1967 – tilbage til Danmark

Der var fin middag på Pavillon du Lac i Berlin. Vi fik flødelegeret muslingesuppe. Det er det eneste jeg husker fra middagen. Og det er fordi jeg simpelthen kom til at elske den flødelegerede muslingesuppe. Det var kort tid før vi vendte hjem til Danmark. Min far havde fået nyt præsteembede. Det var en afskedsmiddag. Tiden i Berlin var slut.

Vores ting var pakket ned og sendt afsted til den nye præstegård. Dvs. de var sendt til et sted, hvor vi skulle bo mens præstegården blev renoveret. Den forrige præst havde boet der i en menneskealder og huset skulle igennem en gennemgribende modernisering. Derfor landede vi på herregården Nielstrup i Våbensted på Lolland en blæsende oktoberdag i 1967.

Fra mit perspektiv var det virkelig en stor gård. Firelænget. Hovedbygningen i røde mursten, en forpagterbolig vinkelret på hovedbygningen og to staldlænger. Midt på gårdspladsen stod der et træ – måske en lind – i et rundt bed. I den fjernere del, var der en cementgrav, vel oprindeligt en mødding. En kæmpestor rotte pilede afsted der. Det skulle nok blive godt.

Vi boede i den halvdel af huset, hvor der var indlagt centralvarme. Den anden halvdel, lå hen i kulde, tomhed og mørke. Det var et sted med spøgelser og en underlig, lidt farlig pensioneret forpagter. Herregården var for længst nedlagt som landbrug og stod tom.

De højloftede stuer med originale plankegulve blev vores hjem i et årstid. En stor stue med en smuk gammel bilæggerovn, hvor min mor havde indrettet sig et hjørne med sit skrivebord og bøger, foruden sofahjørne som i ethvert andet hjem, blev centrum for livet her. Stuen ved siden af, med den anden del af bilæggerovnen, blev fars kontor hvor han tog imod sognebørn og skrev prædikener. Fra stuen var der en lang lang lang gang ned til værelserne og spisestuen som vi kaldte for folkestuen, og køkkenerne. Ja – i flertal – for der var det store køkken der i sin tid havde været et aktivt arbejdssted for tjenestefolkene. Overfor det store køkken et anretterværelse, der blev vores daglige køkken, fordi det var langt mere overskueligt. Der var både komfur og køkkenvask, så det gik fint. Jeg fik værelse bag mine forældres soveværelse, så jeg skulle igennem deres værelse for at komme derind. Det var måske meget godt – det virkede trygt, for man kunne let blive væk i det store hus. Når jeg skulle ned i køkkenet om aftenen og det var mørkt, så var det noget med at stå på tærskelen til gangen og tage tilløb. En dyb indånding – holde vejret, og så ellers spæne afsted. Som om det at holde vejret, forhindrede spøgelset i at nå mig.

Nielstrup var oprindeligt en herregård bygget ca. 1295 af Drost Peder Hoseøl. Og det sagdes at han gik igen. Vi hørte hans fodtrin, når han slæbte sig afsted hen over loftet. Dunk,dunk, shriiish – dunk, dunk, shriiish… Heldigvis kom han aldrig ned. Så var jeg da for alvor blevet bange. Og jeg var tit bange i det hus. Især når det var mørkt.

Men det var der ingen der tog alvorligt. En stormende vinteraften – jeg var ti år gammel – skulle mine forældre til fest og jeg skulle være alene hjemme i det mørke og farlige hus. Min far og mor trak i det fineste fine tøj. Lang kjole og smoking. Jeg syntes min far var sindssygt flot. Han duftede godt af noget der hed “Bandit”. Inden de tog afsted var jeg blevet udstyret med madder, sodavand, slik og en halv lagkage inde på min fars kontor, hvor fjernsynet stod. Vi havde jo kun et fjernsyn dengang. Med kun en kanal. Jeg puttede mig med tæppe, guf og fjernsyn i den store lænestol, da mine forældre drog af. Vi havde ikke fået telefon installeret endnu, så jeg var virkelig alene. Selv om den pensionerede forpagter var der, i huset ved siden af, men han var mærkelig og holdt sig for sig selv. Ham var jeg også bange for. Hvor mine storesøstre var den aften, ved jeg ikke. Men de var altså heller ikke hjemme.

