Et healende møde med Chiron

En lille flig af Chiron-arketypen åbner sig i fantasirejser og studiet af planetoiden tager et uventet omfang. Dette er blot et lille indblik i dens energi, der måske kan inspirere læseren til at gå videre selv. Vi starter med en meditation i den røde lænestol i Irene Christensen Instituttet på Østerbro, tager en lille omvej i mytologien og slutter med en workshop og et tilfreds suk.

Artiklen blev bragt i Horoskopbladet Stjernerne, nr. 11, 2017 – Vandbæreren.

Astrolog Cathrine Oppenheim guider en kort kropsscanning, åndedrættet falder til ro, sindet samler sig, den fælles energi i rummet fortættes og skaber en god bærebølge for det der følger:

En frodig have toner frem for mit indre blik. Grønt græs, buskads og træer, blomsterflor og smukke fugle. Midt i haven står en fontæne med rislende vand. Jeg sætter mig på en bænk og mærker at min indre guide sidder ved min højre side. På venstre side kommer en spøjs lille figur frem, knap en meter høj – iført en alt for stor grøn kappe med hætte – jeg ser kun spidsen af en stor tud titte frem – der er noget humor i ham, som en kommentar om ikke at blive alt for højtidelig. På den anden side af fontænen bølger en hvid tåge, der langsomt tager form som en hestekrop med mandetorso. Chiron er kommet i egen høje person. Han vinker mig hen til sig og signalerer at jeg skal sætte mig op på hans ryg. Snart galopperer han afsted så jeg må holde godt fast om ham.
Nu hører jeg lyden af rytmiske trommer og sære syngende lyde. Chiron sagtner farten og sætter mig af ved et skovbryn. Jeg ser spørgende på ham da han blidt skubber mig i retning ad skoven. Derinde mellem træerne, ser jeg en lille samling hytter med en åben plads foran. Det er her lydene kommer fra. En cirkel af skikkelser, klædt i farverige fjer, perlebroderier, raslende knogler – arketypen på medicinmænd, shamaner – danser til trommerytmen og sangen. De bærer dyreagtige masker, så jeg kan ikke se deres ansigter. Kredsen åbner sig, jeg bliver trukket ind i midten. De danser helt tæt omkring mig. Lyden af trommer og sang stiger og falder i mine ører. Det er som et tranceagtigt drømmesyn med lyd på. En af shamanerne holder en lille skindpose i snor hen mod mig og lægger den om min hals. Jeg forstår at det er en medicinpose, som jeg vil få brug for. Syn og lyde fortoner sig, da kentauren nærmer sig igen. Atter stiger jeg op på Chirons ryg. Han bringer mig hurtigt tilbage til haven med fontænen og bænken. De to guider kommer mig leende imøde og følger mig ud af haven. Rejsen er slut.

Hvem er Chiron?
Astronomisk er Chiron en lille planetoid, der tilhører gruppen af såkaldte “kentaurer” der befinder sig mellem asteroidebæltet og Kuiperbæltet. Dens bane er sådan at den i en periode er relativt tæt på solen og i en periode relativt langt fra solen. Det betyder at dens ophold i hvert stjernetegn varierer fra godt 2 år i Vægten og op til hele 9 år i Vædderen (se skema). En fuld runde tager mellem 49 og 51 år. Den befinder sig for det meste mellem Saturn og Uranus, men kan nå lige indenfor Saturns bane og lige udenfor Uranus’ bane.

At himmellegemet fik navnet Chiron er interessant. I 1977, da den kom ind i vores bevidsthed var der grøde i den alternative verden – terapi og selvhjælpsmetoder var i blomstring. Netop de temaer hænger nært sammen med Chiron, læreren og healeren i den græske mytologi.

