At være eller ikke være – på Facebook

Forleden fik jeg en mail fra Facebook (du har sikkert også fået den, hvis du er på Facebook). Der står at jeg inden 25. maj skal acceptere de nye vilkår for dataindsamling, for at fortsætte med at bruge Facebook efter den dato. Det skyldes en ny datalov i EU – formentlig – blandt andet – affødt af det stormvejr der har været omkring Facebookejeren Mark Zuckerbergs indsamling og brug af de oplysninger vi åbenbart forsyner ham med og som kan sælges til andre – hvem de end er. Vi er ikke kunder hos Facebook, vi er Facebooks salgbare vare. Og Zuckerberg tjener angiveligt store penge på dig og mig. Det har fået mig til at overveje om jeg overhovedet vil være på Facebook.

Omvendt. Næsten alle jeg kender er på Facebook – og sikkert ikke parate til at slette deres profil.  For hvor er vi så? Hvordan skal vi så følge med? Hvad gjorde vi før Facebook? Ja, jeg har glemt det og jeg er endda en 60årig farmor der har en lang hukommelse… hvordan er det så ikke for de yngre generationer?

Jeg svarede på spørgsmålene i mailen – og kom til at føle mig som gidsel. Hvis jeg fravælger – dvs ikke accepterer – at Facebook må indsamle mine data – er næste skridt, at min profil på Facebook bliver slettet. Det vil sige, at hvis jeg angiver mine præferencer, politisk, religiøst og personligt, så giver jeg Facebook tilladelse til at bruge den viden i anden sammenhæng. Ansigtsgenkendelse – siger de – er for at beskytte mig fra misbrug af min profil, at forhindre identitetstyveri – og så videre. Det er jo vældig sympatisk. Men jeg tror ikke på det! Det kan man heldigvis godt vælge fra uden at bliver diskvalificeret.

Min strategi for det her krav om, at acceptere Facebooks datapolitik, er ikke at give nogen oplysninger. Jeg fortæller ikke hvad jeg tror på, hvem jeg er interesseret i (altså seksuelt) eller hvad mine interesser eller politiske overbevisning er, sådan eksplicit. Det viser sig jo nok i mine opslag og likes, som på ingen måde er private – for Facebook. Så ved at undlade at angive de oplysninger, kan jeg omgå kravet – men hvis jeg i fremtiden giver dem, accepterer jeg at Facebook kan  sælge dem til tredjemand…

Mine venner kender mig forhåbentlig – de behøver ikke yderligere information om mine holdninger. Ellers må de spørge mig personligt.

Facebook stiller vedvarende og skiftende spørgsmål om mine præferencer for det ene og det andet, der angiveligt er til for at mine venner skal lære mig at kende, men det kan ikke være det egentlige formål. Formålet er at Facebook får viden om mig,  som Mark Zuckerberg kan sælge til annoncører og tjene penge på.

Det er nu blevet muligt at downloade sine data fra Facebook for at se hvad der egentlig er lagret på deres servere. Jeg blev noget forbløffet over at finde data på nogle af mine kontakter, der slet ikke er på Facebook… de har altså adgang til min adressebog. Mine samtaler på messenger begrænser sig til de aktuelle – men jeg føler mig ikke sikker på at gamle samtaler som jeg har slettet ikke længere findes. Jeg har ikke mere lyst til at bruge messenger.
Jeg tror ikke Facebook og Mark Zuckerberg er helt klar over, hvad det her egentlig er blevet til.

Vi har en verdensomspændende kommunikationskanal, som er styret af nogle få mennesker, der administrerer det efter deres forgodtbefindende. Det er ikke en politisk organisation (så vidt jeg ved), men det kunne det lige så godt være. Tænk dig – du bliver bombarderet med nyheder i dit feed, der har til formål at påvirke dig til en bestemt holdning… og det er det du bruger din demokratiske ret til at vælge dine politikere efter – uden at du aner at du kan være blevet – ja – hjernevasket, manipuleret, forført. Jeg selv ikke undtaget! Skelneevne – bør indføres som skolefag!

Som jeg ser det, har vi for tiden fire giganter, der pt konkurrerer om verdensherredømmet: Den ene er Facebook, den anden er Google, den tredje er Apple og den fjerde er Amazon… De er alle underlagt den nye eu-datalov, hvilket nok vil blive mærkbart på en eller anden måde.

Men der er godt nok noget at tænke over… og stof nok til en John Le Carré-roman- det 20. århundredes ypperligste koldkrigsspionthrillerforfatter.

Jeg er stadig på Facebook – men fornøjelsen er sgu begrænset.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *