuitiv-føletype

“Skulle jeg lave en facebookside “For os der er mærkelige”, bemærkede jeg kækt hos min psykoanalytiker, da vi -igen – havde talt om det at være  intuitiv-føletype. Hendes respons kom prompte: “mærkelig” er måske ikke det rigtige ord, “anderledes” kan heller ikke bruges. At være en intuitiv-føletype, er  ikke  mærkelig eller anderledes. Det er tvært imod  en ressource!  Jeg mærkede tydeligt hendes irritation…  eller nej – jeg mærkede min egen skam, da jeg indså at jeg var røget i den sanse-tænkende verdens offerfælde. Igen.

I vores del af verden, er det udadvendte, handlende og resultatsøgende – det sanse-tænkende menneske – i forgrund fordi de er mere synlige i samfundet, i medier, politik og erhvervsliv. Intuitive-føletyper anerkendes ikke rigtig – undertiden vistnok heller ikke af os selv (og det må vi gøre noget ved) –  og nogle ender med diagnoser som  stress, depression, add eller udefinerede personlighedsforstyrrelser.

Når singulariteten – tyngdepunktet – ligger i den sanse-tænkende polaritet, så vil det accelerere i det uendelige, medmindre vi flytter tyngdepunktet til et mere afbalanceret sted og gør plads til intuitivt-følende på lige fod med de sanse-tænkende.  Men vi bliver lige nødt til at forstå hinandens forskelligheder og ressourcer for at nå dertil. Det tager tid.

Jeg tygger videre på begrebet “mærkelig” på vej hjem fra analysesessionen. Analytikeren har sat noget i gang i mig. Noget om os, der i løbet af livet er gået ned med flaget fordi vi har troet – er blevet opdraget til –  at vi burde kunne leve op til krav om omstillingsparathed, robusthed, multitasking og at være “på” hele tiden, opnå resultater, når det kommer til uddannelse, job og karriere. Gør jeg ikke det, men foretrækker mystik, symbolik, astrologi, meditation, indre temaer, der er vanskelige at kapitalisere – så er jeg “mærkelig…?” Nej – på ingen måde! Og jeg oplever en snert af skam, fordi jeg kommer til at tænke sådan og dermed viser disrespekt for mig selv.

Igennem de seneste 15-20 år har vi hørt om “særligt sensitive”, undertiden omtalt i en form, der næsten tangerer en diagnose. Det er det ikke. Det er et andet udtryk for den del af menneskeheden, der er  intuitiv-følende personlighedstyper. Mennesker, hvis livsoplevelse er orienteret indefra, at mærke, ane, fornemme, opfange subtile og usynlige informationer der foregår mellem os, mellem mennesker, mellem natur og mennesker. Det er mennesker der ser verden gennem kunst, musik, digtning, fantasi, kreativitet under enhver form, og spiritualitet.

Intuitive-følemennesker risikerer at bukke under, når vi tvinger os selv til at passe ind i sanse-tænkeres normative systemer i skoler, uddannelsesinstitutioner og arbejde hvor målet er at blive gode skatteydere der bidrager til landets velstand. Det er som at gå i helt forkerte sko. I det lys, er det en katastrofe at musiske fag i skolen er nedprioriteret eller helt fjernet fra undervisningen, til skade for velfærden.

Målet for en intuitivt-følende er ikke resultater eller økonomi – penge er nødvendige og gode at have når man skal bruge dem, men drivkraften er en anden, f.eks. glæden ved at skabe – om det så er en kunstart eller kontakt og nærvær mellem mennesker uanset niveau – og det kan aldrig passes ind i en organisations rigide regneark. En introvert følende sosu vil have tid til at holde gamle Helga i hånden og høre hendes livshistorie når de har gjort morgentoilette, før hun skal videre til gamle Olga og være der for hende.

Sanse-tænke mennesker, oplever verden overvejende konkret og materielt. Det der kan vejes, måles, bevises er det der eksisterer. De er gode til at holde hjulene i gang, bygge, drive virksomhed, tjene penge, administrere, vedligeholde, drive eksakt videnskab. De går igennem uddannelsessystemet med høje karakterer og ambitioner om at efterlade synlige spor i verden. Det skal vi anerkende, men ikke på bekostning af de intuitivt-følendes indre værdier.  Vi skal supplere hinanden.