Som det er med myter, findes der forskellige udgaver af historien om Chirons liv og død. I sin bog “The Twelve Houses”, i kapitlet om Chiron-arketypen, skriver Howard Sasportas omtrent sådan her:

Chirons far var Kronos (Saturn) og hans mor Philyra, en af Oceanos’ døtre. Ifølge legenden griber Saturns hustru, Rhea, Kronos og Philyra på fersk gerning. For at slippe væk, forvandler Kronos sig til en hest og stikker af. Resultatet af den forening bliver til Chiron, en Kentaur, halvt hest, halvt menneske. Fortvivlet over at have født hvad hun ser som et monster, beder Philyra guderne om for enhver pris at blive befriet for byrden. Som svar fjerner de Chiron og forvandler hende til et citrontræ.

Solguden Apollon tager Chiron til sig som sin egen og oplærer ham i bl.a. bueskydning (dvs. krigsførelse) medicin, etik, musik og naturvidenskab. Kentaurer er ellers nogle krigeriske karle, men den side undlader Apollon at udvikle hos Chiron – han lærer til gengæld at helbrede følgerne af krig. Ved et uheld bliver Chiron såret i et ben af en af sine egne giftpile. Et sår der aldrig heles. Chiron forsøger med alle mulige midler at blive smerten kvit, men uden held. Den ihærdige søgen efter helbredelse og hans liv blandt guderne udvikler ham til at blive en viis healer, en shaman.

Eftersom Chiron har gude-status, er han i en besynderlig situation; han kan hverken blive rask eller dø. Endelig finder han en løsning på dilemmaet: Prometheus var blevet forvist til underverdenen som straf for at have stjålet ilden fra guderne. Hans lever bliver hver dag hakket ud af en ørn, og hver aften vokser den ud igen og det hele starter forfra. Hans frigivelse afhænger af, at nogen vil tage hans plads. Chiron har ikke længere noget ønske om at være udødelig og får lov til at udfri Prometheus – Chiron kan endelig dø.

Chirons astrologiske temaer handler om afvisning, traumer og livsvarig lidelse. Der hvor den befinder sig i horoskopet, er den dybeste livssmerte afspejlet, hvad enten det er forstyrrende psykiske mønstre eller fysiske handicap. Men det er også stedet hvor helbredelsen findes. Det ligger implicit, at der hvor vi lider har vi også svaret på lidelsen – et svar der formentlig også kan handle om at komme overens med døden, Chirons højeste ønske.

Tilbage til meditationen.
Gad vide hvad den medicinpose betyder? Det er nok ikke meningen at jeg skal kigge i den – men jeg tænker at den repræsenterer en healende kraft – eller en påmindelse om at mennesker ganske vist er dødelige – men vi har også en udødelig, en åndelig, side. Så hvad er healing egentlig? For mig handler det om at blive bevidst om sine “sår” uden at gøre sig til offer for dem. Det er, som jeg ser det, kernen i al terapi. Barndomstraumer bliver jo ikke ugjort, handicaps går ikke pludselig væk, psykisk forstyrrende mønstre går ikke bare lige i opløsning af sig selv eller ved hjælp af en pille. I min erfaring går det ud på at lære at leve med det – ikke som når læger siger “det må du lære at leve med” når de ikke har en kur, det er ikke det jeg taler om – det går meget dybere. Første skridt er at lære at tale om det – uden at føle skam, og det kan tage en rum tid. Siden kan det være at man bliver en inspiration for andre – ligesom Chiron, der kunne hjælpe andre, men ikke sig selv, uden at miste livet.

Endnu en Chiron-workshop
I efteråret 2016 deltog jeg i en spændende workshop om Chiron, afholdt af Vilhelm Wedell-Wedellsborg. Oplevelsen derfra viste tydeligt hvordan det at dele sin historie, sin “sårethed”, kan have en velgørende virkning. Den dag var 16 mennesker der ikke på forhånd kendte hinanden samlet for at undersøge Chiron i vores horoskoper. Efter Vilhelms fine oplæg og en guidet meditation, fik hver deltager sit horoskop op på tavlen. Det var så ikke Vilhelm, der ville fortælle os noget, men os hver især der fik mulighed for at fortælle hinanden noget om livssmerten i lyset af horoskopet.

