Afskedsbrev til 2017

Kalenderen er en konstruktion, der har undergået forandringer igennem århundrederne. Sådan set har den aktuelle tidsregning kun været i brug siden marts 1700, for Danmarks vedkommende.  Før det havde vi den julianske kalender, der skabte rod i årstiderne og højtiderne, sådan at vi på et tidspunkt ville komme til at fejre jul i sommerferien. Pave Gregor den XIII dekreterede en ny kalender i 1582 der pø om pø blev implementeret verden over i de følgende 400 år. Sovjetunionen gik som en af de sidste over til den gregorianske kalender i 1918 – men deres russisk-ortodokse kirkeår følger stadig den julianske kalender (siger wikipedia).

Min fornemmelse af nytår ligger omkring den 21. marts,  når Solen går i 0 grader Vædder – forårspunktet hvor Solen starter forfra på  sin årlige vandring gennem dyrekredsen, stjernebillederne, set her fra Jorden (også der er der noget astronomisk/astrologisk rod, som jeg ikke vil komme ind på her).  Min indre oprørsbevægelse protesterer lidt over den vedtagne kalender, men går dog med på at sådan er realiteterne altså. Men lad nu det ligge. Vi er alle enige om, at nytår er når klokken slår 12 midnat den 31. december – og det gør den jo glidende hen over jordkloden ifølge tidszoner og datolinje – så ikke engang det er en entydig hændelse.

Lige nu har vi fire planeter i Stenbukkens tegn. Solen, Venus Saturn og Pluto. Det er en alvorens tid der er på vej, allerede indtrådt.  Med Saturn i Skytten fra 2014-17 har vi i verden ændret syn på mange ting, haft politisk tumultariske forhold, aggressioner og konflikter. Der har været splittelse og splid, korte lunter og selvretfærdighed. Den såkaldt frie verden har snævret sig ind, styret af angst for det ukendte, de “fremmede”, mens andre har forsøgt at sprænge grænser – på flugt fra klima, krig og fattigdom.

Saturn i Skytten har skudt med spredehagl, men har den ramt målet?  En uforudsigelig statsleder er dukket op og fået ubevidst skyggemateriale til at vælde op fra undergrunden – nej – det er ikke manden selv der har gjort det,  det er reaktionen på ham. Det er os der har skyggerne, manden selv er kun et symbol på det, og bare en mand med en magtposition der gør det synligt. Dragen er sluppet fri og nu er det op til menneskene at se den lige i øjnene.  Dragen er ikke derude – den er herinde. Inde i hvert eneste menneske. Vi har allesammen vores skyggesider og nu kan vi se dem eksponeret ved hjælp af projektioner på  symbolet. Det er vores egen frygt, had, mistro, grådighed, egoisme, hovmod…  ja det ligner unægteligt de syv dødssynder.

Er jeg pessimist? Måske. Det er aldrig let at stå i så stort et vadested, at det er svært at se hvordan vi kommer ud af det. “Livet som vi har kendt det bliver aldrig det samme” er en stående kliche. Og den er sand for nogle. Hver har jo sit ståsted og hvis man er sådan indrettet at man har brug for fire biler i garagen, flyrejser hver uge, mange penge i banken og højt personligt forbrug, så kan det godt være det bliver en sej proces, når individuel nøjsomhed – materielt set –  bliver en nødvendighed for klodens videre eksistens. Men det er altså os, 7 milliarder mennesker på vores lille planet, der har ansvaret for at den ikke går i stykker. At flytte til en anden planet løser ikke problemet, det flytter det bare.  Til gengæld er der rigdom at finde i livets immaterielle sider – kunst, musik, litteratur…ånd… kærlighed… Venustemaer!

