Nyt fra vandbærerens tidsalder

IMG_0243 - KopiDet er midt på en travl fredag. Lidt småsnusket støvregn falder på min næse da jeg stiger op fra metroens dyb på Frederiksberg og traver op ad Falkoner Alle, i retning af Falkonercentret. Jeg har rustet mig hjemmefra med visualisering af en tyk membran rundt om mig, for jeg ved hvordan det bliver når først jeg er indenfor dørene. Allerede i forhallen mærker jeg den svage dunken mod mit skjold. Jeg håber det holder og tænker “hvad laver jeg dog her?”.

Jeg er taget til sind-krop-ånd-messe for første gang i mange år. En af vore topastrologer, Adrian Duncan, holder foredrag om overgangen til den nye tid – fra Fiskens tidsalder til Vandbærerens. En overgang vi er i fuld gang med. Det vil jeg gerne høre mere om.

Nåmen, jeg står stadig her i forhallen. Overvejer om jeg skal aflevere overtøjet i garderoben, men beholder det på, jeg bliver her jo ikke så længe. Der er en timestid til foredraget, så jeg vil gå en runde og se om der er nogen jeg kender.

Standende står tæt. Krystaller, englekort, drømmefangere, smykker med spirituelle motiver, selvudviklingsbøger, åndelige mestre, clairvoyante og håndlæsere… flere clairvoyante og healere, terapeuter af enhver tænkelig observans. Der er også nogle fra min stamme – astrologerne – der er i fuld gang med at tyde horoskoper. Healerne har folk på briksen – jeg beundrer at nogen kan finde ro i dette hurlumhej.  Jeg glider stille gennem gangene og lader blikket glide hen over de bugnende borde og tilbud om helbredelse og frelse. Ved nogle stande er der ingen aktivitet og standholderne kigger søgende og sultent efter at få kontakt. Jeg trækker blikket væk og går videre. Gør mig usynlig. Det her er helt uoverskueligt for mig… jeg bryder mig generelt ikke om steder med mange mennesker, og messer af denne art er de værste. Der er en højspændt overenergi og frit svævende psykisk energi, i en grad at det er svært at trække vejret.

Det minder mig om første gang nogensinde jeg var til sådan en messe. Det må have været omkring 1985. Det er nøjagtig den samme følelse idag som dengang – et invaderende ubehag. Så jeg spørger igen: “hvad laver jeg dog her?” og kommer i tanker om foredraget der trak mig herind. Der er en halv time til. Jeg har fundet Horoskopbladet Stjernernes stand og sludrer lidt med redaktøren og nogle andre jeg kender, inden jeg maser mig ud igennem de snævre gange mellem standende og op ad trappen til foredragssalen. Der er allerede kommet mange men jeg finder en ledig plads.

Adrian Duncan er en meget visionær astrolog og han giver nogle bud på hvordan Vandbærerens tidsalder bliver. Håbefulde bud. Et af dem er, at 3. Verdenskrig ikke vil finde sted – pga en simpel regel: M.A.D “Mutually Assured Destruction”. Ja – hvis stormagterne smider atom- eller brintbomber over hinanden, så er det slut – en gang for alle. Hvem er vel interesseret i det?

Adrian beder publikum om at glemme personlige værdier og overbevisninger for en stund. Han fortæller, at Fiskenes tidsalder var den kristne tidsalder. Den hvor mennesket har været bundet til trældom, jorden, fossile brændstoffer der har skabt forurening. Mennesket søgende efter frelse i ydmyghed og underdanighed – efter “en frelser”. Den tid er ved at være forbi. Vandbærerens tidsalder er menneskets tidsalder, fortæller han videre, hvor individet søger selvhævdelse, færre arbejder hårdt, kærligheden er fri, hjulet afskaffet og erstattet af magneter eller andet der kan få køretøjet til at bevæge sig. Vi ser det allerede med verdens hurtigste tog i Japan – der kører på magnetkraft, hævet over skinnerne. Vind- og vandkraft vil sikre energiforsyningen og brændstofforureningen aftager, Vandbæreren er et lufttegn. Vi ser fænomenet Facebook – “venner” er også en vandbærerting – netværk og sammenhænge på store afstande. Der er lagt op til “peoplepower” når vi kommer til 2024 og Pluto går i Vandbærerens tegn. Og meget meget mere… som først vil være fuldt udviklet om henved 200 år… Her i vores tid,  står vi midt i overgangsfasen fra det gamle til det nye.  Overgangen er ikke problematisk, siger Adrian, den er bare svær at håndtere. Det tør siges.