Det kan synes grænseoverskridende at fortælle så personligt om sig selv til fremmede, men jeg oplevede stor åbenhed og villighed til at dele sine erfaringer. Selv om hver historie er unik, blev det tydeligt hvordan “smertepunkterne” har ligheder hos dem der har Chiron i samme tegn. Det er huspositionen, livsområdet hvor det udspiller sig, der gør forskellen.

Min healingsvej
I mit horoskop er Chiron i Vandbæreren i 9. hus – jeg er vokset op med en følelse af at være fremmed i verden og altid ville noget andet end de fleste. Jeg har følt mig som en outsider, en der altid går imod strømmen – ofte også i trods. Og i 9. Hus handler det om at finde mit spirituelle hjem. Som barn af to teologer/præster der hver især havde deres egne tros-oprør, har jeg levet med en religiøs forvirring der på en måde gjort mig åndeligt hjemløs. Skole og uddannelse i det offentlige system fandt jeg mig aldrig tilrette i, hverken folkeskole (3. hus) eller højere læreanstalter (9.hus). Med tiden fandt jeg alternative veje. Ifølge Vilhelm kan vi også se på huset overfor Chirons radixposition i horoskopet for at finde en spejling af healingspotentialet. Det finder jeg bemærkelsesværdigt, da jeg igennem hele mit liv har fundet megen healing i at skrive dagbog og digte, blogs da vi fik internet, livshistorie og nu også artikler. Det er om noget 3.hustemaer. Jeg oplevede en synkronicitet med Chiron, da jeg i en alder af 45 begyndte på uddannelsen til psykoterapeut. De enkelte uddannelseshold fik planetnavne – og mit hold hed… Chiron. Ved den afsluttende eksamen var jeg lige fyldt 50… ja, Chiron-return. Jeg havde fundet min vej.

Efter workshoppen oplevede jeg en åbning i hjertet – som en fysisk mærkbar varme eller lettelse i brystet der holdt sig i flere dage. Da jeg fortalte om det ved en session hos min jungianske psykoanalytiker, oplevede vi begge at energien i rummet ændrede sig og en bølge af indre stilhed greb os. Det fortog sig først efter et par dage. Og sådan er det også – det lukker igen. Men er der først blevet åbnet er adgangen blevet lettere og en regelmæssig meditationspraksis fordyber processen.

Fortællingen er slut for denne gang, men min rejse med Chiron fortsætter, måske har du også fået noget med som du kan bruge på din vej. Jeg må bare konstatere, at det er god medicin at blive set af sine indre og ydre shamaner – det er der healingen virker.

En magisk rejse med måneknuderne

Fantasirejser eller Aktiv Imagination er en spændende meditationsform, der kan bringe de særeste symboler og billeder frem i sindet.  I alt for lang tid har jeg været optaget af andre ting i den ydre verden og forsømt det indre liv – intuitionen og kreativiteten. Når det sker, oplever jeg smerter i kroppen, rastløshed, er mere distræt og glemsom. Jeg inviterer intuitionen tilbage, ved at sætte mig på min meditationspude en halv time hver morgen. For at holde fokus, hører jeg noget letflydende musik eller en guidet meditation som jeg finder på min ipad.

For at støtte processen, vil jeg her dele en artikel jeg skrev  efter en gruppemeditation på astrologiskolen I.C.Instituttet, et forløb der fandt sted i efteråret 2016, ledet af astrolog og bladredaktør Cathrine Oppenheim.  Artiklen blev bragt i Horoskopbladet Stjernerne, Januar 2017, Stenbukkens måned.

En magisk rejse med måneknuderne

Jeg sidder i en rød lænestol i I.C. Instituttet på Østerbro. Vi er en lille kreds af mennesker samlet for at meditere på astrologiske symboler. Vi har været igennem planeterne hver tirsdag de seneste otte uger og er nu kommet til Måneknuderne, de ikke-eksisterende skæringspunkter hvor Solens og Månens baner krydser hinanden, hvor sol- og måneformørkelser – eklipser – finder sted. På denne dag er den sydlige Måneknude i konjunktion med Neptun i Fiskenes tegn. Et potent aspekt der føles som en åbning til et dybt mystisk og magisk sted.