Men først skal vi smøge ærmerne op og se at få ryddet op. Det vil Saturn og Pluto i Stenbukken helt klart medvirke til.  Skjulte hensigter, uærlighed, personlig gevinst og skumle rænker kan blive elimineret og erstattet af hårdtarbejdende, målrettet indsats for en bedre verden – hvis vi vælger de rigtige ledere til det. Jeg ved ikke hvem “de” er  – men i Stenbukkens tegn – som er et feminint jordtegn (regn selv ud hvad det betyder)  – vil der være lagt op til at få ordnede forhold, formodentlig med skrappe stramninger og skæren ind til benet til en begyndelse. Når Saturn når frem til Vandbæreren i slutningen af 2020, kan vi begynde at eksperimentere igen, på en ny platform, i frihed og ligeværdighed. Forhåbentlig. Vi må se hvad der sker.

Fra min egen mikroverden
2017 har været et udviklende år. Som introvert intuitiv føletype ifølge jungiansk typologi, er det ikke udefra så synligt,  men det er mærkbart indeni, at der er sket forandringer.  Bortset fra at jeg kan se tilbage på et antal artikler i Horoskopbladet Stjernerne om den klassiske mytologi i astrologisk lys – det betragter jeg som en bedrift.  Jeg regner med at skrive flere artikler – men jeg ved ikke lige nu hvad det næste tema bliver.

Jeg har fået nye venner, som jeg glæder mig til at se mere til i det kommende år. Venner, der som jeg besidder den astrologiske nerve og glæde ved faget. Venner at være heks sammen med og dele den forunderlige magiske verden vi også lever i.  Det er et fedt sted at være.

Men årets allerstørste begivenhed er, at jeg er blevet farmor. Det skete lige før vintersolhverv – altså for ganske nylig i forhold til skrivende stund.  Det kan ikke sammenlignes med noget andet – ikke en gang da jeg fik min egen søn – mit barnebarns far.  Jeg er rykket en plads op i generationsrækken og håber at jeg er her længe nok til at se hende vokse op. Det er også lidt af en udfordring, for børn og familie har aldrig været min spidskompetence – målt op imod konventionelle kernefamilieværdier og forventninger til hvordan “man” er farmor. Jeg bliver farmor på min måde – og har sagt at inden hun kan læse, så vil hun kende alle planeter og stjernetegn…  troldmandens lærling? Det ville være en sand lykke, hvis hun trækker i den retning.  Min stenbukkesøn tror ikke på astrologi… siger han.  Så må jeg jo satse på næste generation.

Kære forvirrede anno 2017.
Nu forlader du os med blækspruttearmene strittende i alle retninger og vi må se hvordan vi får tingene til at glide og udvikle en ordentlig og velfungerende verden. Der er nok langt igen – måske når vi det aldrig. Men der er altid håbet at læne sig op ad. Det eneste vi kan gøre, er at gøre vort bedste hver dag året rundt.

Og det er netop mit nytårsforsæt,  at gøre det bedste jeg kan,  og blive bedre til – med god samvittighed – at sige fra i tide.  Og i øvrigt blive ved med at skrive om det der optager mig.

Statistikken viser at læserskaren på bloggen er vokset, især på de astrologiske indlæg. Det giver en smule forventningsangst – men mest lyst og energi til at fortsætte.  Stor tak til jer der følger mine skriverier.

Et af mine yndlingsord fra 2017 er “hensigtsløshed”.  Det er forfatteren Peter Høeg jeg har det fra. At være hensigtsløs er at gøre noget uden at have bagtanker med det. Bare være i det der er,  uden at have et mål eller formål med det.   Den langsomme travetur uden at skulle noget med den – det er ikke for at få motion, ikke for at fotografere, ikke for at hente eller bringe noget. Bare være i traveturen fordi traveturen er der. Intet andet. Kun det.

Jeg ønsker alle mine læsere et rigtig godt, fredeligt og glædesfyldt nytår.

 

PS – kunne I ikke være så søde at lade være med at købe fyrværkeri? Giv pengene til Røde Kors i stedet. Tak 🙂