Det jeg taler om her er den jungianske forståelse af psykologiske typer som jeg synes giver mening. Der er i hvert menneske en grundlæggende præference i fire dele: Tænkning, Sansning, Følelse og Intuition, tillige delt op i introversion og ekstraversion.  Med det in mente, kunne vi bygge bro over de afgrunde vi skaber i manglende forståelse af hinandens forskelligartede måde at være i verden på. (se længere nede referencer til typologi og typetest)

Min typologiske præference er introvert intuitiv-føletype. Det betyder ikke at jeg ikke tænker og sanser, ej heller at jeg ikke kan være ekstravert. Det tager bare lidt mere tid og indsats at bruge den del af psyken. Det har taget mange år i terapi og tre gange er flaget gået ned, før det er gået op for mig at jeg ikke skal leve op til alle  den sanse-tænkende verdens fordringer, men at jeg har ret til at være og udtrykke den jeg er, på den måde jeg bedst kan.

Mit håb er, for mine børns og børnebørns skyld, at intuitive føletyper får taget mere magt, så vi kan få rettet vores døende verden op, genskabt vilde naturområder, skove og vandløb, få fortalt historier og eventyr, genvinde magien, fortryllelsen og forundringen over at vi overhovedet er her.

Referencer:
jobindex.dk kan du gratis tage en vejledende typologitest og finde ud af dine præferencer. Det bør ikke ses som statiske etiketter, men mere som et udviklings- og indsigtsværktøj i din psykes krinkelkroge.

På hjemmesiden jung-for-alle.dk kan du læse mere om Jungs typologi.

På biblioteket kan du låne bogen Psykologiske Typer og fordybe dig i Carl Gustav Jungs afhandling om emnet.

 

Verden på vrangen – Jupiter i Skorpionen

“Det var den bedste tid, det var den værste tid; det var visdommens århundrede, det var dårskabens århundrede; det var troens periode, det var vantroens periode; det var lysets tid, det var mørkets tid; det var håbets vår, det var fortvivlelsens vinter; vi havde alt i vente, vi havde intet i vente; vi gik alle lige ind i Himlen, vi gik alle den modsatte vej….”
Charles Dickens – Indledningen til “En fortælling om to byer.”

 

Er verden ved at vende vrangen ud på sig selv? Det føles sådan. Både i det indre og i det ydre.

Det ydre er en manifestation af det indre. Det er mennesker der får ting til at ske. Det er menneskelige følelser og emotioner der skaber den verden vi oplever omkring os. Der er mennesker der hader og slår andre mennesker ihjel – måske fordi de hader sig selv. Og der er mennesker der elsker andre mennesker – måske fordi de elsker sig selv.

Det er op til os mennesker at skabe den verden vi lever i. Og lige nu er der  en hvirvelvind af kaotiske emotioner.  Nyhederne, overskrifterne, historierne, bringer fortællinger af trusler, frygt, afmagt, sorg  og vrede. Det er tidens skyggeaftryk.

Astrologisk ligger vi i kølvandet af syv kvadrataspekter mellem Uranus og Pluto fra perioden 2010 – 2015, der har skabt uro på mange fronter. En markant solformørkelse i august 2017, efter hvilken vi har set voldsomme orkaner og jordskælv. Og en opposition mellem Jupiter og Uranus, der har virket on-off siden december 2016 – og som i øvrigt er en kulmination af en 14-årscyklus der begyndte i foråret 2010 på grænsen mellem Fisk og Vædder. Den har sat nye  teknologiske muligheder og kulturelle strømninger i værk,  i en proces der ender i løbet af 2024 i Tyren. Her vil hele denne teknologisk-kulturelle turbulens  have fundet et leje og danne en ny  grund, med nye værdier, der vil manifestere sig i en ny  14årig cyklus der tager sin begyndelse fra et mere stabilt sted i Tyrens tegn. Ja – ting forandrer sig, vi forandrer os, og lige nu i disse år går det mega-mega stærkt.