Jeg elsker mystik og magi. Det får min fantasi til at spinne når jeg mærker at der er hul igennem til de vilde indre scenarier, når det ubevidste udfolder sig med sin skønhed og visdom. Og – indrømmet – sommetider knap så skønt, men det holder jeg for mig selv og bemærker bare at det findes også. Men lad os nu komme afsted på rejsen med Cathrine Oppenheim som guide:

“Sid behageligt med begge fødder på gulvet. Mærk åndedrættets bevægelse ned og op igennem kroppen. Centrer din opmærksomhed i brystet. Visualiser et sted hvor du har det godt. Find en åbning et sted i dine omgivelser og gå derind. Du ser to trapper – en opadgående og en nedadgående. Vælg en af dem.”

Jeg vælger den nedadgående trappe og forventer at komme ind i mit indre bibliotek. Men denne gang er det alligevel anderledes. En ufatteligt stor sort kuppelhal kommer til syne med tusindvis af bittesmå gnister der glimter overalt på væggene. Går jeg tættere på ser jeg at gnisterne ligner små filmsekvenser – af menneskers livsforløb? En slags skydedør glider til side. Jeg bevæger mig ind i en kort mørk gang og bag den åbner sig endnu en enorm kuppelhal. Her er kuplen klart glas og jeg skuer med forundring ud i verdensummet, ser ind i vores galakse – vores jord og himmellegemer bevæger sig tyst i mit synsfelt. Jeg står lidt i det storslåede sceneri og føler mig lille, men også privilegeret og fuld af ærefrygt.

Endnu en åbning viser sig. Nu kommer jeg ind i en længere tunnel fyldt med de vildeste farver. Alle regnbuens farver snor sig ind og ud mellem hinanden – hver farve danner spor i de andre farver, ligesom marmorering. Det er helt psykedelisk – og lutrende – at stå her. Der hvor farvetunnellen ender, bliver lyset fuldkommen hvidt og klart uden at blænde. Det drager mig. Her og der pulserer der noget mere fortættet lys. Som kugler af stof, forskelligt fra det øvrige lys. Stoffet kommunikerer, men ikke med ord. Jeg opfatter, at dette lys har tråde til de gnister jeg så i den første sorte kuppehal. Synet slutter her, da jeg kaldes tilbage til den røde lænestol på Østerbro i København.

Som jeg umiddelbart forstår det: Den nedadgående trappe opfatter jeg som den sydlige Måneknude, porten til fortiden. En tur tilbage i tid og rum. Baglæns fra det sted hvor livsgnisten står lige foran inkarnation, længere bagud hvor verdensrummet viser inkarnationens hjemsted og endelig tilbage gemmen diversitetens farvesymboler, til lyskilden hvorfra gnisten til liv tager sin begyndelse…?

Et par dage efter denne oplevelse, bliver jeg nysgerrig efter at vide hvad der mon sker hvis jeg går op ad den anden trappe, der så må være den nordlige Måneknude. Det er ikke helt så let at gøre på egen hånd, men jeg har en app med guidede meditationer der kan hjælpe. Jeg finder en kort kropsscanning og sætter mig til rette i min egen lænestol derhjemme. Rejsen kan begynde.