Jeg kan ikke gengive hele foredraget, men det var enormt inspirerende og jeg er glad for at jeg trodsede modviljen og gik derind. Adrian er fast skribent på “Stjernerne” og jeg håber han skriver mere om emnet der.

Nu må jeg bare ud af messehelvedet og bevæger mig mod udgangen. Ud på Falkoner Alle hvor regnen er hørt op. Tilbage til Frederiksberg Metro med kurs mod Lyngby. Undervejs ryster jeg engle og dæmoner, der har sat sig fast i min aura af.

Der kommer nok til at gå en rum tid før jeg går til messe igen…

PS –  Jeg har fået at vide, at foredraget bringes som “Adrians Verdenshjørne” i Stjernerne nr. 12, 2016 der er i kioskerne torsdag den 18. februar. (Fiskenummeret)

Røde tåger

Tågen har lagt sig rød og tung over landskabet. Alt er stille.  Fra min arbejdsplads ved vinduet kan jeg se elverpiger danse mellem grenene. Jeg længes og drages mod eventyrenes land.

Tankespind om kaos og nytårsforsæt

Mærker du det samme som jeg, at der er en vældig uro i energifeltet? At være påvirket af verdensbegivenhederne, mest dem der er tæt på  – men også dem der sker meget langt væk? Det kan være svært at rumme alt det vi får at vide gennem medierne, som for en stor dels vedkommende endda kan være usandt og fejlbehæftet.

Men hvad vil det sige at “rumme”? Kroppen er en fintfølende organisme, der sanser og forholder sig til fornemmelser og tanker, påvirkninger fra andre mennesker og inde fra kroppen selv. Det skal altsammen processes, sorteres i vigtigt og ikke-så-vigtigt, hvad angår dig selv. Sker sorteringsprocessen ikke – måske fordi der er for meget – vil indtrykkene hobe sig op og organismen risikerer at bryde sammen.

Det 21. Århundredes globalisering kan være så overvældende, at vi ikke kan rumme det. Vi er ikke vant til at få så meget at vide fra alle verdenshjørner, så meget som vi enkeltvis ikke kan gøre noget ved. Vore forældre og bedsteforældre fik ikke så meget information, som vi gør i vor tid. De forholdt sig mere lokalt til tingene. På godt og ondt. Jeg husker min mors besøg på Stasis hovedkvarter i Berlin i begyndelsen af Nullerne. Det var en udstilling om koncentrationslejre. Hun var så rystet at hun ikke kunne se resten af udstillingen og græd på vejen ud idet hun sagde “jamen vi vidste jo ikke noget”. Hvilket indikerer at vi bør vide – men det er også noget der skaber afmagt i os.

År 2016 er netop begyndt. Det er ved denne tid mange har nytårsforsæt, små og store, som en reaktion på “jeg må gøre noget jeg tidligere har forsømt”, og formålet er at få det bedre med dig selv. Så sætter du et nyt regime igang: den klassiske slankekur, rygestoppet, motionsmotivationen, kurset eller uddannelsen du længe har ønsket men ikke rigtig fået dig taget sammen til. Det er næsten altid noget ekstraordinært og en særlig ny begyndelse. Men nytårsforsæt holder som bekendt ikke. Det særlige forsæt: “på den og den dag begynder jeg at blive et bedre menneske…” nej, vel…? Når det glipper og du glider tilbage i de gamle vaner igen, får du bare skyldfølelse. Det er da synd at udsætte dig selv for det.