Så hvad kan vi gøre når vi bliver ramt af disse turbulente og hastigt skiftende følelser? Reagere ved impulsivt at skrive det ud på Facebook og dermed bidrage til kaos?  Eller undersøge hvad der sker i os selv og  hvorfor det mon gør det? Det vi ser og reagerer på, er projektioner af hvad der foregår i vores egen psyke, egne erfaringer af vrede, angst, sorg og selvfølgelig også glæde. Der er guld at finde, og forløsning at hente, ved at kigge indad og se vores egne skygger og indre dæmoner i øjnene uden at agere det ud på andre mennesker, måske sammen med en der er god til at lytte og rumme.  Ja, jeg er fortaler for den terapeutiske samtale og jungiansk psykoanalyse (og nej, jeg tager ikke klienter).  Det er ikke en egoistisk handling at se indad. Det er ikke navlebeskuelse, som nogle vil nedgøre det til. Helingen i os selv, i vores eget liv, er begyndelsen til at hele  verden.  Tænk hvis vi kunne få etik, empati, selvkærlighed og medmenneskelighed ind som skolefag eller helt fra vuggestuen, eller fra livets begyndelse, som en måde at være mennesker sammen på…  hvilken paradisdrøm.

Jupiter går i Skorpionens tegn.

Den 10. oktober 2017 vil Jupiter, der bl.a. står for kultur, dannelse og vækst, forlade Vægtens diplomatiske og udglattende energi for at gå i Skorpionens, underverdenens og det ubevidstes tegn. Den vil opholde sig der i omtrent et år.

Energien vil ændre sig fra at lappe, indgå kompromiser, glatte ud, mægle, benægte fakta og egentlig ikke tage nogen varige beslutninger men blot sende aben videre – til at tage fat ved ondets rod. Ikke med magt eller vold – det er ikke Jupiters bord – men med en søgen indsigt  i hvad det egentlig er der foregår i dybet.

Jeg læser for tiden en bog om Carl Gustav Jung, der hedder “Jung -en stemme fra dybet”. Den er skrevet af mag.art. i middelalderlatin, Aksel Haaning, udgivet i 2016. På bogens bagside står der bl.a.: ” Bogen undersøger, hvordan den europæiske kulturs histories gemte og glemte tanker forstyrrer os, indtil de kommer op til overfladen.”

Det er Jupiter i Skorpionen i en nøddeskal. Det er det vi ser boble op i disse år – det ubevidste materiale i den menneskelige psyke er i færd med at bryde igennem og skabe den splittelse og uro der kendetegner nutiden. Jeg oplever det som om de seneste års uro har været en forberedelse til Jupiters ophold i Skorpionen, hvor den “chtoniske ånd”, som Haaning skriver om, vil slippe ud af ubevidsthedens lænker. “Chtohn” er græsk og betyder Jord – den chtoniske ånd er jordens guder – “den dunkle side af Gud” som Jung kalder det ifølge Haaning.

Jupiter i Skorpionen handler om skyggesiden af vores liv. Seksualiteten, religiøse følelser, personlige og kollektive tabuer, det ingen taler om men alle ved, elefanten i stuen som ingen ser, opgør med pænhed og flinkeskole. Det kan være den slags temaer, vi kommer til at beskæftige os med i det kommende års tid – blandt meget andet. Det er ganske vist kun et enkelt element af en hel Astrologi… men det bliver interessant at følge tegnene og se hvordan det vil dukke op. Det er gerne de ting vi undertrykker, der tager mest energi. Prøv at tvinge en badebold til at blive under vand – det er næsten umuligt at holde den nede før den pludselig og med stor kraft slipper fri. Det er i princippet det der sker når vi undertrykker og fortrænger de følelser og tanker der gør os urolige og angste.