Jeg finder indgangen til trappen igen og tæller ti trin opad. Her ser jeg en uendelig slette med flimrende horisontale linjer, lyse gråligblå nuancer. Som varmeflimmer over hav og ørken på en gang. Det er umuligt at skelne en horisont; det er som at se ind i ingenting. Og alligevel aner jeg at der er “noget”. Jeg kigger ned på mine bare fødder. Under dem er der grønt græs. Da jeg tager nogle skridt frem, mærker jeg til min forbløffelse modstand – jeg støder ind i en slags elastisk membran. Det er altså slet ikke et udsyn, men en barriere. Jeg forsøger med et skridt mere. Nu er det som en sprække åbner sig i membranen. Det er ligesom et forhæng der åbnes og jeg kan gå videre. En smal stribe landskab opstår foran og bag mig mens jeg går. Græs, træer, buske, planter, vand, himmel, opstår omkring mig undervejs. Og nu kommer der også menneskeskikkelser. Det særlige ved skikkelserne er, at de alle bærer religiøse symboler og dragter fra alverdens trosretninger. I det fjerne stiger solen op over en horisont i det smalle synsfelt. Lyset falder på skikkelserne der bliver suget ind mod solen en efter en, mens den stiger. En efter en kommer de ud igen på den anden side af solen, nu hånd i hånd. De religiøse symboler er væk. Skikkelserne er klædt i næsten ens smukke, skinnende farverige dragter. De danner en kæde, smelter sammen i en hvirvelstrøm omkring solen og går i et med den, mens den langsomt går ned bag horisonten igen. Sprækken, jeg ser det hele igennem, lukker sig, lidt ligesom en lynlås, mens jeg bliver trukket tilbage. Jeg står igen ved trappen jeg kom op ad. Den uendelige slette, eller membranen, ser ud som før. Jeg vender tilbage til mig selv i min lænestol.

Hvad var det? En port til fremtiden? Fødsel? En luftspejling? Måneknudernes symbolik er et mysterium. Jeg hælder til den subjektive overbevisning at de repræsenterer et væsentligt livstema. Hvis du, kære læser, foretager en lignende øvelse, vil du nok opleve noget helt andet. Fantasirejser, visualiseringer, er ligesom drømme. De symbolmættede billeder fra det personlige eller kollektive ubevidste har deres eget liv i vores psyke – og et stort healende potentiale, når først man begynder at arbejde med det. Denne måde at nærme sig de astrologiske symboler på, kan med lidt øvelse, give et helt unikt og personligt indblik i horoskopets energi.

 

Når eleven er rede dukker læreren op

Solen er ved at gå ned bag skovbræmmen på den anden side af søen. Tusmørket er på vej og jeg har en sær fornemmelse i kroppen. Det summer og  brummer fra kraniets isse og ned i storetåen og tilbage igen.  Jeg er træt. Som om jeg har slæbt kampesten.

I nat går healerplaneten Chiron ind i Vædderen og begynder en ny 50års rejse gennem dyrekredsen.  Har den opnået hvad den skulle under opholdet i afslutningernes tegn, Fiskene? Jeg ved det ikke. Hvad jeg ved er, at der er ved at ske en forandring, et skift. Ikke i verden – jo måske også der – men inde i mig. Måske kan du også fornemme det, på din måde?

Fiskene er et kaotisk og forførende tegn – og spirituelt når det en sjælden gang udtrykker sin reneste og klareste form.  I al den tid Chiron har været i Fiskene, fra foråret 2011 og til nu, har jeg haft oplevelsen af at “den åndelige verden” lige så stille har trukket sig tilbage, forladt mig. Jeg har mistet kontakte med det jeg kalder for “kilden” og har været meget mere fysisk og konkret i min hverdag. Små afhængigheder har sneget sig ind sammen med de elektroniske dimser: facebook, twitter, youtube, mails…  jeg går ikke ud, uden min mobiltelefon, og selv om jeg ikke er så aktiv på Facebook længere, så tjekker jeg alligevel om der er nyt mange gange om dagen. Det forstyrrer min ro, min balance, min koncentration og ikke mindst min intuition.  Hvad skal jeg dog bruge al den information til?