Tilværelsen er et kaotisk sted, og kaos må håndteres i hverdagen, her og nu. Der hvor du er. Det er ikke drømmen du aldrig har fået gjort noget ved, der rykker. Det er det du gør og den du er lige nu, lige der hvor du er, der rykker. Det velkendte ordsprog: “tænk globalt – handl lokalt”  kunne næsten passe, hvis det omskrives til “tænk lokalt – handl lokalt”.  Du må tænke og handle lokalt – altså med dig selv som udgangspunkt.

Find ud af hvad der – i hverdagen – får dig til at føle dig bedre tilpas. Lyder det egoistisk? Det er det ikke. Hvis du har det godt med dig selv, så vil det sprede sig til dine omgivelser. Når du holder op med at dømme dig selv for alt det storslåede (forsættene) du ikke får gjort, og indfører venlighed overfor dig selv og dine fejl og mangler – så vil andre nyde godt af det, af dig. De vil selv blive venligere, mildere, menneskeligere… Slip projekterne og kom til dig selv. Det frigør energi til alt det, der er i dit liv lige der hvor du er.

Det må være sådan kaos kan mestres – med lokal venlighed.

Godt Nytår.

Dæksler

Når vi går rundt i vores almindelige hverdag kan det være en god ide at kigge op en gang imellem og få øje på sjove, finurlige, kunstfærdige og mærkelige udstafferinger og kanter på byens huse.  Det har jeg tit hørt: Kig op, i stedet for at gå der og glo ned i asfalten – eller din iphone…
Jeg skiftede iphonen ud med kameraet og kiggede grundigt ned på en tur gennem Københavns indre by og andre steder – og se – en helt kunstfærdig udsmykning af ellers ret kedelige kloak- og vanddæksler åbenbarede sig. Det er ikke noget vi – eller jeg – normalt går og lægger mærke til – men det er altså værd lige at kigge en ekstra gang på hvor du sætter dine fødder. De dæksler er da fine!

Hvem var Jane Austen?

Jane Austen horoskoptegningDet følgende er et lille astrologisk lynportræt af den engelske forfatter Jane Austen, baseret på en biografi af Claire Tomalin, “Jane Austen, a life” fra 1997 og oplysninger fra Wikipedia. Det har været interessant at se hvordan beskrivelsen af  hende stemmer med horoskopet. Jeg har forsøgt at koble nogle af tingene sammen her.

Født ind i en stor familie, hvor faderen, George Austen, var præst, skoleholder og landmand, moderen Cassandra Leigh, af oprindeligt aristokratisk herkomst, travlt optaget af at opdrage den store børneflok og passe de drenge der gik i præstegårdens kostskole, må Jane Austen i grunden have følt sig temmelig ensom inde i sig selv. Forældreaksen MC/IC i Tvilling-Skytte giver indtryk af et livligt og sprudlende intellektuelt hjem og Neptun på Ascendant i kvadrat til denne akse, kan have givet hende en følelse af fremmedgjorthed og isolation, som andre vil have mærket. Det siges om hendes opvækst og liv at det var relativt begivenhedsløst og at hun aldrig forlod sit hjem, men biografen Claire Tomalin fortæller en lidt anden historie.

Som det var skik på den tids England, blev Jane ligesom sine 7 andre søskende, i en alder af kun 14 uger, sat i pleje hos en familie i landsbyen indtil hun var gammel nok til at kunne indgå i sin egen familie (dvs. var til at styre) som knap toårig. Man tog sig ikke så meget af hvordan børn havde det med at blive skilt fra deres mor – det var en praktisk foranstaltning der aflastede en stor familie. Jane har helt sikkert oplevet det som en afvisning – og en gang til må hun have følt sig afvist, da hun blev sendt tilbage til den familie hun slet ikke rigtig kendte. Forvisningen oplevede hun en tredje gang, da hun som syvårig fulgte sin tre år ældre søster Cassandra, til et skoleophold hos en fjern slægtning, enken mrs. Cawley i Oxford, der som mange andre enlige kvinder tjente til livets ophold ved at undervise unge piger i fransk, dans og broderi og sikkert også klaver. Opholdet endte brat, da der udbrød en smitsom og dødelig febersygdom. Pigerne blev syge og hentet hjem af deres mor. De overlevede, men mrs. Cawley døde af infektionen. Sådan sluttede det skoleophold. Et år senere blev pigerne sendt på klosterskole i Reading indtil de blev hentet hjem igen i slutningen af 1786 – og der sluttede deres skoleuddannelse. Jane var da  11 år.