Blæsten peb udenfor og Drosten larmede på loftet. Kulden krøb ind på mig og jeg trak tæppet tættere om mig, gemte mig under det. Skyggerne i hjørnerne af stuen virkede levende i skæret fra det flimrende fjernsyn. Jeg var stiv af skræk og turde ikke røre mig af flækken. Jeg ville ellers gerne have været ind i seng og under dynen – men var så lammet at jeg ikke kunne flytte mig. Og den lange, mørke gang var alt for skræmmende bare at komme hen til. Jeg faldt i søvn i lænestolen og vågnede først næste morgen i min seng. Far og mor må have båret mig ind – jeg havde slet ikke opdaget at de var kommet hjem. Jeg svor en ed, at når jeg selv fik børn skulle de aldrig udsættes for at blive ladt alene på en stor herregård ude på landet.

Jeg kom i skole i Våbensted. En centralskole med syv klassetrin og seks skoledage om ugen. Jeg kom ind i femte klasse med 28 elever, den største klasse på skolen. Og jeg kan lige så godt sige det med det samme: Det var helt ad helvede til!

Min mor havde i bedste mening, klædt mig i den lille lyseblå spadseredragt. En nederdel med tern og plisseer, en ærmeløs ensfarvet lyseblå bluse og en tilhørende jakke i habitsnit, også lyseblå og med de samme tern som nederdelen. Og min søsters aflagte konfirmationssko. Det var et meget meget fint sæt tøj, når man var i Berlin. Mere PÆN – og dermed upassende – kunne man simpelthen ikke blive i en ø-skole, langt ude på landbrugslandet.
Det viste sig hurtigt, at jeg var så forkert, at det var nødvendigt at grine ad mig. I den første fysiktime, i et fysiklokale, som var mig totalt fremmedartet, blev vi sat til at lave et forsøg hvori indgik en bunsenbrænder. Jeg sad alene på en række bag to drenge. De vendte sig om mod mig, og gloede med skadefryd malet i ansigtet, på mine fortvivlede forsøg på at finde ud af hvordan den der bunsenbrænder skulle håndteres. “Så hjælp mig dog”, udbrød jeg. Og så grinede de endnu højere. Der mistede jeg tilliden til andre mennesker – og især til danske børn. Jeg cyklede hjem og græd til min mor, at jeg ville hjem til Berlin. NU!

Desværre måtte jeg blive hvor jeg var og blive i den skole hvor jeg var havnet. Jeg var stort set uvidende om alt det de andre vidste. F.eks. at man ikke sagde “gummi”. De havde lokket mig til at sige et eller andet der omhandlede elastikker – som altså hed gummibånd her – og de bragede af latter. Jeg forstod ikke et suk. Og det morede mig overhovedet ikke. Meget sent fandt jeg ud af, hvad “gummi” var for noget – og forstod så latteren. Men skaden var sket. Jeg var – igen – smækforkert fordi jeg ikke kendte de frække ord. De fandtes simpelthen ikke der hvor jeg kom fra.

Skolen lå skråt overfor præstegården og jeg skulle over landevejen. De “store” fra 7. klasse var skolepatrulje. En dag jeg var på vej hjem og krydsede landevejen, gik jeg bagom skolepatruljen (jeg har glemt hvad hun hed), som jeg plejede og så slyngede hun en bemærkning mod mig: “præstebørn er ikke noget værd”. Jeg ved ikke hvad hendes hensigt kan have været – men det satte tingene helt klart på plads: Jeg passede ikke ind her.

I 6. og 7. klasse blev det ikke stort bedre. Mobningen tog til og gjorde mig så fortvivlet og skamfuld, at jeg ikke turde fortælle nogen om det. Heller ikke hjemme. Jeg er vis på, at lærerne må have vidst det – for det var så åbenlyst hvad der foregik. Det blev til daglige slag, spark, spyt og skældsord. På gårdspladsen, på toiletterne, på sportspladsen, på gangen, i klasseværelset. Og jo mere jeg slog igen, desto værre blev det. Som en gnist der blev ved med at antænde en bombe. Heldigvis havde jeg dog et par ventiler, nogle gode piger der blev mine veninder.
Våbensted skole gik kun til 7. klasse. Vi blev inddelt i egnet eller ikke-egnet, boglig eller ikke-boglig. Jeg blev dømt egnet. Dvs. at jeg skulle i realskolen. Jeg fik sagt til min far at jeg ikke ville til Sakskøbing, som var den skole de fleste – faktisk alle de andre – skulle fortsætte på. Og det blev imødekommet. Jeg begyndte på Maribo Gymnasium i 1. real efter 7. klasse. Ingen af dem jeg havde gået sammen med i skolen i Våbensted fulgte med. Jeg var fri.