For mere end ti år siden, gik jeg på intuitionsudviklingskurser hos Ib fra Grindsted. Jeg lærte at skelne fornemmelser fra hinanden, at se og forstå indre billeder,  se energifelter hos andre, vi øvede remote viewing (at se med lukkede øjne). Jeg lærte at stole på min fornemmelse og de impulser, tanker og inspiration der efterhånden kom næsten af sig selv.  Det var dog ikke helt let, for min rationelle, intellektuelle venstrehjerne ville hele tiden blande sig og forklare, hvad der ikke kan forklares, kun opleves og mærkes. Men jeg insisterede på at få den højre hjernehalvdel meget mere i spil, for det er så spændende og healende et sted at være.  Fornufthjernen måtte tie.

Men i de seneste syv år, har venstre hjernehalvdel overtaget styringen, tiltagende indtil nu og det er blevet klart for mig at der skal ske en forandring, så jeg får kontakten til den dybere metafysiske side af livet tilbage igen.

Elektronikken skal slukkes. Informationsjunken skal stoppes. Kun i stilheden kan intuitionen komme igennem. Den ydre støj skal fjernes først.  Jeg vil aktivt opøve intuitionen igen – jeg ved den ligger der, latent.  Det koster kun tid og vilje at få kontakt med den.  Nu er det sendt ud i universet som en hensigt, som altid er det første skridt til forandring.  Og Chiron er i Vædderen de næste ca. syv år og vil, som mentorplanet, støtte sjælehealingen for den der sætter sin vilje ind på det. Det er det jeg vil gøre – og når eleven er rede, så dukker læreren som regel op.

Skoven er sort nu og rester af solens lys blot et svagt lyst bælte tæt på horisonten mod vest. Fuglene tier for natten.  Jeg tier med.

 

 

 

En hyldest til mindful yoga

Når kroppen føles tung som kampesten, ubevægelig, urokkelig, låst og stiv, mens brændingen slår imod, som følelserne, der bare  preller af – når sindet og kroppen er splittet og jeg har mistet følelsen af sammenhæng…  så er der en vej til integration. Jeg går til Yoga.

Yoga er i de senere år blevet en kropsdisciplin, som alle kan gå til på aftenskole eller i private yogacentre. Og det er jo dejligt!  Jeg har gået til yoga flere steder gennem årene og set forskellige typer. Det bedste er små hold med god kontakt mellem deltagere og underviser. Jeg gik engang i et fitnesscenter med 30 mennesker på hver sin måtte, uden nogen form for dialog med underviseren og til lyden af spinningcykler og vægtløftermaskiner fra de tilstødende lokaler – det var ikke yoga for mig.

Så jeg søgte andre græsgange og fandt frem til Mindful Yoga. Og der har jeg været siden 2014.  Vi er et lille hold, der mødes en gang om ugen i godt to timer,  med en yogalærer – Jeanne Löwe Lindberg – der foruden at være yogalærer også er psykoterapeut. Og det er god yoga at have en underviser der af egen erfaring ved, hvordan krop og psyke hænger sammen.

Yoga er et sanskritord der betyder noget i retning af “at sammenføje”.   I yogatimerne sammenføjer vi det fysiske med det ikke-fysiske, krop med sind og ånd. Der er intet religiøst i det,  men der opstår – for mig – en følelse af enhed, helhed og nærvær.

Når jeg bevæger kroppen og dvæler i forskellige stillinger, strækker, bøjer, forlænger led og muskler, sætter jeg også en bevægelse i gang der er mere end blot fysik. Det er bølger af følelser og fornemmelser der strømmer i kroppen.  Er du ikke vant til at mærke følelser, kan det til en begyndelse virke skræmmende – fordi det du mærker måske forbindes med sorg, at være ked af det – men det kan også være berørthed og glæde der bringer tårer – eller et udbrud af latter – frem.

Vi indleder altid med en runde. Hvad er du optaget af, hvordan har du det for tiden, hvad har du brug for at give din krop.  Vi deler sorger og glæder på holdet, uden at der skal gives gode råd eller forsøg på at hjælpe og fikse noget. Det at italesætte følelser og oplevelser her og nu, i passende omfang, er som regel nok til at det indre pres letter.  Når vi deler vores menneskelighed, føjer vi os sammen til en healende helhed. Det er nemlig også yoga, at interessere sig for, og være vidne til, hvad der sker i andres liv.