Janes tidlige barndom har således været underlagt en del turbulens og utryghed. Det afspejler sig ved Månens position i hendes horoskop. Den befinder sig i Vægten – i en konjunktion med Saturn. Biografien fortæller, at Jane livet igennem havde et køligt og distanceret forhold til moderen – hvilket vel ikke kan undre, eftersom hun så tidligt blev sendt væk. Biografien fortæller videre at Jane havde en temmelig defensiv holdning og manglede ømhed og empati med andre mennesker – men også med sig selv. Mon ikke hun har haft det svært i forhold til at finde tryghed og nærhed? Hvem skulle hun finde den hos og vide sig sikker? Hendes eneste søster, Cassandra, har nok været den nærmeste følelsesmæssige sikkerhed hun havde, livet igennem. Forholdet til faderen har været – om ikke nært – så var hun mere knyttet til ham end til moderen. Måske fordi hun fik lov til at støve rundt i hans enorme bibliotek – der manglede ikke læsestof – og fordi de havde en intellektuel kontakt. Ved hans død i 1805 var hun – ifølge et brev til broderen Francis – mærkeligt kølig, praktisk og distanceret, som kunne være jomfruascendantens kendetegn. Hun øste ikke følelser ud, men holdt dem for sig selv og tillagde dem i stedet figurerne i sine romaner.

Jane har haft en skarp iagttagelsesevne og som vi ved, har hun været god til at udtrykke dette – de mest kendte romaner er “Stolthed og Fordom” og “Fornuft og Følelse“. Hun lagde ikke fingrene imellem i sine personbeskrivelser og hun har givet haft forlæg i forskellige karakterer i sin udvidede familie af kusiner og fætre der udgjorde omgangskredsen. Venus uaspekteret i Skorpion har drevet hende til at afsløre tabuer og gå imod de vedtagne og i hendes øjne sikkert absurde værdier i det landligt borgerlige 1700tals-England, godt hjulpet af  kommunikationsplaneten Merkur i Skytten opposition en oprørsk Uranus i Tvilling – i 3.-9.hus, der står for formidling, kommunikation og udvidelse af horisonten. På en vis måde må hun have gjort oprør mod sæder og skikke – og afslørede det latterlige ved manerer og skikke med humor og vid. Hun kan have haft en rebelsk natur, opvokset med drenge omkring sig var hun mere til en god gang cricket og baseball, fremfor at sidde stille og brodere som pæne piger gjorde. Ser vi mon det afspejlet i det eksakte kvadrat mellem Saturn og Mars? Et citat fra biografien af Claire Tomalin: “Jane Austen was af tough and unsentimental child, drawn to rude and anarchic imaginings and black jokes”. Her også udtrykt ved Plutos trigon til Ascendant/Neptun som nok kan vise en noget fandenivoldsk tendens, men ikke egentlig destruktiv, som vi normalt forbinder med Pluto i sin mest negative form.

Jane skriver om sig selv i et brev, at hun er sky og genert og man kan også læse af hendes breve at hun, som før nævnt, er distanceret og mangler ømhed overfor andre og sig selv, som kan tilskrives Måne konjunktion Saturn i Vægt. Hun har nok også virket som et sart væsen, trods sin følelsesmæssige distance og drengede adfærd. Med Neptun på Ascendanten og i Jomfruen, ser hun måske – ubevidst – sig selv som et korrektiv til sin samtid – dækket ind bag en fantasifuld facade i fortællingens fiktive form? Det er især de utallige kusiner og fætre der står for skud i hendes beskrivelser – i horoskopet er Solen placeret i 4. Hus i Skytten i kvadrat til Neptun på Ascendanten. Der har været ualmindelig meget stof i familiekredsen til at nære hendes fantasi og skrivelyst.

