Forårsliv

P1020566

Med nysmurte travesko og en intention om 10 km om dagen – og nærmest blændet af grønheden – indsnuser jeg Maj måneds tunge pebrede duft af den fuldfede overdådige floras erotik – hvem tiltrækker flest bier til bestøvning? Kampen synes at stå lige, det manglede da også bare.  Eneste anke er blot hvad forårets forjættende fylde af befrugtende liv afføder af nys, tårer, snot og svie hos menneskearten. Det skal dog ikke afholde en gammel vandrer fra at gå derud!

Tankespind om drømme og virkelighed

øjeJeg befinder mig på en rumstation foran et stort panoramavindue. Jeg ser i det fjerne vores blåhvid melerede planet og zoomer ind så jeg har hele planeten i synsfeltet. Alting på vores jordklode er i bevægelse, som hektisk aktivitet, dag og nat. Nogle er oppe, andre er nede. Nogle arbejder, andre gør ikke. Nogle er i lyset, andre i mørket. Nogle er glade, andre er ikke, nogle suser afsted i smarte metalkasser på hjul, andre går på bare fødder, nogle fryser, andre sveder. Nogle er rige, andre er fattige. Der er pletter at grå beton og asfalt, andre steder er der grønt, meget grønt eller kun lidt grønt. Resten er azurblåt med bølger på. Eller is, lidt mindre end der var engang, men stadig is.

Zoomer jeg så længere ind – helt ind på et enkelt individ, opdager jeg den samme myretue i mikroformat. Den samme uophørlige aktivitet og foretagsomhed, snart oppe, snart nede. Snart i arbejde, snart hvile. Snart glad, snart nedtrykt. Zoomer jeg endnu længere ind, finder jeg systemer i konstant bevægelse. Nerver, blod, celler, elektriske impulser.

Og zoomer jeg endnu længere ind – kommer jeg ind i søvnen om natten, i den storyline der udspiller sig der. Ind i de umulige scenarier og forestillinger der fortæller historier fra det ubevidste.

Drømmene fortæller historien om hvem jeg er, med redskaber fra det liv jeg kender, de erfaringer jeg har og det som jeg ved om “ting”. Jeg ser mennesker jeg kender – døde som levende – og jeg oplever ting der ikke kan lade sig gøre i virkeligheden, altså den virkelighed der findes om dagen når jeg er vågen og ved bevidsthed.

Ved bevidsthed. Det er nøgleordet. Bevidsthed har flere betydninger i forskellige traditioner og lærebøger, så derfor må jeg definere hvad jeg mener – jeg benytter Carl Gustav Jungs psykologiske model der viser det i tre lag:

Første lag:
Bevidsthed er den del af psyken der er aktiv når jeg lever i det daglige liv med andre mennesker. Det er mine valg og alt det jeg ved, at jeg ved. Det er den jeg navigerer med i det konkrete, fysiske og vågne liv.

Andet lag:
Det ubevidste – er alt det jeg gør, men som jeg ikke ved at jeg gør. Ønsker, jeg ikke ved at jeg har. Mønstre jeg lever i, men som jeg ikke kender til. Det er “det personligt ubevidste”. Prægningen fra oplevelser, far og mor og relationer i opvæksten. Det er de uforklarlige symptomers verden og kompleksernes domæne. Det ubevidste er i aktion, når der er problemer med bevidstheden. Bevidstheden og det personligt ubevidste kan modarbejde hinanden – ret meget endda. Komplekser og ubevidsthed er ikke forkert, uønsket eller noget der bør bekæmpes – det er en del af det at være menneske – omend det kan volde besvær.

Tredje lag:
Der er et lag mere af det ubevidste – nemlig det ubevidste vi har tilfælles i en kultur. Det som Jung kalder for “det kollektive ubevidste”. Symbolernes og arketypernes domæne, som vi er fælles om at kende betydningen af. Med variationer.

Jeg zoomer ud på rumstationen igen og kigger på den sortblå himmel – hvis det da hedder himmel set her fra, universets store, ufattelige rum. Jeg bliver helt svimmel og må holde fast i et gelænder under panoramavinduet. Alligevel vover jeg at zoome længere ud for at betragte vores solsystem. Vores egen hjemplanet Jorden som en lille prik med månen som en endnu mindre prik og planeternes baner omkring Solen – selve systemets hjerte. Vores – jordlingenes – hjerte. Og jeg funderer: Hvor kommer drømmene fra?

Drømmehistorierne henter stof fra andet og tredje lag og sender tråde op til lige under første lag, bevidstheden. Hvis jeg er heldig og vågner på det rigtige tidspunkt, holder hukommelsen fast i billederne, ja nogle gange i hele historien, der kan være så detaljeret som en spillefilm. Det spændende kommer når symbolerne i drømmene begynder at flette sig ind i det bevidste liv – som tegninger, fotos, poesi og meget andet jeg foretager mig. Jo mere integreret det bliver – desto mere oplever jeg det som om sjælen fryder sig over at jeg endelig er opmærksom på den som en virkelig og levende entitet. En del af mig. Stille og roligt giver den mig flere billeder og historier. Tydeligere symboler. Men ikke derfor lettere at tolke.