En dag, kort før jeg skulle afsted til yoga,  fik jeg en sms fra yogalæreren. Alle på holdet havde meldt afbud, så der var kun mig. Hun ville ikke aflyse, men foreslog at gå en god lang tur sammen – bare os to.  Jeg omorganiserede lynhurtigt min påklædning til udendørs travetøj, og så afsted. Det blev til  7 km intens walk-and-talk-yoga afsluttet med en tår kaffe ledsaget af en økologisk flødebolle :-). Vi fik ordnet meget på den tur, føjet ord sammen der gav mening og ny energi.

Jeg vil gerne have flere yogatraveture med andre yogier, hvor vi kan tale sammen et stykke af vejen og gå i stilhed et stykke af vejen – for det giver også mening bare at være til sammen, uden at behøve sige noget.

Jeg følger et yogaprogram på youtube.  En halv time hver dag gør underværker når fornemmelsen af kontakt mellem hoved og krop svigter – dvs. at hjernen, nervesystemet, er overbelastet så evnen til  at mærke hjertets bevægelse bliver mindre. Når det sker, får jeg en følelse af at være splittet, fragmenteret, dissocieret. Alting føles ligegyldigt. Koncentration, hukommelse og skriveevne er nedsat, ligesom kontakten til mine nærmeste forstyrres. Jeg bliver dårligt selskab for mig selv og for andre – og det er selvsagt ekstremt ubehageligt. Her kan intens daglig yoga være en hjælp, så balancen genoprettes, hoved og krop forenes.  Igen: yoga betyder at føje sammen!  Det er godt at gøre derhjemme på daglig basis -men timerne sammen med de andre yogier er mest givende.

Jeg oplever at være mere i balance efter hver yogasession – og balance er den bedste religion jeg kender. Trefoldigt leve for kontaktfuld, mindful yoga!

Vi er en del af naturen

“Global climate change is af symptom of the disorientation and dissociation of psyche from nature”  Jerome S. Bernstein / C.G. Jung

 

Her fra min ydmyge bolig, kan jeg sidde ved mit skrivebord og se ud over et flot og varieret landskab. Der er træer, sø, himmel, jord, små og lidt større villaer med haver. Der er fugleliv og knaldrøde solnedgange. Det er så fredfyldt som det næsten kan blive – og det er endda i udkanten af storbyen København. Kun en anelse summen fra motorvejen, især i myldretiden, forstyrrer idyllen. Og om sommeren motorplæneklippere og flyvemaskiner til og fra  Kastrup.

Det er uforståeligt og vemodigt, at vide at vores jordklode er på vej i afgrunden. Hvis vi ikke gør noget nu – indenfor de næste 15 år – så når vi et point of no return og planeten vil være ubeboelig ved det nuværende århundredes udgang…

Hvordan ved jeg det?
Jeg hører podcast hvor kloge hoveder fortæller hvor galt det står til. Det er ikke naturvidenskabsfolk, men jungianske psykoanalytikere jeg lytter til.  Den seneste udsendelse er fra en podcast der hedder Speaking of Jung, udgivet af en entusiastisk jungiansktænkede kvinde ved navn Laura London.  Podcasten er med jungiansk analytiker Jerome S. Bernstein i Santa Fe. Han mener at den globale klimaforandring er et symptom på at vi mennesker har afskåret os selv fra naturen. Vi er desorienterede og dissocierede og derfor har vi mistet forbindelsen til ikke bare naturen omkring os, men i særdeleshed os selv. Det mente C.G.Jung allerede i 1960.

Som mennesker ER vi natur. Og det som vi har afskåret os fra, er vores psyke – dvs. sjælen, ånden, sindet. Når vi – i videnskabens navn – tingsliggør alting, som om det er død materie, så mister vi kontakten med det der udgør livet og kommer i stedet til at ødelægge vores miljø.