Jane Austen, tegnet af søsteren Cassandra 1810

Jane Austen, tegnet af søsteren Cassandra 1810

Månen danner trigon til Jupiter i Tvilling i 9. Hus – en afspænding af den belastede måne, der kunne indikere at hun finder en form for hvile eller forløsning i at skrive sine følelser ud. Hendes historier udgives i første omgang ved broderen Henrys mellemkomst – eftersom kvinder på den tid ikke kunne udgive bøger – under betegnelsen “a lady”. Hun skjuler sin sande identitet for offentligheden – Neptun på Ascendant og en uaspekteret Venus i Skorpionen. Det er først efter hendes tidlige død, hun blev kun 41 år, at broderen Henry får udgivet hendes værker på ny og der afslører hvem den sande forfatter er.

Jane Austen forelskede sig i sine unge år i en ung mand fra nabobyens præstegård, Thomas Lefroy, der gengældte hendes følelser, men han blev sendt væk, fordi han skulle giftes med en der havde penge – Jane var stort set uden midler og derfor et dårligt parti. En anden mand friede til hende og hun sagde ja – men dagen efter fortrød hun. Hun ville ikke gifte sig med en hun ikke elskede. Den unge Lefroy har sikkert været en livslang kærlighed og har derfor blokeret for at andre kunne komme til – igen den uaspekterede Venus i kompromisløse Skorpion? Og 7. Hus i Fiskenes tegn med herskeren Neptun på ascendanten – en bejler skulle virkelig leve op til hendes høje idealer og følelsers dybde. Det kunne kun Thomas Lefroy, og Jane forblev single resten af livet. Mon ikke den kærlighed blev skrevet ud i hendes romaner som en Darcy, en Willoughby, en Ferrars… nogle med forløsning, andre ikke.

Forfatterskabet er klarest beskrevet gennem Merkurs position. 3. Hus er den ultimative kommunikationskanal og i Skytten har vi den impulsive og uforfærdede måde at føre pennen på – Skytten er kendt for at sige tingene ligeud, sommetider også for ligeud. Men som skribent er det netop et talent. Uranus hjælper til eller skubber på fra 9. hus i Tvilling som sætter hende i stand til at gå ud over de vedtagne regler for kvinders opførsel. Hun er ligeglad og klør bare på. Og i stedet for at være trodsig over det mandsdominerede samfund, bruger hun mændene – dvs sin bror – til at få sine skrifter ud. Et klogt træk, ellers havde hun nok ikke opnået at blive trykt og udgivet. Hun har ikke været drevet af en trang til berømmelse, men af en trang til at udtrykke sig. Den første roman, “Fornuft og Følelse“, blev udgivet i 1811.

I fyrreårsalderen blev hun tiltagende syg mens hun arbejdede på det der skulle blive hendes sidste værk, “Brothers“, som senere blev udgivet under titlen “Sanditon“. Diagnosen er senere blevet stillet på baggrund af symptombeskrivelser. Det har ifølge biografien og andre spekulationer (Wikipedia) været enten Addisons syge, Hodgkins syge eller en form for tyfus. Jeg har ikke forstand på at se sygdomme astrologisk og vil ikke give mig til at gætte på det.  I hvert fald står det klart nok at hun drog sit sidste suk den 18. Juli 1817 med progressiv Ascendant i kvadrat til forvandlende Pluto, opløsningsplaneten Neptun konjunktion IC (som viser afslutningen på livet) og  Pluto, igen transformationsplaneten, konjunktion Descendant, hvor den i alle tilfælde vil have en forvandlende effekt på partnerskaber og nære forhold – og i dette tilfælde altså en afslutning. Men det var ikke afslutningen på vores kendskab til hende og hendes forfatterskab – tværtimod – hun blev med tiden særdeles kendt og elsket af sine læsere og siden af filmpublikummet.