Det er også hårdt arbejde og jeg kan ikke gøre det alene. Derfor har jeg allieret mig med en dygtig jungiansk analytiker. At vågne med en drøm der har været voldsom eller indeholdt elementer af tidlige traumer og uforløste begivenheder er krævende. Til gengæld er der bonus, når broen mellem det bevidste og det ubevidste åbner sig. Så kommer der en klarhed som er svær at beskrive. Det er som en psykisk omsmeltning. En omkalfatring af psyken som min analytiker kalder det. En forvandling, hvor alt bliver anderledes. Min måde at bruge sproget på, min opfattelse af omgivelser, relationer, ting – og mig.

Mens jeg står der og dagdrømmer får jeg øje på Neptun ude i kanten af Neptun - foto fra wikipediapanoramavinduet i rumstationen. Den ligger der, stor og lyseblå som det gas den angiveligt består af. Drømmene er Neptuns domæne. Astrologisk er den i øjeblikket i Fiskenes tegn – dens hjemmebane. Astronomisk er den et andet sted, for vi skal trække 23,5 grader fra for at få den reelle position som vi ser den på himlen lige nu – som derfor er i Vædderen. Lad ikke dette skille os ad. Astrologi som vi udøver den har ikke fulgt den astronomiske virkelighed. Det er ikke vigtigt, for det er symbolsproget det handler om og ikke de faktiske, fysiske realiteter. Det blev bare tydeligt, her fra rumstationspositionen, at astrologi og astronomi i grunden ikke følges rigtigt ad – ikke som vi traditionelt ser det i vores vestlige astrologiske tankegang i hvert fald. Lad os blive i det astrologiske.

Dagdrømmen fortsætter, for jeg får øje på Saturn i Skytten – omtrent 90 Saturn - foto nasa.govgrader under Neptun – og det siger ikke så lidt. Neptun og Saturn er antagonister. Og når de ses i 90 grader fra hinanden kan der være kamp mellem de to planeter – en kamp på drømmenes liv og død. En kamp på holdninger og meninger, og på hvad der er virkeligt. Skal drømmene realiseres eller skal de ikke? Neptuns drømme bliver lagt i håndjern hvis det står til Saturn, så vi kan blive ved det gamle og gennemprøvede – også selv om det er forældet og intet gavner. Omvendt kan Neptun få Saturn til at bløde op og blive positiv overrasket – så får vi en ny virkelighed. Med Neptun i sit eget tegn – Fiskene, og Saturn i Skytten hvor den bliver udfordret og nødt til at forholde sig til nye horisonter, så er det at jeg tror Neptun vinder denne kamp. Ikke mindst fordi Saturn må bøje sig og gå med energien, da den er en smule svækket i Skytten. Så derfor, drømmere, drøm stort – og få tingene ud i verden, mens tid er. Når Saturn flytter ind i Stenbukken, hvor den har hjemme, i begyndelsen af 2018, skal den nok få ryddet op i det der viste sig at være varm luft.

Nattens drømme viser mig hvem jeg er og hvor jeg er på vej hen. De fortæller mig en historie om mig selv, om det jeg har glemt og forsømt, om det jeg søger og higer efter, om den jeg inderst inde er – og kan blive.

Og er det egentlig ikke der al virkelighed begynder?
I drømme…?

Inspirationen der blev væk

Fuldmåne

Fuldmånen er over os igen- nyd den, eller hyl med den…

 

Det hænder, at der bare ingenting sker. Det er som at leve på en blank overflade hvor intet går dybere end længden på en lillefingernegl.  Nattens drømme er kaotiske og gør at jeg er træt allerede fra det øjeblik jeg vågner. Så er der ikke meget mere tilbage.

Hjemmesiden her har eksisteret i 10 år, har jeg lige opdaget. Et lille jubilæum. Den startede som en præsentation af min praksis – og da jeg lukkede den, fortsatte siden som en blog. Den har haft mange huder, mange farver og udtryk.

Denne seneste opdatering er kun en mindre trimning. Kategorierne er fjernet. At sætte tingene i båse og kasser føltes som en begrænsning. Det står i alle vejledninger at man skal have nogle få kategorier, men hvad så når det jeg skriver ikke passer ind de rammer? Så hellere lade det flyde frit og sætte tags eller emneord på hvert indlæg.  På den måde bliver det mindre lineært og forhåbentlig mere frit for kreativiteten. Det svarer lidt til at være mig. Jeg vil heller ikke sættes i bås. Det tror jeg ikke der er nogen der vil.

Hvad det næste bliver ved jeg ikke. Lige nu er kreativitetens dybe sø blot en vandpyt – det lader til at tiden ikke er til at forcere en proces der ikke lader sig forcere.

StoreBededagene skal bruges til at lytte, lege og gøre ingenting i – det heldige er at det er helt i orden!

 

ulvefodsort