Jupiter er en udviklings- og vækstplanet og sætter i Skorpionen lup på det vi har fortrængt til det ubevidste. Det kan bl.a. dukke op i drømmene, i følelserne, i intime møder, seksualiteten, i forestillinger om livets og dødens mening.  På hvilken måde det vil udspille sig, afhænger af huspositionen i horoskopet.  Sidst Jupiter befandt sig i Skorpionen var oktober 2005-november 2006. Hvis du tænker tilbage, vil du kunne få en fornemmelse af hvad det handler om for dig. Det vil være særligt mærkbart for mennesker født i Skorpionen, Tyren, Løven og Vandbæreren.

 

Den du fodrer.

En lille indiansk historie:

En gammel Cherokee sad ved bålet med sit barnebarn og ville fortælle ham noget om livet.
“Hør engang”, sagde den gamle “Der er en frygtelig kamp mellem to ulve inden i mig. Den ene ulv er ond, vred, grådig, arrogant, fuld af selvmedlidenhed, falsk stolthed, mistro og egoisme. Den anden er god, fuld af glæde, fred, kærlighed og medfølelse, håbefuld, venlig og tillidsfuld”.
“Den kamp”, fortsætter den gamle, “findes også inden i dig – og inden i alle andre mennesker.”
Drengen tyggede lidt på det han havde hørt, og spurgte så sin bedstefar:
“Hvilken ulv vinder?”
Bedstefaren smilede og svarede uden tøven:
“Den du fodrer”.

 

Under dragens klo

Igen har jeg mærket grebet, der sidder i nakken og spærrer for tanke, følelse og mening. Det er et hårdt greb, som en klo med pigge, der føles som en krybende, kravlende, stikkende fornemmelse, et jerngreb omkring kraniet, der ikke tillader glæden at blomstre eller begejstringen at strømme.  Jeg må finde ud af hvad det vil og begiver mig ind i en åben, meditativ tilstand med pen og papir i hånden… en aktiv imagination tager form:

Jeg aner at der er nogen bag grebet. Et ildspyende monster der har sat sin klo i nakken og holder mig nede så jeg ikke kan røre mig, ikke ånde, ikke le, ikke græde. Monsteret viser sig for mig i sin reptilske, skællede, savlende uhyrlighed.

Med røde øjne og slimetgrøn mund, tænder så skarpe og spidse som dolke viser den sin forfærdende overmagt. Jeg spænder alle muskler i kroppen. Forsøger at rejse mig under kloens tryk. Så trykker den mere til. Kroppen spænder endnu mere. Der er ingen mulighed for flugt. Jo mere jeg kæmper imod, jo mere trykker den til. Det er umuligt det her. Jeg er inde i dragens grotte – ligger på maven på den hårde klippe med bæstets tyngende vægt på min ryg mens den fnyser gennem åbne næsebor og basker med sine piggede vinger, og et grumt leende udtryk som en sejrherre med sit nedlagte bytte.

Vil den da aldrig slippe? Skal den da aldrig ud at finde føde? Så går det op for mig at JEG ER FØDEN – den venter kun på at jeg opgiver kampen… da der pludselig sker noget der får dragen til at spy ild. Et skarpt lys blinker ved hulens åbning. Jeg vender med besvær blikket i retning af lyset og skimter ud af øjenkrogen… et spejl foran hulens indgang og jeg ser dragen i spejlet. Ser dens lynende øjne. Lyn der kaster dens eget lyn tilbage på den selv og gør den blind. Ilden den spyr mod sin imaginære rival kastes med stor kraft tilbage på dragen selv. Luften tykner af raseri og iltmangel – jeg hiver efter vejret, hostende og hulkende – jeg ligger stadig under dragen der endnu har fat i min nakke – er det nu? Dør jeg nu?

Dragen slipper pludselig sit greb og flakser mod hulens åbning i en vanvittig nærkamp mod sit eget spejlbillede – ilden tager fat i dragens vinger der bryder i brand mens den blindt angriber. Spejlet springer i tusind stykker og dragen tumler brølende ud af hulen. Lyden bliver til en ynkværdig piben der ender i en dyb og mægtig stilhed på en baggrund at knitren og knagen, indtil også den lyd dør ud.

Jeg forsøger mat og rystende at rejse min stive, smertende krop. Fornemmelsen af dragens klo føles stadig skarpt i nakken. Træt som ind i døden, kravler jeg længere ind i hulens mørke, hyller mig ind nogle gamle ulveskind og falder i dyb søvn.

