Bogreolen

I mit barndomshjem har der altid været reoler fulde af bøger. Mine forældres bøger var tykke og tunge. Læderbind med alvorlig tekst. Leksika og opslagsværker. Samlede værker af forskellig art – verdenshistorie, litteraturhistorie, bibelhistorie. Og meget, rigtig meget, teologi; slidte spræt-op-bøger hvor snittet var ujævnt og støvede meget. Begge mine forældre var teologer og havde hver deres sæt studiebøger.

Der var Salmonsens (nej det er ikke en fejl – han hed salmonsen, med et enkelt o) Konversationsleksikon som fyldte en hyldemeter og et stort tre-binds leksikon med forklaringer på alt muligt. Det havde fine røde læderrygge og guldtryk: A – Fontainebleau, Font.skolen – Musvit, Musvåge – Åtvidaberg. Lige fra jeg kunne læse,  var det mit yndlingsleksikon som jeg ofte fordybede mig i.

Hjemme hos os var Lademann ikke et stuerent forlag. Populærviden var ikke populært hos mine forældre. Der skulle være videnskabeligt belæg – før noget kunne godtages. Lademanns leksikon stod til pynt i de fine reolsystemer hos mine skolekammeraters forældre sammen med de røde, indbundne årgange af “Det bedste”, der blev købt i abonnement hos Bogklubben Union, så jeg svælgede i populærvidenskab når jeg var på besøg hos kammerater og kunne mærke hvor langt lettere det var at tilegne mig viden derigennem, frem for i de tunge akademiske artikler. Jeg har det stadig sådan, at populærvidenskab er lidt pinligt. En reminiscens fra min akademiske barndom.

En dag gik jeg som så ofte før, på opdagelse i min fars bogreol på hans kontor/studereværelse. Der duftede godt af en blanding af mac Barens Mixture, gammelt pibeudkrads, læder og bøger der har en egen duft. Væggene var dæmpet grønne, en farve jeg forbinder med ro og tid nok. Jeg var vel 13 år. Min far sidder ved skrivebordet og nørkler med et eller andet – en prædiken måske – og jeg griber en høj, hvid bog på hvis ryg er trykt med rød farve ABZ. Med den i hånden går jeg forbi min far og siger at “jeg låner lige den her”. Han ser op og hvad jeg har i hånden – “Kærlighedens ABZ” af Inge og Sten Hegeler, de eneste sexologer der fandtes dengang. “Hvad skal du med den?” spørger han, “Læse den”, var mit logiske svar. Og han rystede bare på hovedet, som for at sige “Herregud, er du nu også blevet så gammel?” Og lod mig gå med den. Han fik den aldrig tilbage.

Da vi i 1967 skulle flytte hjem til Danmark efter 6 år i Berlin, hvor min far havde været præst ved den danske kirke, blev bøgerne pludselig en temmelig krævende klods om benet. De skulle jo med hjem – og da flyttelæsset skulle gennem det vi kaldte østzonen – dvs Østtyskland – var det et krav fra myndighedernes side, at hver eneste bog skulle registreres med forfatter, titel, udgiver og årstal. Det var et hestearbejde, og jeg husker hvordan min mor sad ved skrivemaskinen og min far læste hver enkelt kolofon op så hun kunne skrive de krævede data på en liste. Det tog uger, hvor bøgerne var stablet op på spisebordet og kun langsomt forsvandt ned i flyttekasserne, en efter en.

Det kan sommetider undre mig, at jeg ikke er blevet antikvarboghandler eller bibliotekar. Der har godt nok været ansatser til det, da jeg var i skolepraktik på Ballerup Bibliotek i 3. real og der lærte hvordan biblioteket er bygget op og kategoriseret. Det var kun sjovt når jeg kunne være “på gulvet” med bibliotekarerne og i skranken. Da det kom til administrationsdelen i baglokalet gad jeg det ikke mere. Siden har min bogpassion været udlevet som loppeboghandler ved Peder Most Gardens Loppemarked på Tåsinge, hvor jeg i tre år tilbragte hver 2. søndag plus en hel del dage ind imellem, med at sortere og kategorisere bøger, så de kunne præsenteres og sælges bedst muligt. Lademanns leksikon fik vi ind i paller – og de blev lige så hurtigt kørt på forbrændingen i paller… ingen ville købe dem. Og det forstod jeg godt!

Jeg kom lige i tanker om dengang jeg var arbejdsløs i slutningen af 1980’erne og blev sendt i job som langtidsledig. Jeg havde fået en aftale med Det kongelige Bibliotek og fik en tjans på personalekontoret – måske ikke lige det sted jeg helst ville være, men jeg havde kontorerfaring og de skulle bruge sådan en som mig – jobbet bestod i at ansætte andre langtidsledige rundt omkring i huset. En lidt morsom hybrid at hyre en langtidsledig til netop det. Temmelig kedeligt arbejde i øvrigt. Men det var vidunderligt at komme og gå – gennem det store åbne biblioteksrum, hvor bøgerne stod på metalhylder og gulvene var metalriste, så der var luftgennemstrømning og ensartet temperatur. Den duft, den følelse af, at gå mellem disse værker af store forfattere – og små.

Førsteudgaver og fantastiske, kunstnerisk udformede indbindinger og tryk. Jeg gik langsomt gennem etagerne og nød duftene, synet, strygende en hånd nænsomt langs hylderne, og et sælsomt åndsnærvær, der uvægerligt må være hvor disse bøgers forfattere ligesom svæver i luften. Det var en dejlig tid.

Bøger er stadig et kærlighedsobjekt for mig. Jeg har mange, jeg har haft flere. De er pladskrævende. Da jeg flyttede fra hus til lejlighed, skilte jeg mig af med 2/3 af dem. Det var så lige i overkanten, kan jeg se nu, for der er stadig bøger jeg tror jeg har – og det har jeg så ikke, og ærgrer mig lidt. Det er som om min bogreol er en forlængelse af hjernen, og de manglende bøger er som nervebaneforbindelser der ikke længere fungerer. Til gengæld er der dejligt plads til nye bøger. Fordi, når jeg beslutter at gå i byen og købe nyt tøj, ender det næsten altid sådan, at jeg kommer hjem med en stak bøger i stedet… så må jeg gå i de gamle klude så længe de kan hænge sammen.

Bestsellere har jeg ikke noget forhold til. Eller – jo jeg har. Jeg undgår dem og læser dem først når virakken har lagt sig. Ofte er jeg blevet skuffet over en opreklameret bog – “var det ikke andet?” – tænker jeg. Nej – bøger som bliver blæst op og trykt i store oplag med glittede omslag har ingen appel. En tur gennem et godt antikvariat, Vangsgaards i Fiolstræde f.eks., er en sand lykkestund for sanserne.

Jeg elsker min bogreol. Jeg elsker bøger!