Vi har så voldsomt et overforbrug i den vestlige verden – bare tænk på sådan noget som black friday, siger Bernstein (og jeg tilføjer juleoverforbrug, flyrejser, biler etcetc.),  at det er en forbrydelse mod mod livet selv.

Det er voldsomme ord – men måske er det netop det der skal til, for at få det vendt i den rigtige retning. Der skal en holdningsændring til hos hver enkelt af os. Når vores politikere ikke kan finde ud af det, så må vi selv gøre noget – hver især.

Jeg har voksne børn, nevøer og niecer, der selv lige har fået børn.  Hvilken verden skal de overtage?  Vi talte om det allerede i 1970erne. Om forureningen og det materielle overforbrug. Det var faste punkter på skoleskemaets emneuger og ekskursioner. Men tog vi det alvorligt? Nej vi gjorde ej.  Vi lærte intet af oliekrisen i 1973-74, men åndede lettet op, da olien igen strømmede til os og vi kunne fortsætte med at skrue op for varmen og køre en tur i bilen. De bilfrie søndage var ellers vidunderlige – hvor er de blevet af?

Klimaforandringerne handler ikke om politik men om psykologi. Vi må genskabe kontakten til naturen, til os selv og vores livsbetingelser og indse at vi er  organismer der lever i symbiose med planter og dyr, der er ved at blive kvalt af vores usigelige dumhed. Og så dør vi også.

Jeg har aldrig haft bil. Jeg rejser ikke med fly. Jeg bliver helst hjemme i mit lokalområde.  Jeg kan godt lide et brusebad hver morgen – det er hvad jeg under mig selv. Og jeg glæder mig over at have fjernvarme i radiatoren, smartphone, tablet og computer. Jeg gør mit bedste når jeg køber ind. Tøj køber jeg helst i genbrug og syr om hvis jeg kan. Jeg slider det til mindste trevl. Jeg er vel nok frelst….  nej, det er jeg ikke. Jeg er bekymret for mine børns og børnebørns fremtid.  Hvis vi ikke handler nu – så har de nemlig ingen.

Men jeg ser også et håb.
Der er nye generationer, født i  midten af 1990erne, med nogle egenskaber vi ikke før har set. De er begavede med en evne til at SE eller opleve livet med andre sanser end de fem vi normalt støtter os til. De lever i et slags grænseland, mellem det fysiske og det metafysiske.  Jeg ser dem som en slags overgangsmennesker, der indtil videre bliver udstyret med diagnoser som borderline og andre personlighedsforstyrrelser – men det er fordi vi ser dem i den gamle tankegangs kontekst. Astrologisk er de født med frihedsplaneten Uranus i konjunktion med den psykiske Neptun – i det jordnære tegn Stenbuk. De kan være brobyggere mellem psyke og soma – en inkorporering og gendannelse af den tabte helhed. Men de bliver presset ind i en funktionsskabelon, samfundet har vedtaget er den normale – hvor de i virkeligheden slet ikke passer ind.  Og det er netop det der gør dem syge og angste. De bliver ikke set og anerkendt for det de er og kan – fordi det er noget vi ikke kender og derfor ikke ved hvad vi skal stille op med. Jeg har heller ikke svaret – men jeg kan se at de findes.  Måske er det gennem dem vi i første omgang kan få samlet krop og psyke igen – sådan som det var meningen at vi skulle fra starten. Når de ellers får modet til at springe ud som sig selv.

Vi skal ikke bare have samlet krop og psyke – vi skal have samlet højre og venstre hjernehalvdel, så vi bruge begge sider af hovedet – og hjertet med.  Den vestlige verdens ledere er vant til at tænke med venstre hjerne – i systemer, kasser, regneark, resultater og beviser… vækst og profit. Det er et iskoldt og goldt sted at være. Uden ånd, uden varme, uden liv.

Vi er levende organismer – vi er en del af naturen, vi ER naturen – hvis vi ødelægger den, ødelægger vi os selv.

Speaking of Jung podcast kan findes her