Da jeg vågner igen, falder et gyldengrønt lys i bløde klatter ind i hulens indre. Jeg kommer med besvær op på alle fire og kravler hen mod hulens åbning. En tilgroet urskov møder mig der. Jeg rejser mig, begiver mig på usikre ben ud af hulen og må mase mig igennem tæt buskads og løvhang, der også støtter så jeg ikke falder om. Jeg må have sovet i tusinde år.

Mens jeg arbejder mig igennem krattet, oplever jeg en tiltagende lettelse. Styrken vender langsomt tilbage… og der, foran mig, snubler jeg over en stor mosgroet tue i skovbunden – erindringen om en voldsom kamp vælder op i mig og gennemryster min krop da jeg genkender det forstenede kadaver af en drage – jeg kan forvisse mig om at den virkelig er død – for nu.

For det er sådan med drager, at de kan genoplive sig selv under de rigtige omstændigheder. Så det er bare om ikke at give dem muligheden – men man kan alligevel aldrig rigtig vide… kan man vel?

 

 

 

Jeg ville være heks

Symbolon tarotkort, Thea Weller

En gang for mange år siden, da jeg endnu havde fast dagligt arbejde, gik jeg og drømte om hvad jeg skulle være når jeg blev stor.  Jeg var  pædagog i en daginstitution – et job der på mange måder ikke passede til mig og på mange andre gjorde. Så jeg drømte mig til noget andet:  Jeg ville være heks. Men ikke en af de almindelige!

Heksen er en arketype der ofte afbildes som en gammel kvinde med langt filtret hår, krum næse, vorter og skægvækst, små plirende øjne og pukkel. Sort ravn og kat er hendes tro følgesvende. Heksen står bøjet over sin sorte gryde, hvor det bobler og syder. En blanding af tudseøjne, øglespyt og vampyrhår skal blive en trylledrik – giftig eller euforiserende, livgivende eller dødbringende. Alt efter formålet.

Heksen er en der forvandler andre. Af egen drift eller for andres ønske – mod en pris, selvfølgelig. “Giv mig dine smukke tænder og jeg skal give dig den ønskede drik”. Nu gyser du nok. Ville jeg virkelig være sådan en? Nej. Selvfølgelig ikke. Jeg ville kun bruge gode trylledrikke…

Jeg opsøgte alskens alternative og vilde metoder til at få kontakt med noget andet end det vi sædvanligvis er enige om kaldes for virkelighed. Jeg ville i kontakt med den anden virkelighed, uden brug af forbudte substanser, men ved hjælp af kroppens tale, indre billeder, fantasi og forestillingsevne.

Jeg har opsøgt healere, shamaner, kinesiologer, tarotlæsere, astrologer, clairvoyante, håndlæsere, auralæsere, bevidstologer, kunstterapeuter, trancemedier, you name it. Og det har været spændende nok – men ikke nok. Oftest har jeg fået en andens oplevelse, udsagn om det ene og det andet, gode råd og metoder, “redskaber”. Når det ikke har vakt genklang eller virket med det samme, er jeg gået videre. Her har jeg nok jokket i spinaten, ved i mange tilfælde ikke at være vedholdende nok. Min søgen har bare ledt mig videre til nye oplevelser, og en del frustration. Det kan nemt blive til kursusafhængighed, som et fix der egentlig ikke bringer mig videre med andet end en god og anderledes oplevelse – som jeg også sætter pris på som inspiration.

Jeg gik ind i psykoterapiens personlighedsvridemaskine (det er ikke for tøsedrenge) og kom ud på den anden side med mere erfaring og større erkendelsesrum: Du finder ikke de vises sten udenfor dig selv – det er blot spejle.

Jeg gik i gang med at praktisere som psykoterapeut – og havde det langt hen ad vejen godt med det, men det var ikke nok. Det blev ikke den indre opdagelsesrejse jeg ønskede at videreformidle til en hungrende sjæl. Jeg droppede ud, desillusioneret. Og det er godt nok at blive desillusioneret – virkeligheden bliver mere klar.

Med astrologi betragtes jeg som spåkone – og det er slet ikke der jeg ser astrologiens værdi i dag. Hvordan jeg så ser astrologi, kan jeg ikke lige svare på. Det er bare ikke som blot og bar forudsigelse af begivenheder eller som personlighedsbeskrivelse – det er ikke nok. Men det vil jeg skrive om en anden gang.

I den jungianske psykoanalyse har jeg fundet noget der leder mig på sporet af min indre heks. Alkymien og den aktive imagination. Drømme og indre billeder synliggøres, manifesteres på en måde der umærkeligt ændrer psyken fra fastlåsthed i mønstre og forestillinger (fikse ideer) og åbner for en større verden af magi og mystik. Psykoanalysen (altså min analytiker) har givet mig nøglen til laboratoriet, så jeg selv kan låse mig ind og eksperimentere med kolber og reagensglas, med ild, vand, jord og luft – det er ikke tudseøjne, øglespyt og vampyrhår, der koger her. Det er de finere stoffer, der destilleres – og som med lidt held kan blive til det pure guld – hvis jeg er vedholdende nok og følger nogle få regler.

Alkymiens første regel: Lad aldrig ilden gå ud, ellers skal du bare starte forfra og det tager tid og kræfter (skriver Gerhard Dorn, belgisk alkymist 1520-1584)  Så det er der jeg nu er på min vej til heksestatus – ved arbejdet med at holde ilden vedlige. Det er en daglig øvelse der bl.a. kunne indbære fem små punkter jeg fandt på facebook i en lidt anden form – og ikke husker hvor kommer fra:

  1. læs bredt
  2. skriv ofte
  3. bliv ved
  4. tro på dine oplevelser
  5. anskaf en magisk ring

Det er  sommersolhverv anno 2017, Solen og Merkur er i konjunktion på 0 grader Krebs… ilden luer og det bobler i kolben. Jeg skrev at jeg ville være heks…  Jeg er heks!

 

 

Hvem er du?

En lille historie fra en forelæsning af jungiansk analytiker og teolog Thomas Patrick Lavin i C.G.Junginstituttet i Chicago i 1995. Forelæsningen kan høres i  “jungianthology podcast” med overskriften “Mythologies of Journey & Pilgrimage”.

Når jeg gengiver historien her, er det fordi jeg synes den giver stof til eftertanke i en verden der er så fokuseret på ydre omstændigheder, det materielle og rationelle i en grad så vi risikerer at glemme andre sider af livet – det mytiske, mystiske og irrationelle. Fornemmelsen af sammenhæng og tilhørsforhold forsvinder, når vi ikke ved hvem vi er, men må ty til titler, etiketter og statussymboler. Jeg selv ikke undtaget.

 

gamle-af-dage
En kvinde ligger i koma og er ved at dø. Hun får pludselig følelsen af at hun bliver taget op til himmelen og står foran dommersædet
– Hvem er du? Spørger en stemme.
– Jeg er borgmesterens kone.
– Jeg spurgte ikke om hvis kone du er, men hvem DU er.
– Jeg er mor til fire børn, svarer hun.
– Jeg spurgte ikke om hvis mor du er, men hvem ER du?
– Jeg er skolelærer, svarer kvinden.
– Jeg spurgte ikke om dit arbejde, men om HVEM du er. Og sådan bliver det ved en rum tid. Lige meget hvad stemmen spørger hende om, er hun ikke i stand til at give et tilfredsstillende svar.
– Jeg er kristen, siger hun tøvende.
– Jeg spurgte ikke om hvad din religion er, men hvem ER du?
– Jeg er hende der går i kirke hver søndag og hjælper de fattige og nødlidende… siger hun i håb om at det så er det rigtige svar.
– Jeg spurgte ikke om hvad du har gjort – men HVEM ER DU?
Det er åbenbart helt umuligt for kvinden at svare rigtigt på et eneste spørgsmål og hun bliver derfor sendt tilbage til Jorden.
Da hun senere vågner af sin koma og kommer sig af sygdommen, er hun fast besluttet på dette ene:

At finde ud af HVEM HUN ER…